12 Cast Ons 2025 - 1. projekt

 

Sidste år spandt jeg rødt garn. Det var halvdelen af den fiberjulekalender Birthe P. lavede. Emilie satte sig ret hurtigt på de røde toner, og jeg var ret hurtig til at synes, det var en god ide. Rød er langt mere Emilie end mig.

Først troede hun, at hun kunne få en hel trøje. Desværre måtte hun anerkende at det var der slet ikke garn nok til. I stedet ledte hun efter en trøje med mønsterstrik, og har hede drømme om at mønsterstrikken breder sig over større områder end kun bærestykket. Det tror jeg godt kan lade sig gøre. 

Hendes valg faldt på Autumn Bloom. En vinterversion af Alpine Bloom, som mange strikkede sidste år. Dermed gik jagten ind på bundfarven. Emilie ledte mange steder, uden at finde det rigtige. Jeg ledte, men blev afvist når jeg synes jeg fandt noget godt.

Langt hen ad vejen handlede det om økonomi. Det er dyrt at købe ind til en hel trøje, når man helst vil have det dyre garn. 

Dengang hun i sommers dimitterede, havde jeg fundet rødt glimmergarn. Emilie er en glimmergås - det står hun ved - og jeg tænkte at en glimmertråd i det røde kunne være ret flot. Da jeg samtidig kom forbi et tilbud på Kremkes Stellaris, slog jeg til. 

Det røde garn ventede. Jeg var sådan set klar til at slå op. Jeg vidste den skal strikkes. Men der var ikke noget garn til bundfarven. Jeg endte med at give hende det i julegave. Jeg fandt en farve, jeg forestillede mig, hun ville bryde sig om, og købte Drops Nord i farve 7 - Lys Beige. Også for at vise hende hvad man kan få, for en billigere penge. 

Det var den trøje jeg strikkede på, da jeg sent juleaften fandt YarnNyarns og udfordringen. Jeg havde netop slået op, og så vidt jeg forstår tæller opslag fra 24. december og frem. 

Lige præcis den her trøje er en af dem, der tydeliggør for mig, at somme tider er det måske bedre at starte op, hellere end at vente til der er tid og plads og tomme pinde. Den har fyldt i mit hoved, på en måde der ikke var hensigtsmæssig, Den skulle jo strikkes, det var en aftale og jeg har haft lyst til at slå op. Men blev stoppet af manglen på garn, som egentlig ikke var min opgave at købe. 

Jeg synes den bliver flot, og har meget lyst til at strikke videre. Lige nu ligger den stille, for jeg mangler en del flere opstarts, inden jeg kan kalde det 12 opslag.

En slags udfordring

 

Somme tider er jeg nem at udfordre. 

Juleaften var slut, barnet var lagt i seng og faldet i søvn, vi andre havde brug for at være os selv. I en introvert familie, er der brug for alenetid og i et sommerhus uden mange rum, blev løsningen at sætte os i hvert sit hjørne  - der var heldigvis flere muligheder, der også gav mulighed for at sidde godt - med hver vores device og hørebøffer. 

Jeg strikkede, og forsøgte at se nogle af de podcasts, jeg var håbløst bagud i. Hvorfor jeg bevægede mig ud over dem jeg allerede ser, ved jeg ikke, men pludselig sad jeg og lyttede til en dame, jeg aldrig før har stiftet bekendtskab med, og som inviterede til en udfordring. 

12 cast ons 2025.

Altså start tolv projekter før 31. januar og arbejd på dem gennem året. Der var mere. Og en ret bred fortolkning. Alle kan være med, også selvom man kun starter et projekt. Tidsgrænsen frem til slut januar er vist kommet til. Så vidt jeg forstår, startede det med twelve days of christmas. 

Baggrunden handlede i høj grad om at bruge det vi har liggende. At starte de projekter, som vi længe har ville lave. At få gang i samlingen og komme i gang med alt det, der er strandet, fordi andet har overhalet indenom. 

Mens jeg lyttede, fik jeg mere og mere lyst til at være med. Jeg kunne mærke, at selvom jeg er elendig til at have mange projekter liggende, kunne det godt gå hen og blive spændende. At det jeg sad og strikkede på, var et af de projekter, der har ventet og ventet og ventet, kun for at komme til at fylde på en ikke særlig hensigtsmæssig måde.

Jeg har prøvet nogle gange. Det der med at slå op til en hel masse, og langsomt arbejde mig igennem det hele. Sidst oplevede jeg, at jeg godt kunne abstrahere fra de projekter der uvægerligt ender med at ligge stille, fordi jeg ikke kan arbejde på det hele på een gang. At det var rart ikke at skulle slå nyt op, når noget var slut, men bare finde noget allerede startet frem. 

Og jeg har en del projekter i fiberafdelingen, som jeg gerne vil i gang med. 

Jeg tænker jeg prøver det. Om jeg når op på tolv projekter inden 31. januar ved jeg ikke. Men jeg har tænkt mig at prøve. 

I går syede jeg. For jeg har slet ikke projekttasker nok, hvis jeg skal have så meget i gang. Og jeg har også i et stykke tid haft materialer liggende til den slags. 

Det blev til tre nye projekttasker, alle med de nyeste broderier jeg har lavet. 

Det fine sashiko-broderi, der egentlig skulle have været et net, blev til en pose med snoretræk. Den er foret, står stabilt og blev rigtig fin. 

Broderiet med den lille snemand og sommerfuglen fra Broderet Håb. blev begge sat sammen med resterne af det batikfarvede stof, jeg lavede sammen med sidste års sjetteklasser.

De har begge indbygget snoretræk, hanke og en indvendig lomme. Den ene er større end den anden. Jeg målte ikke, men klippede blot i forhold til broderi og det stof jeg havde til rådighed. 

Jeg kan mærke at jeg syr for lidt. Metoder, der normalt ligger på rygraden skulle huskes og jeg nåede også at gøre det mere besværligt for mig selv end nødvendigt. Havde jeg tænkt mig om, havde jeg mellemfoeret, så de begge blev lidt mere stabile. 

Den mindste af de to, med snemanden er mere stabil end den anden. Og nok den jeg bedst kan lide - ud over sashiko-tasken. 

Nu skal jeg bare fylde noget i dem. 

Og for at komme tilbage til udfordringen, tænker jeg at jeg skal holde mig selv op på den. At alle tolv projekter skal præsenteres som startede hver for sig, i løbet af januar. At jeg månedligt skal lave en opdatering på hvor langt jeg er nået. Det bliver nok noget med at se på de projekter jeg har arbejdet på. Dem der ligger stille er ikke helt så spændende. På den anden side, kunne det også være fint at huske dem alle. Det skal jeg lige tænke over. 

Og når alt det er sagt, har jeg startet de første fem projekter. Store og små mellem hinanden.

Betræk til varmedunk

 

Det er længe siden, der pludselig var varmedunke og strikkede betræk overalt. Der er koldt herhjemme, og jeg fandt også en varmedunk, men fik ikke strikket noget betræk. 

Jeg gik i stå, i forhold til garn. Meget mærkeligt, for jeg har ret meget garn, og sådan et betræk sluger ikke ret meget.

Da jeg havde strikket Delacour færdig, fik jeg ikke pakket de sidste rester af det håndspundne garn væk. jeg kiggede på det flere gange, før det gik op for mig, at det ville være perfekt som betræk til den indkøbte varmedunk.

Så sagt, så gjort.

Design: Betræk til varmedunk, opfundet undervejs.

Garn: Håndspundet naturbroget merino i farven Uranus fra Birthe P. 

Der gik 45 gram til betrækket.

Pinde: 4 mm

Størrelse: Varmedunken er 27 centimeter høj og 21 centimeter bred. Det passer dertil.

Bemærkninger: Jeg målte strikkefastheden på den nys strikkede Delacour og brugte det mål til beregning af antallet af masker. 

Jeg slog op med et ottetalsopslag og tog ud i hjørnerne, for at matche de runde hjørner. I den anden ende to jeg ind og strikkede sammen, for også a matche rundingen foroven. 

Jeg strikkede en rib, der var lang nok til at bøj rundt om halsen, inden jeg lukkede løst af.

Jeg har brugt den mange gange efterhånden, og jeg er imponeret over hvor godt den holder på varmen hen over en nat. Også selvom vandet ikke må være varmere end 70 grader. Jeg bruger stegetermometeret til at sikre temperaturen, inden jeg hælder vand på, og sørger for maks at fylde den lidt over halvvejs. 

Det har jeg hørt er vigtigt, for at dunken bliver ved at holde.

Det var meget hurtigt at strikke. 

Vil du se flere billeder af varmedunk og betræk, kan de ses på Ravelry.

Delacour

 

Forrige år spandt jeg den første fiberjulekalender, jeg købte. Jeg ville gerne have garnet til at blive til noget specielt, og strikkede i første omgang min egen udgave af Shifty.

Jeg havde stadig en del tilbage, og det har ligget og ventet på det helt rigtige projekt. Det fandt jeg en dag jeg så Strik byBreuer, og hun havde en trøje på, som straks fik mig til at tænke på det håndspundne garn. 

Jeg ventede længe, før hun fik fortalt hvad hun havde på, kun for at finde ud af, at jeg allerede havde opskriften. Den er en af Fabel Knitwears opskrifter i bogen, jeg købte for at strikke de fleste til Emile. Lige den her har hun ingen interesse i, og dermed kunne jeg snildt kaste mig over den. 

Blusen hedder Delacour. Jeg vidste godt jeg ikke havde garn nok til en stor eller lang trøje, og satsede derfor fra start på en taljekort trøje, der passer til kjoler. 

Design: Delacour af Fabel Knitwear.

Garn: Håndspundet Falklandsmerino farvet som en fortgående julekalender 2022 af DornroeschensKeller. Jeg havde 235 gram.

10 centimeter før nakken, løb jeg tør for garn, og supplerede med 33 gram Uranus, også håndspundet. Naturbroget Merino fra Birthe P.

Alt i alt løb forbruget op i 268 gram.

Pinde: 3 mm til halskanten, 3,5 mm til andre kanter og 4 mm til selve trøjen. 

Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke. Kalkuleret strikkede jeg en str. 3 med modifikationer. 

Bemærkninger: Trøjen er strikket nedefra og op. Med ønsket om en kort trøje, synes jeg det var svært at vurdere præcis hvornår jeg skulle stoppe og starte ærmegabene.  Den kunne godt have været et par centimeter længere, og jeg tager mig selv i at hive ned i den, når jeg har det på. Samtidig er jeg også ret glad for resultatet.

Jeg slog det antal masker op jeg skulle tage ud til og strikkede lige op til ærmegabet. Herfra omstrukturerede jeg maskerne. Jeg placerede ærmegabet så maskeantallet på ryggen matchede maskerne til str. 2. Det betød at der fortil var for mange masker i forhold til bagtil. Jeg tog de resterende masker ind midt for, samtidig med raglanindtagene. 

Det burde jeg gøre noget oftere, indtag midt for, oplever jeg som en god ide i forhold til fashionering hen over brystet.

Jo længere jeg strikkede, og jeg tættere jeg kom på afslutningen i nakken, jo tydeligere blev det, at jeg ikke havde garn nok. Jeg tænkte, jeg overvejede, jeg var tæt på at pille den op. Men så kom jeg i tanke om den rest Uranus jeg havde liggende. Det er længe siden jeg spandt det, jeg tænker det stadig som noget af det første. I oversigten på Ravelry, kan jeg se, at jeg havde noget erfaring da jeg spandt det. Jeg var ikke sikker på om det kunne bruges, troede måske det var tykkere end det jeg strikkede med, men fandt det alligevel frem. 

Jeg havde ikke regnet med at det passede så spot on. Heller ikke at farven blendede så godt. Det er absolut til at se hvor jeg skiftede, men det kunne godt have set sådan ud. Så altså de øverste godt ti centimeter og for- og halskanter er et andet garn.

Det er skønt at bruge rester.

Ifølge opskriften skulle ribben over de vandrette halsmasker, strikkes i forbindelse med aflukningen af samme. Senere strikkes ribben langs resten af halsen og forkanterne, hver for sig. Jeg valgte at gøre det hele på een gang. Forkant - rundt langs halsen - forkant, med indtagninger på hver anden pind i hjørnerne. 

Jeg tænker det blev en pænere afslutning, end aflukning på aflukning.

Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

Billederne er i øvrigt taget i Göteborg helt tilbage i november. Det kunne godt være et håb, at være lidt hurtigere til at vise frem i året, der kommer. 

Nytårsaften

 

Vi havde en meget stille nytårsaften sammen med Oscar. Han holdt sig vågen til midnat, vi spillede spil, legede med modellervoks,  læste og brugte også tid på at se en film, for at trække tiden ud. Han mente ikke selv, han var træt, men sjældent er han faldet så hurtigt i søvn, og han sov meget længe i morges. Det gjorde jeg også.

Undervejs spiste vi. Egentlig havde han bestilt penang, men da han ankom var det med en smule snak om, at han synes vi skulle bestille mad udefra, Adspurgt var han en smule tilbageholdende, men fik til sidst fortalt, at han gerne ville have pomfritter og nuggets. Og at han forestillede sig at vi skulle have pizza. Sådan blev det. Sammen med is, som vi købte på vejen, da jeg havde hentet ham. 

Oscar og Anders havde på forhånd snakket om fyrværkeri. Oscar kan godt lide fyrværkeri. At se på det. Og ville gerne have noget, der lyste oppe på himlen. Anders havde været ude og købe lidt, men godt, og efter maden, inden isen, og efter leg, pakkede vi os sammen og gik ud. 

Det var koldt, det var mørkt, der var en smule dryp og blæst, men ikke meget. Da vi langt senere nåede midnat, var vi glade for at vores del af himmelpynten var skudt af. 

Anders havde forestillet sig at Oscar gerne ville være med til at sætte ild til krudtet. Den forestilling delte Oscar ikke. Han synes det var ganske fint at stå på den anden side af vejen, i god afstand iført sikkerhedsbrillerne, som var lidt irriterende, men som han var helt med på, at skulle have på. Det hjalp måske at vi andre også havde fine briller på.

Det bedste var næsten at se hans ansigtsudtryk, da stjernerne bredte sig over nattehimlen. Der var stjerner i øjnene, og selvom han helt sikkert gerne havde set mere, var han også helt klar til at gå ind igen. 

Formiddagen brugte vi i nattøj, uden de store falbelader.

Han blev afleveret hjemme ved middagstid - det passede fint, for nu ville han gerne hjem. 

Godt nytår herfra

Med striber og krydser

 

Tilbage i efteråret købte Oscar og jeg garn til en trøje til ham. Han tegnede og fortalte hvordan den skulle se ud. 

Det var vigtigt at ærmerne var lange nok til at nå ud over hænderne, at den havde en hætte og at den fik et kryds på ryggen. 

Vi købte superwashbehandlet merino, for det var blødt. Barnet valgte selv og det med blødheden var ret vigtigt. Ellers gider han ikke bruge den.

Jeg købte garn af flere gange, og når sådan et projekt ender med at løbe op i temmelig mange penge, var det let at beslutte at den endte som en julegave. 

Jeg troede jeg havde taget billeder af den i dagslys. Det havde jeg ikke. Og overdækningen ved sommerhuset gav ikke det bedste lys. Det er åbenbart det jeg kan for øjeblikket. 

Jeg lånte trøjen med, da jeg for et par timer siden hentede barnet til nytårsaften. Vi tog billeder lige ude foran opgangen, så det stakkels barn ikke skulle fryse for længe. Den er varm, og han sagde ikke noget om at fryse.

Til gengæld stillede han villigt op til photoshoot.

Design: Jeg tog udgangspunk i Drops Sweet Peppermint, fordi jeg ville have de lave skuldre på ryggen. Det synes jeg ser ret godt ud. Min strikkefasthed var ikke den samme som opskriften, så jeg kalkulerede og da skuldrene virkede, fortsatte jeg efter mål på barnets trøje og en del prøvning.

Garn: Fraya Delightful fra Selfmade. Jeg brugte farverne Marine, Cobolt, Mørk Violet, Grøn og Støvet Tyrkis. Der gik alt fra 19 til 140 gram af de enkelte farver og jeg endte med et forbrug på 375 gram.

Pinde: jeg har ganske simpelt ikke noteret hvilken størrelse pind jeg har brugt. Meget mærkeligt. Jeg vil umiddelbart satse på en 4 mm og et halvt nummer mindre til ribberne. Jeg kan ikke huske det.

Størrelse: Jeg gik ud fra maskerne til en størrelse 134/140 og brugte længden på en 122/128 til vurderingen af hvornår jeg skulle lukke tage ud til ærmegab. 

