En smule hæs

I Caféen havde vi et karaokerum. Dengang jeg startede blev det meget brugt, og ungerne havde en rigtig god kultur omkring brugen af alle de følsomme instrumenter, der hører til sådan noget. Der blev passet godt på både microfoner, CD’ere, forstærker og mixerpulten.

Sådan er det ikke mere.

En stor del af de mangende kultur og gode behandling handler klart om, at vi voksne (vist mest mig) ikke har lært alle de nye unger, der gennem årene er kommet og gået, at behandle og forstå anlægget. I dag er ungerne en hel del mindre, og det tror jeg også har en stor betydning.

Gennem ruden fra Hobby kan jeg hver dag se hvordan tingene ikke bliver behandlet ordentligt og hvordan nye microfonstativer allerede mangler dimser og ikke længere fungere efter hensigten, men jeg har ikke overskud eller tid til at gøre noget ved det.

Det er et problem, for hvis ikke vi voksne lærer børnene at bruge og forstå anlægget. Hvis ikke vi voksne indfører en kultur omkring anlægget, bliver det ødelagt. For hvordan skal børnene nogen sinde kunne behandle det ordentligt, når de ikke ved hvad ordentligt er?

Derfor har jeg lukket Hobby i den her uge. I stedet er jeg flyttet ind i karaokerummet og vil lære ungerne at bruge det.

Jeg startede med at stå helt alene derinde. Ret hurtigt blev jeg enig med mig selv om, at jeg måske kunne lokke, hvis jeg sang en sang eller to. Jeg havde bare ikke lyst til at stå helt alene og synge for mig selv.

Heldigvis ville Zelije også gerne synge, og ret hurtigt efter stod vi og sang på livet løs. Det lokkede. Desværre ville ungerne hellere høre os synge, end synge selv, så vi fortsatte. Da Zelije skulle hjem, var der endelig et par af pigerne der turde - hvis jeg sang med. Og senere dukkede også Louise op, så vi kunne give et par numre sammen.

Det har uden tvivl været en rigtig sjov dag – helt sikkert også for de unger, der bare lyttede. Vi var noget rustne at høre på til sidst, men det skal ikke afholde mig fra at fortsætte i morgen. Og resten af ugen, og en uge en anden gang. Faktisk tror jeg der skal indføres karaokeuger ind imellem.

Så håber jeg bare at de unger der måske i virkeligheden gerne ville, men ikke turde i dag, tør i morgen… eller en anden dag.

Det kan være vi ender med et Grand Prix.

Mod Herlev og videre til indre by

Trætheden var til at føle på, da vi efter en lang dag nåede hjem. Jeg bliver altid overrasket over hvor træt jeg bliver efter sådan en tur. Mere træt end efter en hård arbejdsdag. En bytur er svær at kalde hård.

Med god tid luntede vi mod bussen. Emilie stadig haltende, men klart hurtigere end for en uge siden. Det gav mig et håb om at det måske ikke var så slemt alligevel. Vi bor ikke langt fra bussen, og når bare vi tager den rigtige, bliver vi også kørt nærmest til døren af Herlev Hospital. Der var en dør, og vi kom hurtigt indenfor, men der er langt fra den ene ende af Herlev Hospital til den anden, og vi skulle selvølgelig helt ned i den anden ende.

Vi havde heldigvis stadig god tid.

Fremme kunne vi melde vores ankomst, finde en temmelig umagelig stol at vente på og max tyve minutter senere kunne vi gå igen. Eneste forskel på turen ud i forhold til ind var, at Emilie havde betydelig mere ondt i knæet.

Ømheden kom af en læge, der skulle sikre sig stabilitet og hvad sådan en læge ellers skal sikre sig, og derfor både hev og bukkede og trykkede på knæet. Emilie akompagnerede med av-lyde. Bagefter ventede en flok spørgsmål, før vi blev sendt hjem igen med en besked om, at det godt kunne være menisken og hun derfor skal Mr-scannes når der bliver ledigt i maskinen.

Vi skal regne med en måned. I mellemtiden skal hun bare bruge benet, for er det en meniskskade bliver det ikke værre. Sagde lægen. Her er vi ikke helt enige, og har snakket en del om muligheden for permanethed og behovet for at lytte til sin krop. Emilie har lovet at lytte, og så kan vi andre hverken gøre fra eller til.

Fra hospitalet tog vi til byen og fandt en del af det stof, der skal udgøre Emilies gallakjole. Hun kommer hjem om fjorten dage, og så skal der gerne ligge noget klar til anden prøvning…

Inden vi nåede helt hjem, nåede vi også at fylde kørepenge på rejsekortet, at spise en fornuftig frokost/aftensmad, hente forsyninger til Anders fra Matas og kigge indenfor i Normal, som Emilie længe har sukket efter.

Vi var trætte da vi satte os i bussen på vej hjem.

Så trætte at det var lidt svært at mande sig op til at skulle ud igen, for at følge et pigebarn, der ikke kunne vente længere, mod toget og tilbagerejsen til efterskolen og alle vennerne. Om lidt er hun nået frem, og jeg venter bare på den obligatoriske sms om netop det.

Fest, kjoler og hygge

Weekenden har været fyldt. Godt fyldt. Med gode ting.

Weekenden startede allerede fredag, hvor en spændende kursusdag blev afløst af fastelavnsfest for børn og forældre. Der kom ikke mange, men de der kom, hyggede og havde det sjovt.

Børnene var selvfølgelig alle klædt ud, mens kun et enkelt forældrepar kom klædt ud - i det vildeste 70’er outfit. Der blev spist, der blev slået katten af tønden og der blev uddelt præmier og kroner til kattekonger og –dronninger og bedst udklædte, inden festen fortsatte i discorummet, og forældrene fortsatte snakken til det blev tid at gå hjem.

Jeg startede min udklædning med en tanke om at tage udgangspunkt i det blå hår, og tænkte at japanske tegneseriefigurer kunne være en ide. Den tanke stoppede brat, da jeg googlede Manga og det gik op for mig, hvor lidt tøj sådan nogle har på. I stedet hev jeg piratkostymet jeg brugte til piratfesten for et par år siden frem, og i gik i kælderen og hentede et drabeligt latexsværd.

Lørdag fik jeg besøg af min søster, Victoria og Zacharias. Zacharias var mest interesseret i, om Emilie var hjemme. Det var hun heldigvis, for i morgen tager vi på skadesambulatoriet til den undersøgelse lægen sendte os videre til sidste mandag.

Mens Emilie og Zacharias blev hjemme og parallellegede – Emilie med teenagesnak i mobiltelefonen og Zacharias med sin iPad – kørte vi andre i Stof2000 og købte ind til Victorias konfirmationskjole. Besøgets egentlige formål. Nu ligger så både mål, stof og mønster klart, og når vi ses om fjorten dage, skulle jeg gerne være klar med en corsage der kan prøves og rettes til.

I mellemtiden ligger Emilies kjole stadig stille. Gad vide om vi måske kunne komme omkring stofbutikken i morgen på vej hjem fra knæundersøgelsen, så også den kan få lidt mere liv…

I dag ventede så timer i godt selskab i et lækkert krearum. Timer med snak, god mad, småkager, kig til spændende kreativiteter og masser af strik. Slet ikke nogen dårlig måde at slutte weekenden.

Nu vil brygge mig en kande the og kravle hen i hjørnet af sofaen. Weekenden har været skøn, men jeg kan mærke jeg mangler en smule tid helt alene. Det er heldigvis plads til, så det vil jeg benytte mig af.

Saksen er slebet

Jeg vil i virkeligheden helst være langhåret. Igen og igen forestiller jeg mig, at mit hår er tykt og langt og sidder perfekt. Det er så langt fra virkeligheden som muligt. Mit hår er tyndt og bliver det langt falder det sammen og sidder bestemt ikke perfekt.

Men bliver det klippet lige over skuldrene fylder det pludselig meget mere. For som en frisør sagde engang – nok er det fint, men der er meget af det, og derfor kan det godt komme til at fylde rigtig meget.

Jeg har gået rundt om mig selv længe, for jeg vil stadig helst have langt hår. Men når virkeligheden er, at jeg altid ender med at sætte det op, så kan selv jeg blive i tvivl om hvorfor.

Det er tre uger siden jeg bestilte tid hos frisøren. I tirsdags sad jeg klar i stolen. jeg skal lige vende mig til det, men jeg kan faktisk godt lide det. Pludselig fylder det meget mere end når det er langt. Jeg vidste det godt, det overraskede ikke mig, men frisøren gik en smule bagover og udbrød: Det er jo nærmest som om du har dobbelt så meget hår!

Og for ikke at falde i – som jeg altid gør – og bare lade det vokse ud igen, sørgede jeg for at få en ny tid med til om tre måneder. Så burde der være vokset nok til at lege lidt igen. Jeg tror faktisk godt jeg kan vende mig til kortere hår. For i min optik er det her meget kort.

Jeg har allerede tanker om hvordan det skal se ud næste gang. Jeg er glad for at have prøvet pagen af, men jeg vil nok foretrække lidt mere spræl, når saksen næste gang sættes i. Det her er på grænsen til at være lidt for klassisk – til mig.

  

Og tro mig, det sidder ikke i øjnene når jeg går rundt, det var bare en lille smule svært at styre både kamera og vind på samme tid.

I sidste øjeblik

Selvom Anders og jeg har glædet os et helt år til afslutningen af Hobitten, blev det først i dag vi fik den set. I december kunne vi ikke overskue, og pludselig løb tiden. I mandags fik vi endelig bestilt billetter, og det var i sidste øjeblik. Altså måtte vi nøjes med en af de mindre sale i Cinemaxx på Fisketorvet, i stedet for den store sal i Imperial, som bestemt stod højere på ønskelisten.

Den mindre sal gjorde ikke filmen ringere. Jeg er imponeret, specielt synes jeg Peter Jackson har været rigtig god til at gøre forbindelserne til Ringenes Herre endnu tydeligere end de fremstår i bogen. Det gør det selvfølgelig noget nemmere, når filmene er lavet i den omvendte rækkefølge i forhold til forfatterskabet.

Endnu en gang kunne vi konstatere at tid er en underlig faktor, og at den forlængede spilletid ikke på nogen måde føltes forlænget. Jeg havde glemt en del af plottet - det gør jeg tit – og kunne derfor også nå at sidde med hjertet i halsen, uden helt at være sikker på udfaldet.

Specielt vild er jeg med de helt igennem geniale ansigtsudtryk Martin Freeman, i rollen som Bilbo, er i stand til at stille op.

Det er efterhånden længe siden jeg læste Hobitten, men sådan et biografbesøg kan godt få mig til at hente den ned fra hylden igen.

Til strømpestrik

Egentlig var det knapperne hos trædrejer Preben Christensen der i første omgang lokkede. Jeg kan godt lide knapper, og når der ligger knapper i alskens træsorter og de enkelte endda er forsynet med skilte i forhold til hvillken træsort, bliver jeg glad. For hvor vildt er det ikke at vide at de flotte knapper ikke kun er flotte,men er lavet af havtorn eller noget andet eksotisk.

Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge knapper til, og jeg aner ikke hvornår jeg får brug for en håndfuld af træslagsen. Eller hvor mange. Så jeg beundrede og lod dem ligge.

Hvad jeg ikke lod ligge, var holderen til igangværende strømpestrik. Jeg har længe sukket efter sådan en dims. Dels holder den på pindene, som godt kan have en tendens til at arbejde sig ud af strikketøjet. Eller forsvinde, når der er mange, der skal med og transporteres væk fra hjemmet. Dels er den pæn.

Og så vejer den nærmest ingenting. Det er absolut også et plus. Jeg ved ikke hvad den er lavet af, for her var ingen skilt og jeg glemte at spørge.

Jeg kan godt glæde mig lidt til næste gang, jeg har strømpestrik med i byen og kan hive den pæne indpakning frem.

Jeg har noget med krus

De vidste det godt – begge de der strikkeveninder. Selvfølgelig ville jeg komme hjem med et krus.

Else Rasmussen har lavet krus med strik, og når det samtidig ligger godt i hånden, ingen er ens og jeg har noget med krus, skulle jeg selvfølgelig have et med hjem. Det blev grønt – også selvfølgelig – men jeg kiggede faktisk også på et blåt. Det var bare lidt for stort til min hånd.

