Et dejligt kompliment

 

Barn: Pernilleeeeeø, har du nogen kæreste???

Mig: Ja, det har jeg.

Barn: Det kan jeg godt forstå.

 

Tossede fuglefløjt

Dagen har været alsidig. Jeg startede med vasketøjet. Det er altid rart med rent vasketøj. Inden jeg tog på arbejde var der tid til et møde med kloge mennesker og en ultrakort planlægning af Daniels fødselsdag. Han har ikke selv plads, og han er endnu ikke vokset fra varm kakao og boller sammen med familien.

Før dagen sluttede helt, var det tid til endnu et møde. Denne gang skolebestyrelsen. Jeg kan ikke helt finde ud af om det handler om at jeg er mere velbevandret i skolebestyrelser, eller om det er sammensætningen af årets skolebestyrelse (som for størstedelens vedkommende er de samme som sidste år), men jeg synes møderne er blevet mere spændende, mere vedkommende, mere interassante og mere letflydende. Jeg hælder mod det sidste, men jeg er ikke helt sikker.

Mellem først og sidst lå arbejdsdagen. Inden jul havde Louise og jeg en planlægning for hvad de enkelte uger på Hobby skulle indeholde. Vi har ikke fået lavet en ny plan, og jeg kan mærke det mangler. I fredags anede jeg ikke hvad ugen skulle indeholde og jeg er stadig meget i vildrede med næste uge. Vi er enige om at en planlægning skal planlægges snarest muligt.

I et anfald af noget nær panik udnævnte jeg ugen til at handle om garn og fandt de æsker med huller til korssting frem, som har ligget siden indkøbene op til jul. Jeg fandt også hæklenåle, strikkepinde, strikkeliser og de kæmpe af slagsen, som man kan “strikke” huer og halstørklæder på.

Jeg synes ikke det var nok, så efter et hurtigt kig på Pinterest stod jeg med muligheden for at lave fugle. Det er sjovt, og overraskende let. Jeg lavede en fugl i går som prøve og en i dag, for at være helt sikker på fremgangsmåden og mens en hel masse af pigerne har kastet sig over at sy korsstingshjerter på de hullede æsker, var der også tre der turde tage udfordringen op og lavede fugle.

Jeg brugte en græskarkerne som næb og foldede temmelig stiliserede fuglefødder af elefanttråd. Jeg satte også et minigarnnøgle i midten som fyld, i stedet for krøllet papir. Jeg synes fuglene skal være lavet helt af garn, og så virker sådan et garnnøgle godt at sætte et foldet ben gennem.

Mine fugle ligner ingen der findes i virkeligheden, men de er supersøde og overraskende nemme at lave – også for børn.

På flade konvolutter

Jeg havde en plan om at møde tidligt i morges. Tidligt i min optik er klokken ni. Andre vil sikkert kalde det sent. Planen var at færdiggøre månedens nyhedsbrev, der egentlig skulle have været på gaden en gang i sidste uge. Men når redaktøren lægger sig syg…

Altså var jeg forholdsvis tidligt ude af døren. Andre vil sikkert kalde det sent. Jeg hængte alle mine tasker på cyklen. Jeg har flere, for en indeholder computeren, en anden alt det vigtige og madpakken måtte være i en tredie, for min store taske er gået i stykker.

Med cyklen pakket låste jeg op, og ville have trukket af sted. Jeg nåede ikke længere, for forhjulet var fladt. Som i meget fladt, og uden for rækkevidde af muligt at få fyldt med luft.

Altså hankede jeg op i alle mine tasker, og gik mod bussen. Undervejs blev jeg i tvivl om mit rejsekorts indhold af valuta. Jeg kunne huske at der på et tidspunkt var lige omkring halvtreds kroner, men jeg kunne under ingen omstændigheder huske om jeg havde fået fyldt mere på.

Der var ikke andet at gøre, end entre bussen, da den endelig nåede frem, og håbe på det bedste. Jeg fik lov at komme med, og da jeg tre kilometer senere kunne stå af, kunne jeg også konstatere at der er rejsevaluta nok til hele ugen – og mere til, skulle jeg ikke få lappet cyklen inden.

Med ventetid og alting nåede jeg først frem klokken halv ti. Det synes jeg var sent (det synes andre sikker også), omend jeg havde masser af tid (og plejer at møde senere)

Da turen senere gik den anden vej, valgte jeg at gå. Trods kedelig vandring langs temmelig trafikerede Tårnvej, kan jeg godt lide at gå hjem i skumringen. Med musik i ørene og mine mange tasker, der trods mangfoldighed ikke vejer meget, var det en dejlig tur.