Bemærkninger: Trøjen er strikket oppefra og ned, Jeg strikkede de grønne snoningsstriber som en slags intarsia, hvor bundfarven kørte hele vejen over. Jeg strikkede for g bag for sig, frem og tilbage, for at kunne få striberne til at fungere. Jeg kunne muligvis have trukket garnet over snoningerne og strikket rundt. Men det kunne jeg ikke lige overskue. 

Hætten blev meget stor. Barnet blev meget glad - det var lige sådan en hætte han ønskede sig. Oscar er et udpræget hætte-barn. 

Jeg lavede krydset som en applikation. Dem lavede jeg mange af på strik, da mine børn var små. Jeg lagde to stykker stof ret mod ret med et stykke let mellemfoer øverst. På maskinen syede jeg hele vejen rundt om krydset, klippede tæt til sømmen, hakker i hjørnerne og vendte gennem et hul jeg klippede i midten af bagsidestoffet. 

Inden jeg syede krydset på trøjen, kastede jeg let over hullet bagpå. Det er ikke noget problem at der er hul midt i applikationen. Det sidder mod det strikkede og trævler ikke. Jeg kaster alligevel let hen over med grove sting. Bare for en sikkerheds skyld.

Vi du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Gennem skoven

 

Daniel var taget hjem, tidsnok til ikke at cykle i mørke. Emilie og jeg pakkede os sammen, til en tur til købmanden. Anders mente bestemt at Oscar skulle ud i haven og løbe noget krudt af. Bortset fra Oscar, var vi andre enige.

Han gad ikke ud i haven og Anders var dum. Det var fuldstændig lige meget at vi andre også synes han skulle ud. Det var Anders, der havde sagt det højt. Først.

Enden blev, at for at slippe for lidt løb i haven, ville han med til købmanden. Emilie havde en god snak med ham om, at han skulle gå selv. Anders lovede at komme stæsende og bære ham hjem, hvis det blev for langt, og så gik vi.

Han gik hele vejen. Frem og tilbage. Et par gange var benene ved at falde af, men det blev glemt, da vi begyndte at lege spørgeleg om dyr. Han kender utrolig mange dyr, og vi snakkede dyr både ud og hjem. 

Fire kilometer blev det til. To ud, to tilbage. 

Jeg synes godt han kan være stolt. 

December Bow

 

Emilie sender ind imellem slet skjulte hentydninger til, hvad hun godt kunne tænke sig, jeg laver til hende. En af hentydningerne var December Bow, som hun ønskede sig i rød. 

Jeg havde ikke noget rød. Men jeg havde det lilla cashmere, jeg strikkede det lille tørklæde til hende af. Jeg tænkte at de fint kunne matche og fandt garnet frem igen. 

Jeg var godt klar over, at hun ville bruge den til håret, så færdig var det nødvendigt at få den monteret på et spænde. Jeg havde ikke lige et der passede, og ude i byen hænger ikke spænder til påsyning på træerne. 

I Føtex kunne jeg finde et spænde med en flad plastikforside. Det fik et par huller med boremaskinen og så var det lige til at sy på. 

Hun fik sløjfen i julegave og blev meget glad. Hun havde åbenbart haft en forventning om at skulle åbne den som adventsgave. Jeg ved ikke hvor hurtig hun forestillede sig jeg ville være. 

Og en rød en af slagsen. Det må blive en anden gang. Den er ret hurtig at lave.

Design: December Bow af Petitknit.

Garn: Lana Gatto VIP, 80% Merino, 20% Cashmere fra lageret i farven Lilac.

Der gik hele 25 gram til sløjfen.

Pinde: selve sløjfen er strikket på pind 3,5 mm. Båndet på midten er fremkommet med hjælp af en 3 mm strømpepind. 

Størrelse: Den er onesize, jeg målte den ikke. Det må blive næste gang.

Bemærkninger: Jeg valgte at købe opskriften. Jeg kunne nok godt have gennemskuet opbygningen. På den anden side synes jeg at designere skal have kredit for deres ideer. Og da jeg sad med den, må jeg erkende at der var flere små detaljer, som lige giver lidt ekstra.

Jeg er ikke som udgangspunkt til Petitknits designs. De er som hovedregel lidt for klassiske til mig. De få gange jeg har strikket Mettes opskrifter, har det sjovt nok altid været til Emilie.

 

Vil du se flere billede af sløjfen, kan de ses på Ravelry.

