De fineste strikkede kniplinger

Jeg kan ikke huske hvad, der fik mig til at starte projektet. Men jeg er sikker på, at det var et spørgsmål om at bevise, at selvfølgelig kunne jeg strikke en dug.

Nu er den færdig. Og fin. Og jeg behøver aldrig mere gentage projektet. Heller ikke selvom det faktisk har været meget hyggeligt at sidde med de alt for tynde pinde og det fine hvide garn.

Beviset er til stede, og der er mange andre ting, jeg hellere vil strikke end en til af slagsen.

Jeg var nået langt, da jeg fandt den i kælderen. Længere end jeg umiddelbart troede. Så vidt jeg kan måle mig til, er det “kun” de yderste tyve centimeter, jeg har siddet med de sidste uger.

Det har været både spændende, hyggeligt, tålmodighedskrævende og kedeligt at sidde med. De to sidstnævnte fordi der ikke er mindre end atten gentagelser hele vejen rundt. Efter to gentagelser har jeg været parat til næste pind, i ivereren efter at se mønstret folde sig ud. Så er atten gentagelser langt – specielt når næste pind og næste kapitel af mønsterudviklingen først begynder, når der også er strikket en hel omgang uden mønster.

De tynde pinde er jeg heller ikke særlig gode venner med. Jeg forkramper og maser neglene ind i hånden. Hverken det første eller det andet er særlig behageligt, og her har jeg haft stor glæde af en strikket lap, der holdt i højre hånd, over masker og pind, har givet lidt mere at holde i. Jeg kan alligevel ikke frasige mig at de tynde pinde efter endt brug er noget bøjede.

Dugen blev fundet i kælderen, hvor den har henslæbt en tvivlsom tilværelse i poser og kasser i noget der må være mindst elleve år. De første to år, var slet ikke her, men i min fars garage, hvor alle mine ting blev opmagasineret dengang ungernes far og jeg flyttede fra hinanden og jeg endnu ikke havde noget sted at bo.

Jeg har en klar erindring om at have strikket på den i lange perioder gennem nogle år. Jeg har også en klar erindring om, at jeg startede mens vi boede i det rækkehus, vi købte dengang jeg var ved at bosætte mig som indehaver af både hjem og bil. Dengang jeg var ved at glemme mig selv. Jeg kom heldigvis videre, og nu mange år efter er dugen også kommet til sin ret igen.

Alle de her erindringer får mig til at tro jeg slog de første masker op engang i 1996, også selvom årstallet på bladet siger ‘95. Jeg kan meget vel have haft det liggende og gået rundt om mig selv længe, inden jeg sprang i.

Hvad jeg skal bruge den til, har jeg ingen anelse om. Lige nu ligger den over sybordet, jeg bruger som sofabord. Hvor genialt det i det lange løb er, er jeg ikke helt sikker på. Det gør det i hvert fald noget mere besværgeligt at åbne og nå frem til mine strikkepinde, der befinder sig i bordet.

Men det ser fint ud!

Design: Kniplingsstrikket dug fra Alt om Håndarbejde 1/1995

Garn: Tynd 100% hvid bomuld af hækleslagsen. Jeg har brugt flere forskellige mærker og kvaliteter. Til aflukningen vagte jeg at bruge en tråd, der var en lille smule tykkere, end den resten af dugen er strikket af – bare fordi jeg havde det.

Den færdige dug vejer 430 gr.

Pinde: Flere forskellige udgaver af nr 2. Jeg er formentlig startet ud med strømpepinde og senere skiftet til rundpinde. Da jeg fandt dugen i kælderen, var alle de mange masker på een 80 cm rundpind. Det var næsten umuligt at flytte maskerne, fordi de sad så tæt. Jeg supplerede med yderligere to rundpinde nr 2, 100 cm, og fordelte maskerne med 6 gentagelser på hver rundpind og strikkede på en rundpind ad gangen – det virkede ret godt, selvom det ikke indbød til at blive flyttet for meget rundt.

Størrelse: Den færdige dug har en diameter på 140 cm.

Bemærkninger: Det har været et stort arbejde, og når jeg kigger på det færdige projekt, er jeg faktisk ret duperet over, at jeg har lavet det!

Har du lyst til at se flere billeder af dugen, kan de ses lige her på Ravelry.