Les Halles

Mandag formidag startede ved Hallerne. Det kæmpe, delvist underjordiske, center midt i det gamle Paris.

Lidt nord for Ile de la Cite ligger Forum Les Halles. Fra middelalderen var området en markedsplads fortrinsvis for mad. Senere tidere udvidede – vist nok af flere gange og midt i attenhunderedetallet blev markedet overdækket af tolv store haller bygget i jern og glas.

Inittenhundredehalvfjerdserne flyttede engrosmarkedet ud af byen og stedet måtte lade livet for et nyt stort indkøbscenter. I flere etager. Nedad. Det nye center Forum Les Halles blev igen bygget af glas og måske snarere stål end jern. Længere nede under jorden, under det store indkøbscenter ligger en af Paris’ største og mest befærdede stationer. Her kører flere Metrolinier, RER-tog og oppe ved jordoverfladen kører en hel del busliner forbi.

Det store indkøbscenter fyldt med mode, makeup, elektronik og restauranter blev vist aldrig rigtig nogen succes. Det store hul i midten mellem alle de underjordiske butikker tiltrak hellere den del af samfundet, der helst ikke skal ses, og pariserne valgte at gå en stor bue udenom.

Om det er grunden til at Forum Les Halles endnu en gang måtte se sig slået, revet ned og bygget op igen ved jeg ikke noget om, men jeg havde hørt om centret, og med en shoppingsgal teenagetøs i hånden, virkede det som et godt sted at starte turen. Emilie havde en længere liste over ønskede indkøb og besøget i Les Halles fik da også bugt med et par stykker af dem.

De haller vi besøgte er næsten færdigbyggede. Jeg går ud fra, at en del af det foregående center ligger til grund for det nuværende, der sine steder ikke virker helt færdigt. Jeg kan da også læse mig til, at det efter sigende skulle stå færdigt i 2016.

Der er stadig et stort hul i jorden, der giver lys til de mange butikker i fire lag. Ovenover hænger en gigantisk baldakin bygget af … glas og stål. Øverst oppe er der et stort arbejde igang med en have, der skal området mellem indgangen til centret og en stor rundt bygning, der stammer helt tilbage til de oprindelige tolv glashaller, der dækkede hele området.

Det var et center. Det var stort. Der var mange butikker. Der var ikke så mange gæster, og jeg var ikke imponeret. Men på den anden side er jeg ikke specielt imponeret af centre. Jeg ville hellere se nærmere på den gamle runde bygning, som jeg kan læse mig til startede som kornbørs, men den stod indenfor indhegningen til haveprojektet. Så det må blive en anden gang.

Emilie var tilfreds, omend hun endte med at få nok og hellere ville have noget at spise. Vi fandt mad på en fransk cafe i en hyggelig gade ikke langt fra Hallerne.

Dokumentationen er fortrinsvis fundet på Wikipedia og Licitationen. Untapped Cities gav også stof til eftertanke.

Anden del af et mysterie

Det var ikke vanvittig meget strik der kom med hjem fra Paris. Eller hækling, for den sags skyld.

Jeg nåede så absolut længst med hæklingen. Jeg var lidt usikker på det der med pinde og fly, så jeg pakkede et nøgle bomuldsgarn, en hæklenål og en opskrift på en karklud med et fint mønster. Den nåede halvvejs – og er ikke rigtig kommet længere siden.

Værre gik det med det mystiske sjal. Jeg printede anden del af sjalet, pakkede garn og pinde i kufferten og havde hjemmefra besluttet hvilken af de to muligheder jeg ville springe ud i. Anden del af sjalet bestod af to sektioner. I den første sektion var der frit valg mellem tofarvet patent eller et lille rillemønster.

Jeg kan rigtig godt lide patent. Ja, det går ikke afsindig stærkt, men det er pænt, jeg finder det nemt og jeg synes ikke engang det er svært at gennemskue at samle masker op, hvis de går tabt. Det var først sidste år jeg lærte den tofarvede mulighed, der viste sig at være temmelig enkel og smart tænkt. Nogen må have tænkt det en gang.