Masker på en søndag - Uge 52

 

Ugen kort:

• Vi hentede Oscar og tog i sommerhus. Turen derop gik via Frederikssund og en time i bus det sidste stykke. Jeg er ikke tilhænger af bus. Der er mere plads i et tog. 
• I løbet af den 23. samledes vi alle til et par hyggelige dage, inden vi spredtes igen. Daniel kom sidst, og tog først hjem. Som den eneste der skulle på arbejde. 
• Vi havde en skøn jul helt nede i gear. Og nattøj.
• Emilie og jeg tog på tur, for at hente juletræ i en juletræsplantage. Vi kunne heldigvis låne en sav til fældningen. 
• På vejen hjem tog vi modsat, over Helsinge med gris og flere S-tog. En bus, tre tog og måske endnu en bus. Oscar havde helt styr på at det var sidste tog, da vi stod og ventede på vores egen del af S-banen på Østerport Station. Han var i øvrigt hyggelig at have med. 
• Jeg købte en bog med Sallys far til Oscar og den blev læst mange gange - senest i toget på vej hjem. Absolut et hit. Jeg skal bestemt omkring biblioteket og se om de har et par stykker til godnatlæsning. 
• Inden Emilie tog tilbage til Fyn, nytår og hverdagen hyggede vi hjemme og spillede et enkelt spil. 
• Jeg har gjort status på mit garn. Det er ingen hemmelighed at jeg synes det er sjovt at holde styr og skrive op hvor meget jeg har. Jeg har bare aldrig holdt status, men vidste godt at noget ikke var faktureret korrekt. Specielt bomuldsgarn har jeg svært ved at holde styr på. Jeg ved ikke hvorfor. 
• Optalt, vejet og målt er min garnbeholdning blevet knap to kilo lettere. Der er bare ikke blevet mere plads. Til gengæld tror jeg muligvis det er en god ide at have alt ude og se alt igennem - og få gode ideer. 
• Måske jeg skal holde status lidt oftere end hver tiende år. 
• Juelaften da barnet var puttet og vi alle havde brug for lidt alenetid, endte vi med hver vores divice og scrolling rundt på nettet. Jeg forsøgte at holde mig opdateret på alle de podcasts jeg er håbløst bagud i, og sad pludselig og kiggede på en dame jeg aldrig har set.
• Hun havde en udfordring. Og mens jeg kiggede og lyttede fik jeg mere og mere lyst til at være med. Også selvom det taler mod al sund fornuft og viden om hvordan jeg fungerer. På en eller anden måde føltes det alligevel som noget jeg kan bruge lige nu.
• Udfordringen er 12 cast ons 2025. Jeg tror jeg skal dykke lidt mere ned i den de kommende dage.

Læse:

Jeg er fanget, underholdt og draget af tredje del af Ken Follets trilogi om den nære verdenshistorie. Samtidig gider jeg rigtig godt nå sidste side. Det er en lang bog, og jeg trænger til noget andet. 

I Rusland er hovedpersonerne ikke rigtig tilfredse med kommunismen. Et sted i baglandet er en gut ved navn Gorbatjov dukket op. Jeg tænker jeg kommer til at høre mere om ham. 

I USA er Nixon skiftet ud med Carter og en af hovedpersonerne er udsendt via CIA til polen. I Polen er også en russisk journalist, og mon ikke de får kontakt. 

Bag jerntæppet er det kortvarigt lykkedes en familie at blive genforenet efter atten år. Den vestlige befolkning kan tage på ferie i Ungarn - det kan den østtyske også. Hvis de får lov. 

I popstjernernes verden er stoffer til stadighed med. Ikke altid på den fede måde, og også i den frie verden kan venskaber genoptages og genforenes. 

Strikke:

Den sidste adventspakke med garn til strømper lod jeg blive hjemme julen over. Jeg pakkede ikke op, vidste jeg ikke ville få tid til at slå op, og ville hellere vente til jeg kom hjem. Selvom jeg havde en ret god ide om hvad jeg ville pakke op, og hvad det skulle blive til. 

Emilie har fundet Hjertesokken af norske Monika Mortensen. De bliver fine. Umiddelbart er de endda intuitive og lette at have med at gøre. Jeg er selvfølgelig ikke nået så langt, så måske jeg skulle strikke noget mere, før jeg udtaler mig...