Jeg gentager nok i morgen, for jeg kan ikke lige overskue hvornår, jeg kan finde tid til aflevering hos cykelsmeden. Nogen vil måske her argumentere for, at jeg selv kunne lappe. Det kunne jeg i princippet godt, men min cykel er udstyret med så brede dæk, der sidder så godt fast, at jeg ganske enkelt har opgivet at gøre det selv.

Jeg kan godt, men jeg har taget beslutningen om, at slangelapning er saga blot, så længe jeg har en cykel med den kaliber dæk.

Og gåturen hjem, nyder jeg gerne den næste uges tid.

Cirkel på cirkel på cirkel #2

Jeg troede jeg vidste en hel del om ler, og så lærer jeg hele tiden. I dag lærte jeg at ler er meget længere om at tørre end jeg sådan lige gik rundt og troede.

Skålene vi lavede i trosdags har stået til tørre med plastik over. Ikke tætsluttende, for det er meningen det skal tørre, men alligevel nok til at leret ikke tørrer for hurtigt. Det har nemlig godt af. Har jeg lært.

Da vi stillede dem til tørre i torsdags, sad de stadig inden i de skåle vi havde brugt som form, for leret var alt for vådt og blødt, til at kunne holde formen uden støtte.

Jeg følte mig temmelig overbevist om at over en hel weekend ville tørreprocessen være nået så langt, at de ville være klar til at blive taget ud af formene og tørre videre på egen hånd.

Jeg tog fejl. Kun tre af ni skåle var tørre nok til at de ikke længere behøvede støtte. De sidste seks blev sat tilbage på hylden sammen med formene, mens de tre forsigtigt blev taget op og filmen, jeg havde lagt i formen, for at sikre både den ene og den anden skål, blev pillet af.

Filmen afsætter fine mønstre, og allerede nu kan jeg mærke en spændthed i forhold til hvor meget glasuren senere vil dække de fine riller. Måske ville vi have været bedre tjent med at lave skålene udenpå i stedet for indeni, men jeg kunne ikke finde skåle uden fødder, og sådan nogle ser ikke pæne ud indeni en skål.

Af de tre skåle var min den ene. Det er sjovt så meget flottere skålene bliver af komme ud af formen og stå i levende live. Og allerede nu ved jeg – det lærte jeg nemlig sidste gang – at når de engang er blevet brændt og glaseret vil de fremstå endnu flottere.

At min skål er tofarvet er udelukkende fordi, vi løb tør for det grå ler undervejs. Derfor lod jeg pigerne dele de resterende klumper af det grå, mens jeg hoppede på en anden type ler, og håbede på samarbejde. Det ser umiddelbart ud til at lykkedes.

Jeg kigger igen i morgen, og i overmorgen, og dagen efter – for måske er der en enkelt eller to der er klar til det frie liv i morgen, men der er helt sikkert også nogen der ikke er.

Jeg kan godt lide at lære nyt.

En tur ud i vejret

Jeg lider ikke af vinterdepressioner, men jeg mærker hvert år at jeg gerne går i hi. Sofahjørnet bliver svært tillokkende, og jeg har ikke det store behov for at komme ud og svinge med benene. Motion er ikke i højsædet og selv blogindlæggene bliver der længere imellem.

Tiden er mørk og i mørke er bare hyggeligere sammen med en kande varm the og strikketøj. Eller en god bog. Eller andet der ikke kræver de store falbelader. Sådan er jeg, og det har jeg det fint med.

I dag gik vi en tur. Anders og jeg tog hinanden i hånden og gik en tur forbi haven. Det er længe siden vi har været der sidst, og vi var spændt på hvad der ventede os.

Med tanke på den forholdsvis milde vinter vi endnu har haft, var vi temmelig sikre på at alskens ukrudt ville være skudt op. Den tanke blev gjort til skamme, for der var ikke meget, der ikke har lov at være. Til gengæld kunne vi konstatere at vores have tydeligvis ligger fem eller ti centimeter højere end de omkringliggende. Mens de nærmeste haver for en stor dels vedkommende er temmelig våde, grænsende til oversvømmede, er vores have så tør som kan forventes af årstiden. Det er ikke så ringe endda.

