Franske knuder

 

Mens Anders er gået på weekend, har jeg stadig en dag tilbage inden et par fridage. Med november er der kommet luft i kalenderen, jeg kan møde senere og de mange ekstra timer, der altid følger med starten på et nyt skoleår, er ved at være slut. 

I dag kunne jeg bruge alle mine timer i SFO med bål, snobrød og en lille flok glade børn, der trodsede elementerne og gad sidde i læ af grillhytten med røg, snak og hygge.

Inde igen snakkede vi om hvordan vi kan lokke i dårligt vejr, og tanken om varm kakao fra trangia, varme tæpper og medbragte lyskæder under loftet i hytten, presser på. Det skal prøves, tænker jeg, og glæder mig allerede til næste torsdag.

Inden skal jeg lige finde noget vindtæt til at have under den tykke varme, men ikke vindtætte, båltrøje.

 

 

Siden Emilie i sommers begyndte at brodere, er hun ikke stoppet igen. Nye ideer presser på og specielt de franske knuder har ramt hendes hjerte. 

Min mor har en svaghed for sommerfugle, og med den sommerfugl min mor har tegnet på håndledet som forlæg, gik Emilie i sving med nål, tråd og franske knuder.

 

 

Det tog ikke lang tid, før hun var færdig, siden har det lille ophæng ligget en måneds tid, og da min mor var forbi i søndags, fik hun det. Det kunne have været en julegave, men Emilie ville se glæden ved udpakningen, og den fik hun til fulde. 

Det lille 12 centimeters ophæng blev beundret behørigt, taget med hjem og straks hængt op.

 

 

Jeg synes den er så fin. Emilie har ikke været helt tilfreds, havde en anden vision. Men al begyndelse er svært, og bliver hun ved, ender hun med at lave endnu finere ting. 

Vi har det vel alle, i større eller mindre grad - det med at turde tro på sig selv.