Jeg har før handlet med Else Rasmussen. Jeg har købt knapper, og haft svært ved at vælge. Måske havde hun solgt alle de flotte, måske falder hendes nye kollektion ikke i min smag. Jeg fandt ingen knapper, jeg måtte eje. Så jeg nøjedes med kruset, og kiggede også lidt på strikkeskålene, som jeg synes er geniale, men formen heller ikke rigtig mig.

Måske finder jeg den helt rigtige en dag.

Heldigvis er hun temmelig selvhjulpen

Emilie er på vej tilbage til skolen. Længere kunne vi ikke få hende til at blive hjemme. Jeg insisterede på et lægebesøg i dag, men nu er der ikke mere, der kan holde hende tilbage.

Lægen konstaterede at det gjorde ondt. Emilie svarede beredvilligt på alle spørgsmål, og da det viste sig at nu efter en uge, er der endnu ingen synderlig bedring at spore og bevægeligheden er voldsomt nedsat, blev lægen noget bekymret og erklærede at hun lige ville ringe til en ven. Et opkald til ortopædkirurgisk afdeling på Herlev betød, at en henvisning blev sendt af sted og en indkaldelse til yderligere undersøgelser kan forventes inden for få dage. Der skal lige gå en uge mere inde de vil se hende, for den værste hævelse skal gerne være forsvundet inden det bliver muligt at undersøge til bunds.

Mistanken lyder på noget med minisken, men det kan også bare være hævelsen… Vi håber på det sidste.

På skolen har de lovet at passe på hende og ikke udsætte hende for hundredemetersløb det næste stykke tid, og så ville Emilie gerne hjem igen. Det var afsindigt så hurtigt det gik at pakke.

Havde jeg haft bil, havde jeg selvfølgelig kørt hende hele vejen. Det har jeg ikke, så hun må tage toget. Men jeg har en cykel og mange er de gange Emilie har siddet på sædet, mens jeg har trukket – sådan cirka siden hun kunne sidde selv. Da det længste stykke at gå er herhjemme fra og til stationen, og den eneste hjælp jeg rigtig kunne tilbyde var sæde på cyklen, fik hun endnu en tur på sadlen.

På stationen var der kun trapperne at forcere, i Høje Taastrup er trapperne heldigvis mekaniske og i Sorø venter bussen og stopper næsten foran skolen. Og på skolen sidder der vist mere end een, der gerne kommer til stoppestedet og henter.

Hun har meldt ud, at vi ikke skal forvente, at hun kommer hjem i weekenden. Det er vel tidsnok mandag eller allerhøjest søndag, alt afhængig af hvornår indkaldelsen til skadeambulatoriet dukker op.

Messe i baghaven

Søndag havde, ud over at smække benene op og lave ingenting, kun en plan. Der var garn i Rødovrehallen – som en af pigerne fortalte den anden dag, så kunne de ikke komme til kidsvolly, for der skulle være sådan noget med garn. Og de havde også set paller belæsset med tråde i massevis.

Altså mødtes Bettina og jeg engang i formiddags og gik til hallen, hvor Karina tog imod. Det er alt for længe siden, vi har set hinanden alle tre, så det var et dejligt gensyn. Det ver også skønt at se Karina, hjælpe alle Charlottes kunder, i den lille biks.

Vi gik hele turen rundt, og jeg må nok endnu engang erkende, at selvom det er meget hyggeligt, bliver indtrykkene hurtigt alt for overvældende, jeg får ikke set halvdelen, og kan slet ikke overskue at hive pungen op af lommen.

Je gider godt de der messer, men det er ikke her jeg samler den store inspiration. Der er simpelthen for mange indtryk. Jeg kom hjem med en smule nyt. Ikke noget garn, men andet godt. Men endnu ingen billeder, så det må vente til en anden dag.

Jeg har heller ikke andre billeder fra hallen, end det med Karina på slap line. Jeg kan ganske simpelt ikke overskue at tage billeder mellem så mange mennesker.

Efter tre timer gik vi hjem igen. Berigede af skøn snak og med en aftale om snart at ses. Resten af dagen handlede mest om det med sofaen. Jeg synes endda det var vel fortjent, og så har jeg slet ikke fortalt om en rigtig god lørdag i pædagogikkens tegn, med gode snakke og debatter, som forhåbentligt vil føre til nye gode strukturer.