Jeg har strikket masser af patent, men jeg har aldrig lært at tage pænt ind og ud i patent. Rillemønstre kan man altid strikke, også selvom jeg nåede at tænke at i forhold til de tidligere rillemønstre i det mystiske sjal ville patentstrikken ende med at vende “den forkerte vej”. Jeg sprang på patentversionen med både ind- og udtag.

Jeg strikkede en lille smule om aftenen på hotellet. Ikke meget – mest noget med at finde tilbage, når jeg havde lavet fejl. For indrømmet jeg lavede et par graverende fejl.

Mest strikkede jeg i metroen, når vi endelig havde fundet et sæde, eller på restauranter og cafeer, når vi ventede på det bestilte. En pind her, en halv pind der, og sådan nåede jeg hele vejen gennem den første sektion.

Halvvejs gennem gik det op for mig at jeg havde glemt at tage ud i den ene side af sjalet. Tre glemte udtagninger af hver to masker kan ikke reddes. Det krævede en aften på hotelsengen at trævle det hele op, sætte maskerne tilbage på pinden og strikke et par gange frem og tilbage – for lige at være i gang igen. Samtidig gav det mig mulighed for at trække lidt ekstra i garnet omkring ind og udtagningerne. Jeg synes nemlig ikke de blev pæne.

Senere nåede jeg at lave en anden fejl, men den var knap så graverende.

Den sidste aften sad jeg på hotelsengen, tilfreds med endelig at været nået gennem hele første sektion – af anden del af sjalet. jeg var bare ikke tilfreds med det jeg havde strikket.

Omkring ind- og udtagningerne så det sjusket ud. Jeg gik på nettet og tjekkede de andres billeder, og kunne konstatere at jeg ikke var ene om at få nogle grimme lange masker i den ene side af ind- og udtagningerne. Mit garn er tyndere end det de fleste bruger, og så bliver det meget mere tydeligt.

Jeg pakkede strikketøjet væk og nøjedes med den hæklede klud i toget mod lufthavnen.

Hjemme tænkte jeg tanker for og imod. Længe. Gik i seng med en overbevisning om at ville strikke videre, og stod op næste morgen, kun for at trævle det hele op og strikke retrilleversionen i stedet.

Jeg er glad for mit valg. Også selvom jeg synes det patentstrikkede er rigtig fint og passer ind i resten af sjalet. Det skulle bare ikke være med mit plantefarvede garn.

I øvrigt er jeg lidt bekymret for den lilla. Jeg tror ikke jeg fik skyllet nok efter farvningen, for jeg får helt lilla hænder når jeg strikker med det – jeg håber virkelig ikke det smitter vildt af, når det senere skal skylles op og vaskes…

De større fugle … og de største

Ude på forevisningspladsen trak det op til regn. Det lod vi os dog ikke skræmme af, og efter en kort byge klarede himlen op til slut.

Vi så fire fugle i aktion. De to første var vistnok begge falke. Den ene var i hvert fald. Inde i mit hovede er de blevet blandet sammen, så jeg kan ikke rigtig huske den ene fra den anden. De blev begge båret ind, med hætte over hovedet, siddende på hånden af en falkoner.

De gav begge en opvisning i deres flyvekunst, og mens jeg sidder her og skriver dæmrer det at den ene fløj fra platform til platform mellem tilskuerne og kom temmelig tæt på, mens den anden fløj højt og langt for at styrtdykke efter lokkedimserne falkonererne svingede med høj hastighed.

Fastsat på lokkedimsen sad et stykke kød, og da falken endelig fik fat i farten og fangede byttet var det show slut. Et imponerende vingefang blev bredt ud over byttet. Ingen skulle tage det fra hende, mente falken, mens hun spiste det fangede.

Efter de to mindre fuldt flyvefærdige højhastighedsprojektiler blev det tid til de rigtig store fugle. Først en havørn af den canadiske slags. Hvidt hovede, brun krop, afsindig flot og nærmest aritokratisk i sin form og udfoldelsesevne. Den var tydelig vant til fremmede og viste sig frem i al sin pragt, mens den med jævne mellemrum guffede døde kyllinger, falkonererne havde med i sidetasken.

Det var et imponerende syn.

Den sidste gæst var en grib. Den kom flyvende fra “stalden” – eller hvad sådan noget hedder – og derfra gik den rundt. En grib har brug for god afsats og lange distancer, før det kan betale sig at flyve. Den var også imponerende. kæmpestor, et fantastisk vingefang, men den kunne ikke nå havørnen til sokkeholderne i graciøsitet.

En grib er ikke et fantastisk syn. Den er lidt gumpetung, som den løber rundt og samtidig udstødte den meget rasende lyde. Den lød umiskendelig sur. Som det sidste, gik den en tur hen over alle bordene, lige foran os alle. Rasende rystede den med hovedet, mens den løb efter falkoneren med kyllingestykker i tasken.

Men måske var den slet ikke sur. Måske var de sure lyde glædeshyl fra en grib. Ingen ved det rigtigt, men falkoneren fortalte at man som udgangspunkt ikke regner gribbe for sociale. Man har altid tidligere haft en opfattelse af at gribbe helst er alene. Men den her grib har drejet noget på den opfattelse. Det er nemlig sådan at jo flere tilskuere, jo mere gør gribben sig til, og jo lettere er det at få den til at gøre, det falkonererne vil have den til.

Måske er det bare fordi den er ekcentrisk. Det er nemlig umuligt for den her grib at gå tilbage samme vej, som den er kommet. Den lige vej fra “stalden” og ned til forevisningspladsen er åbenbart ensrettet, og den eneste måde de kan få gribben tilbage, er at gå den lange vej, som også tilskuerne går. Allerbedst er det når tilskuerne følger på vej, den har nemlig heller ikke lyst til at forlade opvisningspladsen, så længe der stadig er nogen at vise sig frem for.

Selvfølgelig gad vi følge gribben på vej. Og sådan gik det til at et noget mærkeligt optog, med en grib i spidsen, sluttede rovfugleshowet på Bornholms Rovfuglecenter af en dag først i oktober.

Bornholms Rovfugleshow

Berit er som tidligere nævnt fænomenal god til at finde nyt at se, når vi er på Bornholm. Denne gang endte vi med rovfugleshov i Rovfuglecentret, der ligger nærmest midt på Bornholm… Altså midt på, er en stor del af øen. Det ligger nærmere langt ude på landet mellem Nyker, Klemensker og Årsballe.

Showet startede indenfor i flyvehallen, hvor de mindre fugle blev vist frem samtidig med at historien om rovfugle blev bygget op. Vi mødte silkehøns, de er afsindig bløde, kan ikke flyve, men var meget glade for at spise larver. Derefter blev vi præsenteret for en latterfugl, eller en isfugl, som latterfuglen også er. Den var fin, vi fik lov at høre den grine, den kunne også godt lide larver – og ham dyrepasseren der lignede Legolas.

Dernæst fik vi lov at møde Jacob (tror jeg nok han hed – ellers gør han det nu). Jacob er en ara, der ikke har været på Rovfuglecenteret særlig længe. Jacob spiser nødder, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfor han skulle være mellem rovfugle. Men jeg kan huske at dyrepasserne fortalte den søde historie om hvordan Jacob havde været noget slap i musklerne, da de fik ham. Han havde levet på en pind og ikke trænet sin flyvemuskulatur – de vidste dog at han kunne flyve. For de havde prøvet.

Han var blevet sat på en pind helt oppe under loftet i flyvehallen – og så havde en dyrepasser skubbet til ham, så han blev nødt til at flyve, for ikke at falde. Han endte hos den af dyrepasserne, han sad hos, da vi mødte ham. Historien meldte også at det var den eneste af dyrepasserne han have tiltro til for øjeblikket. Muligvis fordi det var ham, der greb ham, da han var ved at falde.

Den sidste vi blev præsenteret for, mens vi sad i hallen var en lille slagugle. Jeg kan ikke huske hvad den hed, men den var ikke afsindig kvik. Den var ikke så gammel, og de var stadig ved at træne med den dagligt. Træningen gik i høj grad ud på, at uglen skulle flyve hen til den af trænerne, der stod og viftede med en død mus, som så udløstes som præmie. Samtidig med træningen betød det at uglen blev fodret. Sådan foregår ret meget rovfugletræning vist.