Vores lille samling baljer til regnvand og vandkanden består endnu, baljerne endda fyldt med vand. Vi lod dem være til en anden gang, for selvom vi ikke er oversvømmede, er der bestemt ikke behov for vanding.

Nogen har haft sjov med kartofler. I hvert fald lå der flere rundt om på den bare jord. Jeg kan godt digte historier, men gad også vide, hvorfor de lige er havnet der.

Buskene vi plantede i efteråret ser glade ud. Blåbærene er fyldt med knopper. Kun den lille figenbusk ser ikke ud af meget. Jeg satser på at sådan en skal se helt død ud på den her tid af året, og håber på knopper og friske blade, når det bliver varmere og dagene længere.

Det var hyggeligt med en tur i haven. Hjemme satte Anders mad over i slowcookeren, som jeg gav han i julegave, og da god mad var sat til livs, fik jeg endnu en tur ude. Emilie er sat på toget og glæder sig til skituren til Sverige om otte dage. Hun tog af sted bevæbnet med skiundertøj og brudekjole, for det meldes at hende og Josefine skal giftes midt i al sneen. De har indkøbt ringe og overvejer hvem der skal stå for vielsen. Jeg håber hun sender et billede.

Laneway #2

Knap havde jeg færdiggjort den første Laneway tilbage i juli, før tankerne om en ny stod i kø. I min erindring slog jeg op til nummer to stort set samtidig med at jeg lukkede maskerne til nummer et – men når jeg kigger i optegnelserne, må jeg vedgå at der gik tre måneder, inden jeg havde besluttet mig for garn og fundet pinde.

Måske havde jeg for travlt, måske har den bare sat sig lidt i vask, men jeg lidt i tvivl om ikke den er blevet en anelse for kort. Det får mig dog ikke til at lade være med at bruge den, og sammen med den første er den god at skifte mellem. Længden bestyder at den snarere er en tunika end en kjole.

På nummer to valgte jeg at fifle lidt i starten, jeg var nemlig ikke helt tilfreds med at striberne først starter når halsen bag har fået den rigtige højde. Det krævede en omstart eller to, men jeg endte med at strikke striber helt fra start og er mægtig tilfreds med resultatet. Det betød seks ekstra hæftninger, men det tager jeg gerne med en anden gang.

Som med høstjakken og den første Laneway slog jeg ekstra masker op under ærmerne, og som med den første droppede jeg lommerne, allerede inden jeg startede. Igen tog jeg også ud i sidesømmen længere end opskriften foreskriver. Jeg synes det giver en bedre facon til mig.

Jeg har brugt den en del, og kan konstatere at garnet fnugger en smule. Det gør ikke noget, for det skønne alpaca er dejlig blødt og skønt at have på. Selv kombineret med den noget mere kradse Kauni, kan blødheden ikke lade sig slå ud.

Design: Laneway af Veera Välimäki.

Garn: Alpaca 20 fra Garnudsalg i farven Dust Green og Kauni Effektgarn til striber. Jeg brugte farvekombinationen EFL.

Forbruget endte med at være fordelt på 243 gram alpaca og 75 gram uld.

Pinde: Selve tunikaen er strikket på pind 3½, jeg bruge rundpinde, mens kanterne er strikket på pind 3.

Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke, så mens jeg gik efter en størrelse large, brugte jeg maskeantallet til en størrelse small. Det betød at halsen blev en smule dybere, og det er jeg ikke utilfreds med.

Bemærkninger: Jeg strikkede som sagt striber fra start. Jeg slog op med en hæklet række luftmasker i kontrastgarn, som senere kunne fjernes, og strikkede halskanten til slut. Jeg fulgte opskriten og slog 6 ekstra masker op under hver arm inden sammenlægningen. Jeg fortsatte udtagningen i sidesømmen mindst ti centimeter efter foreskriften – måske mere, jeg prøvede kjolen på et par gange inden jeg besluttede at have masker nok.

Ved ærmerne strikkede jeg 8 masker op under hver arm og tog ind på hver 8. pind, til jeg var tifreds med håndledsomkredsen. Jeg strikkede ærmerne helt lange.

For at ærmerne skulle matche kjolen, stoppede jeg striberne det sidste stykke inden ribkanten.

Har du lyst til at se flere billeder af Laneway #2, kan de ses lige her på Ravelry.

Høstjakken

Dengang skoleåret endnu var friskt og alting var nyt, startede jeg på høstjakken. Jeg tænkte at det ville være et overskueligt projekt på dage, hvor jeg mere eller mindre gik omkuld, når jeg nåede hjem.

Det tog mig det meste af to måneder at strikke den. Til tider strikkede jeg lige så meget baglæns som forlæns, for igen og igen tog jeg mig selv i at strikke vrang, hvor der skulle have været strikket ret. Der var dage, hvor jeg kunne konstatere at jeg ikke nåede at strikke mere end een gang frem og tilbage. Den var tung og den blev lang, men den blev dejlig.

Jeg lavede nogle tilrettelser. Dels havde jeg set at halsudskæringen er meget bred, så jeg trak lidt fra og lagde lidt til på skuldrene. Jeg tilføjede lommer, inspireret af Henriette, de endte noget længere nede end beregnet, for jeg havde glemt at tage højde for at retrillestrik giver sig i brug. Og vask.

Jeg samlede også noget før, jeg nåede den endelige omkreds, og tog i stedet ud i siden med store mellemrum, så min høstjakke er endt med en lille bitte smule A-facon. Jeg er vild med den lange længde og jeg bruger den noget nær hele tiden.

Garnet jeg brugte har længe, længe ligget og kaldt på noget stort. Længe som i: siden Emilie stadig var en baby, Daniel gik i børnehave og samme børnehave havde fået en mængde garn. Da pædagogerne havde taget alt det garn, de tænkte at kunne bruge, fik jeg resten og sorterede yderligere. Blandt alt det lækre garn lå et kæmpe fed rødt uldgarn. Da jeg for et par år siden vandt det op, viste det sig at være een lang tråd på lige over otte hundrede gram.

Da Høstjakken første gang gik sin sejrsgang, vidste jeg bare at det røde uldgarn ville passe perfekt, hvad jeg ikke vidste, men som en pludselig indskyldelse fik mig til at prøve var, at det vinrøde alpakka, jeg for længe siden (næsten lige så længe) har overtaget fra min mor, passede perfekt som følgetråd – og samtidig fik strikkefastheden til at passe spot on.

Det er i den grad blevet en yndling. Og endnu engang må jeg se i øjnene at hvor jeg tidligere strikkede kort, er jeg for øjeblikket solgt til lange længder.

På vej til Centret stoppede vi ved skolens legeplads, hvor Emilie håndterede kameraet og jeg spillede fransk klovn. Heldigvis tog hun rigtig mange billeder, for jeg ser ualmindelig tosset ud på en hel del af dem, og på mindst lige så mange har Emilie formået at stille skarpt på alt muligt andet end det egentlige motiv. Det kan vi så grine af. I andre må tage forestillingens evne i brug.

Design: Fall Coat af Pickles.

Garn: Rød uld fra lageret og vinrød alpaca fra Strikkeboden, købt dengang butikken stadig lå på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde. Lommerne er strikket af Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg i to forskellige grønne.

Den blev tung. Den færdige jakke vejer 938 gram – lommerne står for cirka 10 gram hver, så det er ikke der vægten trykker.

Pinde: 6 mm rundpind til selve jakken. Lommerne strikkede jeg med strømpepinde størrelse 3 mm.

Størrelse: Jeg gik efter en størrelse medium, men korrigerede lidt efter egen størrelse undervejs.

Bemærkninger: Jeg var temmelig sikker på at omkredsens masker i en størrelse medium ville passe fint, når først den færdige omkreds var nået. Jeg ville gerne have lidt bredere ærmer, og vidste fra andre, der har strikket, at halsen er temmelig bred, så jeg startede med at ændre maskeantallet til 18 masker for, 5 masker over skuldrene, 30 masker bag, 5 masker over skuldrene og 18 masker for.

Herfra strikkede jeg efter opskriften til jeg manglede cirka 32 masker til at opnå det endelige maskeantal. Det er længe siden, så jeg støtter mig til noter, men jeg går ud fra at jeg her mente at have nok til en fornuftig ærmegabsdybde og samtidig kunne nå hele vejen rundt om brystet.

Jeg er bredere om hoften end om brystet og vidste på forhånd at jeg hellere ville tilføje masker efter samlingen end før. Samtidig er jeg tilhænger af ekstra masker under ærmet og slog derfor 6 masker ekstra op i hver side i forbindelse med samling og strik af kroppen.

Med ekstra masker under armene manglede jeg stadig 20 masker til den endelige omkreds. Jeg ville gerne have en blød udtagningslinie og valgte derfor at justere udtagningerne, så jeg tog ud på hver side af sidesømmen – med to masker mellem med et mellemrum på 8 – 10 – 12 – 14 og 16 pinde.

