Kniplingsstrik

Under gårsdagens oprydning dukkede en dug frem af gemmerne. En kniplingsstrikket dug. Eller en påbegyndt dug. Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg startede på den, men opskriften er fra et Alt om Håndarbejde fra 1995, og det er ikke helt umuligt at det var dengang jeg gik i gang.

Jeg er nået meget længere, end jeg troede da posen dukkede op i går. Men jeg har ikke været særlig effektiv i forhold til at hjælpe mig selv. Opskriften går over 252 pinde, rundt og rundt og rundt, starter med seks masker og slutter med flere end jeg har lyst til at forsøge at finde ud af.

Ikke en eneste lille anmærkning fortalte mig hvor jeg var nået til. Ikke andet end en gammel papirklips angav starten på omgangen, og rundpinden jeg strikkede med har bestemt set bedre dage og er i virkeligheden slet ikke lang nok.

Jeg tør ikke rigtig skifte pinden ud, buk og alting til trods. Jeg kan ikke være sikker på at en ny vil være præcis samme størrelse, og bukkene vil nok alligevel komme, da mine hænder og så tynde pinde slet ikke fungerer så godt sammen.

Ufatteligt nok tog det ikke ret lang tid at konstarere hvor i opskiften, jeg var kommet til og skønt jeg ikke engang er nået en hel omgang rundt – jeg var selvfølgelig stoppet midt i en omgang, let skal det ikke være – føler jeg allerede mine fingre begynder at strejke i forhold til de tynde pinde.

Gad vide om jeg kan lave en form for håndtag, så det bliver tykkere, der hvor jeg holder og mine negle slipper for at bore sig ned i håndfladerne i angst for ikke at holde godt nok fast.

Desværre har ti år i nedpakket tilstand ikke bagt det bedste med sig. Lugten af hengemt er til at leve med og kan formentlig vaskes af, når enden engang er nået. Håbet må så være at alle misfarvningerne går samme vej.

For jeg er vist nødt til at fædiggøre projektet… engang, når jeg nu dengang kastede mig ud i projektet… Hvorfor har jeg ingen anelse om. Hvis ikke det har været noget med at bevise, at selvfølgelig kunne jeg også det!