Men den her ugle ville hellere træne trænerne. Altså blev den siddende og sagde en meget ynkelig lyd, til de i stedet gik hen til den med maden. De gjorde det kun for at vise os hvad den ville. En enkelt gang. Det afholdt dog ikke uglen fra at mene træningen skulle vedblive at foregå på den måde – hvorpå den viste os allesamme hvor lidt gennemtænkt den var; den fløj nemlig op og satte sig på en af siddepindene oppe under loftet. Der sad den så og hylede op om at trænerne skulle komme op til den…

I øvrigt punkterede den ene af trænerne efterfølgende myten om uglers vid og klogskab ganske eftertrykkeligt. For som han sagde: Kig lige på det der hovede. Inde under fjerene er det på størrelse med en appelsin. Se så lige på øjnene og forstil jer at stoppe to øjne på størrelse med bordtennisbolde ind i hovedet (der er på størrelse med en appelsin).

Ugler hører sindsygt godt, og ørene sidder indeni. Så der skal også lige være plads i appelsinhovedet til to temmelig store lytteapparater – og noget mund.

Hvor meget plads tror I så egentlig der er tilbage til hjerne?

Jeg beklager billedekvaliteten, der alle er taget indenfor, og vender tilbage med flere billeder af større fugle, når vi er gået fra den indendørs flyvehal til forevisningspladsen udenfor. Der er lidt langt ad en sti bagom en flok små hytter og gennem en skov…

Legeparken i Kolding

Mens jeg prøver at få styr på alle billederne fra Paris og samtidig fylder dagene med arbejde, både tidligt og sent, er der heldigvis stadig klargjorte billeder og historier at fortælle fra flere af de sidste mange weekender.

Jeg kunne for eksempel fortælle om legeparken i Kolding. Den ligger mindre end ti minutteres gang fra stationen i samme by, og selvom de fleste voksne var tilbøjelige til at regne den for dødkedelig for børn ud over en vis alder, viste det sig et være et hit på en hjemtursdag, der rummede tid inden DSB havde fundet plads til den rejse de stiller til rådighed for skoleklasser.

Fra skolen hvor vi overnattede, spiste vi fælles morgenmad med en del af skolens elever, inden skolen ringede ind og vi hankede op i den pakkede bagage og begav os mod turen hjem.

Vi fandt en bus, der kørte os til stationen, og lærte at i Kolding ringer man i forvejen til busselskabet og aftaler en særlevering, når mange skal med bussen samtidig. Det gør man åbenbart flere steder i landet, men ikke heromkring, og trods buschaufførens modstand mod så mange elever med lige så meget bagage, fik vi lov at komme med.

Jeg fik lov at føre an fra stationen mod legeparken, og der var så overraskende kort, at jeg kom til at gå for langt, og vi kom ind fra bagsiden. Det var der vist ingen der lagde mærke til, i hvert fald tog det så kort tid at gå dertil at ingen af de bagageslæbende niendeklasseselever nåede at begynde at brokke sig.

Til gengæld sprang de lystigt ud i legeparkens muligheder. Speielt robåde og vandcykler vakte begejstring. At parken endda er bemandet – omend jeg ikke er helt sikker på at alle de fire stedlige hjælpere var der for at hjælpe. Det lignede mest en skovtur og hyggelig underholding fra en dels side.

En ramponeret minigolfbane, der ikke vakte begejstring hos mig, der alligevel er bedre vant (både min mormor, morfar og et par onkler gjorde sig tidligere i reel minigolf med mesterskaber og fine pokaler som resultat) vakte heldigvis større glæde hos ungerne, mens andre spilede skak i megastørrelse eller kørte om kap i mooncars med knæene oppe om ørene.

Da en enkelt var røget i vandet (heldigt bagagen var medbragt), alt var gennemprøvet, frokosten var spist og glæden over legeredskaberne endnu intakt, samlede vi os sammen, takkede for muligheden og gik tilbage mod stationen og toget hjem.

Skulle andre komme til Kolding og mangle lidt underholdning, der også giver godt bevægelse, er ideen hermed givet videre.

Det første møde med barndommens romance

Det var søndag da vi stod tidligt op, hankede op i de allerede pakkede kufferter og begav os mod bussen. Anders gik med og vinkede behørrigt, da 9A svingede om hjørnet og sendte os på eventyr.

Efterårsferien var netop startet, min erfaring med flyvning kan ligge på et meget lille sted og mange havde advaret os om at det kunne tage lang tid at komme gennem indtjekt og sikkerhedskontrol. Det gjorde det ikke. Alle de ferierejsende var åbenbart taget i forvejen, for vi kom nemt og hurtigt igennem, og to en halv time inden flyet lettede stod vi i afgangshallen. Så lang tid i forvejen at vores fly endnu ikke havde en gate vi kunne gå mod.

Altså dryssede vi rundt, Emilie havde snapchatkontakt med en kammerat, der også var i lufthavnen akkompagneret med hele familien. Hvorfor de ikke bare fandt hinanden og snakkede i stedet for at sende billeder fandt ingen af os nogensinde ud af. Vi nåede at blive sultne cirka samtidig med at gaten blev annonceret og belæsset med drikke og fornuftig salat fra Lagkagehuset fandt vi siddepladser ved afgangen og sad der længe nok til at blive en smule kolde, mens flyet dukkede op og gjorde klar til indtagelse.

Emilie er frygtelig højdeskræk. Hvor meget gik i virkeligheden først op for mig i løbet af den netop overståede uge. Der er mange høje steder i Paris. Flyveturene var de værste og selvom hun ikke ligefrem hyperventilerede, var det tydeligt at hun ikke brød sig om det. En anden gang vil hun hellere køre i tog, også hvis det skulle tage flere dage. Turen hjem var ikke så slem som turen ud, sagde hun vel ankommet til Danmark igen, og mente at det i højere grad var fordi det var mørkt udenfor end fordi hun havde prøvet det før.

Ankommet i Paris fandt vi rimelig hurtigt både kufferter, udgangen, adgangen, billeter til toget og toget til Paris. Fra Gare du Nord var der ikke langt at gå til hotellet og vel installeret víste det sig at være en hel del varmere end vejrudsigten havde klarlagt hjemmefra.

Altså lod vi de store frakker ligge og gik ud i byen. Vi gik mod floden, mod mad og mod Pont des Arts. Vi ville se lovelocks, selvom de muligvis var væk. Havde jeg læst hjemmefra – men mere om det en anden gang.

Ikke langt fra hotellet gik vi forbi en stor kirke. Eller stor er måske så meget sagt. Stor i dansk forstand, i forhold til de franske ganske lille. Til gengæld satte den gang i Emilies barndomserindringer og udspringet af ønsket om at komme til Paris. Og at bo på Montmartre.

Tegneserien LouLou fra Montmartre om det stakkels forældreløse pigebarn, der skal så grueligt meget igennem, bor på et børnehjem med en ond forstanderinden, som brændende ønsker at blive danserinde og kun har et par røde dansesko at mindes sin mor, var en af de serier på TV som Emilie så igen og igen dengang hun ikke var særlig stor.

Serien foregår på et Montmartre er der noget anderledes end i dag, og  som skuffede grumt de første dage, men senere viste sig fra en ganske anden side. Og kirken de i serien frekventerede var netop Notre Dame de Lorette, som vi gik forbi på vej mod de mere kendte steder af byen.

Det skabte glæde, specielt fordi den var genkendelig.

Vi gik vieder, fandt Louvre og den fine bro fra starten af attenhundredetallet – uden låse. Vi fik et kig mod Ile de la Cite og Notre Dame, og mærkede suset fra byen inden vi fandt pizza hos en græker, der talte dansk - ingen af delene nogen udpræget fornøjelse.

Vi var kolde da vi gik hjemad, alligevel valgte jeg omvejen forbi Moulin Rouge. I al sin pragt og med lys i vingerne, snurrede møllen langsomt rundt, Emilie fik set hvad hun havde brug for og jeg havde glemt hvor mange sexbutikker af enhver art, der ligger i området mellem den Røde Mølle og Place Pigalle.

For ikke at tale om alle de unge mænd, der havde fundet ud i det begyndende natteliv og tydeligt gerne havde slået følge med en teenager i alt for lidt tøj.

Vi boede lidt længere ude af vejen, tilpas langt væk til at natklubberne og sexbutikkerne forsvandt, og turistbutikkerne i stedet dukkede op. De larmende ikke på samme måde, og vores nattesøvn blev da heller ikke på nogen måde spoleret af lyde fra byen.

Paris

Vi er hjemme.

Vi har haft en skøn uge med masser af indtryk, masser af oplevelser og masser af glæde.

I morgen starter hverdagen igen.

Modne ellekogler

Et af de plantefarvede indslag handlede om ellekogler. Måske kan I huske det? Anders og jeg var på vej hjem fra haven, da vi gik forbi et træ med fine grønne kogler. De kom med hjem, et fed blev farvet og selvom det så lovende ud, endte farven med at være noget fesen.

Senere så jeg at modne ellekogler farver meget mørkere.

Da jeg i søndags kom hjem fra Bornholm, havde Anders været forbi træet igen og samlet de nu modne og udsprugne ellekogler. Jeg stoppede dem i gryden, hældte vand på og kogte det op, inden det fik lov at stå et par timer og putre. Inden jeg gik  i seng, slukkede jeg for blusset. Næste morgen var suppen afkølet, det allerede farvede ellekoglegarn blev blødt op, inden det blev stoppet ned i afkoget med kogler og det hele, og kogt op igen.

Det stod på komfuret på laveste blus et par timer, inden det igen fik lov at køle af.

Nu er det tørt, farven er ikke rigtig grøn og ikke rigtig brun, men meget mere spændende, end den lyse fra de friske kogler. Jeg huskede at gemme en tråd fra det først farvede, inden jeg overfarvede, og sammenligningen giver et tydeligt billede af forskellen mellem friske og modne kogler.

Farven ligger nærmest mellem rødløgsskallerne og valnødderne. Altså er det allerede besluttet. at løber jeg tør for den ene eller dem begge i det igangværende Mystery, bliver det ellekoglerne der tager over.

Westknit Mystery 2016

Stephen West er vist efterhånden et ikon inden for strikdesign. Han formår som få at kombinere på overraskende og fabelagtige måder, der gerne ligger langt uden for normen og er afsindigt sjovt at strikke.

Hvert år laver han et Mystery Shawl. I år er ingen undtagelse.

I virkeligheden er jeg ikke virkelig begejstret for Hr Wests designs, og af de fire foregående Mystiske sjaler jeg har strikket, bruger jeg kun et. Men underholdningsværdien sammen med utrolig velskrevne opskrifter betyder alligevel at jeg har besluttet at strikke med år efter år efter år.

I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Da eventyret med plantefarvet garn var på sit højeste, besluttede jeg at det ville være helt på sin plads at strikke et tosset projekt med et andet tosset projekt. Og sådan gik det til at jeg for en uges tid siden stødte på noget af en udfordring.

Årets Westknit Mystery kræver fire farver. Alle fire farver kræver noget mere garn end hvert af mine solfarvede nøgler. Altså er jeg allerede bagud. Stephen foreslår i første clue at har man mere af nogle farver end andre, bør de bruges til farve A og B og sådan gik det til at farve A og B nærmest valgte sig selv mellem mit ret begrænsede, temmelig spredte farvemæssigt lager af plantefarvet garn.

Jeg har to nøgler lilla farvet med blåtræ. Altså blev farve A den lilla. Jeg er startet med den gennemfarvede og lægger den melerede til, når jeg løber tør.

På samme måde var der ingen anden mulighed for farve B end de to forholdsvis forskellige nøgler, der begge involverer sorte bønner. Igen er jeg hoppet på den mørkeste og det første forsøg som det først strikkede. Senere er der plads til det noget lysere og mere varierede.

Derefter blev det svært. Og i den grad uden for min komfortzone. Uanset hvordan jeg kombinerede de resterende farver blev det meget… farvefyldt. Jeg har det bare bedst med farver, der kan samles inden for et afgrænset område af farvecirklen. Det var ikke muligt her.

Jeg endte med at vælge valnød til farve C og rødløgsskaller til farve D.

Når jeg nu har det bedst med mindre forskelligartede farver overrasker det mig lidt, at jeg faktisk synes det første clue slet ikke er så ringe endda. Det hjælper helt sikkert at plantefarvet garn har en tendens til at ligge inden for samme valørfelt/tone/ducethed i farven.

Andet clue er printet ud, men endnu ikke startet. Jeg tager det med til Paris. Det fylder ikke mere, end det er til at have med og mon ikke det passer meget godt til en uges strikketid mellem tøsehygge, kultur og byvandringer.