Da jeg mente at have nået en fornuftig længde i forhold til lommer, strikkede jeg en tråd ind, ligesom når man sætter en tråd til tomlen i en vante eller ligende, så jeg senere kunne fjerne tråden og strikke lommer i de dermed levende masker. Jeg strikkede lommerne rundt med en tyndere tråd og med tyndere pinde. For at få maskeantallet til at passe, strikkede  jeg første omgang 1 ret, slå om*. På pind nummer to strikkede jeg alle omslag drejet ret. Det blev rigtig fint. Se eventuelt indlægget, jeg skrev om netop lommerne.

Jeg strikkede 7 masker op under hvert ærme inden jeg startede ærmerne. Jeg tog 2 masker ind 8 gange på hver 8. pind, inden jeg havde nået en passende omkreds for de færdige ærmer, og jeg lukkede af.

Endelig var der afslutningen. Jeg har set rigtig mange høstjakker med en hestetømme hele vejen rundt. Det er rigtig fint, og giver mening, specielt med hestetømmeafslutningen bagpå. Jeg havde bare ikke lyst til at gøre som alle andre. Så jeg hæklede i stedet. En omgang fastmasker fra sidesømmen nederst – fra hestetømmen bagpå – og hele vejen rundt til sidesømmen nederst i den anden side – og den anden ende af hestetømmen bagpå. Og så hæklede jeg krebsemasker tilbage.

Jeg hæklede også en omgang fastmasker og en omgang krebsemasker i ærmeafslutningen.

Jeg er rigtigt, rigtig glad for det færdige resultat – men det har jeg vist sagt.

Har du lyst til at se flere billeder af høstjakken, kan de ses lige her på Ravelry.

På en solskinsdag

Lørdag, solskin og Emilie er hjemme. Vi har samlet sammen og turen gik mod centret hvor vi har været i samtlige fornuftige butikker – i forhold til skiundertøj, og en hel del flere. Om en uge tager husholdningsskolen på skiferie i Sverige, og det varme inderste var det eneste der manglede på den liste.

Der er sat kryds og hakket af. Vi nåede også en hel masse andet – endda photoshoot af forlængst færdige projekter. Solen er væk nu, vi har slæbt hjem, vi er trætte, og lige om lidt vil jeg slange mig i sofaen, inden jeg senere vil kigge billederne igennem og præsentere Laneway og Høstjakken.

Lige om lidt…

Cirkel på cirkel på cirkel

Lerværkstedet er startet op igen. Igen som et fælles projekt for hele SFO. Denne gang har vi valgt at gøre projektet en smule mere udfordrenede. Det er tit oplevelsen at specielt med ler, men også med mange andre muligheder, sylter ungerne tit rundt i ikke at vide hvad de kan, og ender derfor med ikke rigtigt at lave noget.

For de små gælder at de skal fortælle hvad de vil lave, inden de går i gang. For de store gælder nogen noget hårdere krav. Jeg er nemlig hård og har besluttet at jeg bestemmer hvad de skal lave, hvordan det enkelte barn så tolker mine ideer er op til dem selv.

I dag lavede vi skåle, og selvom det lige skulle sluges at der ikke var frit valg, kastede de sig alle over opgaven, og fik lavet nogle rigtig fine ting, som de ellers aldrig nogen sinde ville have frembragt.

Otte børn hoppede på leret og otte børn (og to voksne – for jeg er bestemt sådan en, der også vil være med, og Arife tog udfordringen op) har nu skåle stående til tørring. Den ene af pigerne startede endda med at mene hun blot skulle kigge på, men der gik ikke længe inden hun også sad med ler mellem hænderne.

Skålene var et pludseligt indfald, inspireret af et billede der er lagret for længe siden og alle de mange udstiksforme i forskellig størrelse jeg har liggende. Leret blev rullet ud og stukket ud i forskellig størrelse og med indersiden af en filmfoeret skål som form sat sammen med en masse vand og opløst ler.

Muligheden for differentiering i sværhedsgraden handler om hvorvidt den enkelte vælger at bruge store eller små forme. Eller at variere udvalget af små og store felter.

Nu venter vi spændt på det færdige resultat. Og jeg er gået i tænkeboks over næste torsdags udfordring. For selvfølgelig skal de ikke lave det samme. Der skal være en ny udfordring hver torsdag for dem, der har lyst til at tage den op.