Vi gik, Oscar cyklede, gennem Fælledparken på vej frem og tilbage til metroen.
Der var god plads på vej ud, og knap så god plads på vej tilbage. Jeg var ellers sikker på at parken ville være fyldt tidligt, og at folk ville være ved at tage hjem igen, når vi skulle tilbage.
Det var ikke helt forkert. Der var bare ikke særlig mange tidligt på dagen. der var så god plads, at vi gik gennem pladsen, fandt underviserteltet, men ingen jeg kendte. På tilbagevejen var vi vist ikke de eneste, der var på vej hjem. Der var mange flere og mon ikke en del var kommet til, i samme tidsrum, som vi havde været på Trafiklegepladsen.
Oscar zigzaggede sig gennem gående og andre cyklende. Han var træt, havde ikke det store overblik og selvom han ikke kørte ind i nogen, var han på vej mod karambolage mere end en gang. Nogen gange lå skylden helt sikkert på hans side, men der var godt nok også mange gående, der glemte at se sig for.
Dengang jeg var barn og gik på hippieskolen, mødtes alle - børn, forældre og lærere (vi havde ingen pædagoger dengang) til fælles morgenmad på skolen og gik i samlet flok, medbringende de røde faner, til S-toget mod Nørreport station og fælles optog gennem byen mod Fælleden.
Dagen var altid fyldt med sol (sådan husker jeg det) de voksne sad på tæpper med picnikkurve og øl, mens vi børn løb rundt og legede, til vi skulle hjem. I min erindring var der mange, mange flere mennesker i Fælledparken dengang, end vi så i går, men erindringer kan ikke altid måles med virkeligheden, så måske tager jeg fejl.
Under alle omstændigheder, ramte stemningen og nostalgien mig, da vi gik tilbage ad de yderste stier, for at udgå alt for mange af de fremmødte og komme nogenlunde uforstyrret frem.
Undervejs nåede Oscar at lege lidt med belægningen på stien, vi kom forbi en vippe, hvor en dreng sad alene i den ene ende, og så helt opløftet ud, da Oscar satte sig i den anden. De vippede ikke længe, men længe nok til at begge fik nok.
Vi gik gennem sansehaven og fremme ved stationen og alt det cirkus af boder og plastikdimser, der var stillet op til lejligheden, besluttede vi at udskyde den lovede is og tage metroen til Frederiksberg og bussen, for jeg vidste at vi kunne få is inden det skifte.
Jeg tænker at Oscar også synes der var lidt for mange mennesker, for han købte udskydelsen på stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar