Verdensmål som adventsgaver

 

I det mere hjemlige univers er Emilie gået all in på adventsgaver. Jeg håber hun føler hun får tilbage fra samme skuffe.

Under alle omstændigheder har jeg fået den lækreste gave, som jeg endnu ikke har taget billeder af. Vi åbnede i mørke - alle skulle hjem fra arbejde  - og selvom den lå i tasken, fik jeg aldrig taget billeder på en lidt mere hektisk dag, end den udefra set burde have været.

 

 

En del af det hektiske handlede om FNs verdensmål. Sytten mål for en bedre verden, som enhver elev på en grøn skole blive fodret med i det uendelige. 

Skolens to konsulent-damer, Teknologi- og innovationslæren og Den grønne dame, er gået sammen om en adventskalender, der over de fire adventsuger skal sprede sjov og glæde i en lidt kedelig tid. 

Første uge er verdensmål nummer 16 - Fred, retfærdighed og stærke institutioner. 

At jeg blev inddraget handlede vist både om tid, tro og et par damer, der lige nu er hjemme, den ene syg, den anden nær kontakt og derfor testkrævende. Jeg er stadig på skolen og havde derfor mulighed for at sørge for den mere fysiske side af sagen, mens Anne Mette hjemmefra klarede den virtuelle. 

 

For som hun skriver:

I anledning af Store Elevrådsdag 1. december har vi valgt verdensmål 16; fyldt med fred, retfærdighed og stærke institutioner. I lyset af at corona fuldstænding underdrejer juleklip og udskolingselevernes årlige selv-planlagte dag, giver det endnu mere mening at i hvert fald FRED og retfærdighed ligger øverst i gavebunken.

Når det kommer til stærke institutioner, så er det forbindelsen mellem elevrådene og elevernes indflydelse på deres egen hverdag, det handler om. I delmål 16.7 står der: ”… sikre, at vi tager beslutninger på en responsiv, inkluderende, deltagerbaseret og repræsentativ måde, på alle niveauer”. Tanken er dermed at styrker vi elevernes indflydelse på deres hverdag, skaber vi også en mere b(l)æredygtig skole.

...

 

 

For ikke kun at skrive historier og linke til undervisningsmateriale, var planen at krydre ugerne med sjov i forhallen.  

Det var her jeg kom med.

Og derfor hænger der nu en flok fredelige duer bærende på retfærdighedens vægtskåle af ren kærlighed mellem den begyndende skovvækst i forhallen.

Totalt Peace, Love and Harmonie.

 

 

De skabte i hvert fald en del glæde, da jeg hængte dem op.

Og med første uge skudt i gang, er planerne for udsmykningen af uge nummer to så småt i gang. Ideerne blomstrer, og er sendt virtuelt frem og tilbage via Aula. 

 

 

Masker på en søndag - Uge 48

 

Ugen kort

• Corona slog til på skolen. Vi er nået dertil hvor alle ikke-hjemsendte skal screenes. Jeg har tid i morgen 9.35.
• Ugen bød på tre temmelig forskellige online møder. Et internt om tingenes tilstand, et eksternt om aflyste Münchenture og alternativer og en status for Skolebestyrelsen. 
• Vi havde også fysiske møder. Det hjemlige personalemøde i Klubben og starten på en ny trio-konstellation som var rigtig fornuftig.
• Et tilbud om teknologi og innovation i SFO-regi faldt ned i min turban, og jeg slog til. 
• Jeg oplevede at blive hjemsendt, mener stadig det var overkill, og lærte lidt om hvor vigtigt det er at udtrykke sig, så modparten forstår. Specielt  når tredjeperson skal tage den endelige beslutning.
• Jeg ved hvor testcentret i Valby ligger, og har indtil videre inkasseret to negative testsvar.
• Månedens nyhedsbrev blev færdigt. Med en hjemsendelse, var der pludselig plads til den sag.
• Vi kiggede indad, lagde planer, opdelte børnene, rummene og mulighederne om eftermiddagen i Klubben.
• Torsdag var der temadag. Sammen med 3. klasse legede jeg med træ fra restekassen, gamle hængsler og andet fra kælderen, søm, skruer og alt det håndværktøj jeg kunne skrabe sammen.
• Legen blev afbrudt da det viste sig at en af klassens elever var testet positiv. Alle skulle sendes hjem, utryghed opstod, snak, trøst og en enkelt skumfidus på det nedbrændte bål blev dagens redning.
• Årets valnøddeportvin smager fortræffeligt.

Læse:

Kaninjægeren er en af de bøger der nærmest læser sig selv. Og så er jeg alligevel ikke helt tilfreds. Jeg synes handlingen burde handle om handlingen i stedet for alle mulige andre historier - som sikkert ender med at være vigtige.

De føles bare ikke så vigtige. Lige nu.

Men den læser stadig sig selv. Og jeg læser med.

Væve:

Jeg havde en plan om at væve viskestykker til den store guldmedalje og bruge som julegaver. Jeg må anderkende at der ikke bliver helt så mange viskestykker som beregnet.

Det der med at sætte væven op tager længere tid, og kræver flere overspringshandlinger, end jeg troede.

Med udgangspunkt i de røde Marimekkoblomster væver jeg lige nu med rød, mere rød og orange.

Jeg har kun to skytter og har fundet en alternativ løsning. Det virker, men kan ikke ligefrem kaldes optimalt. 

Jeg tænker min samling af skytter nok bliver udvidet med tiden, og har meldt ud at de ønskes i julegave...

 

Haust

 

Af en eller anden grund har jeg aldrig fået vist Haust frem. Jeg er ellers ret glad for den.

 

 

I den løbende opdatering kan meldes om endnu en negativ test. Jeg har stadig en forestilling om at showet starter forfra i næste uge. Vi passer på os selv, holder så vidt muligt afstand og jeg har aflyst alt andet end hjemmeliv og arbejde. 

Vi er ikke hårdt nok ramt til at lukke skolen, men tanken om at det kunne være en god ide, er inden for rækkevidde. Desværre er det hverken op til mig eller skolens ledelse at bestemme. De kommunale planer skal overholdes og der er tæt kontakt. 

 

 

Tilbage til det strikkede:

Siden jeg første gang så Haust af Skeindeer, blev den ved at spøge bagerst i hukommelsen. Allerede i maj slog jeg op, og den har været i brug siden sidst i sommerferien. Billederne er også fra dengang. Noget med en træt og hektisk dag i juli.

Garnet er historie fra sig. Det er uld, mere ved jeg ikke. Jeg fik det for længe siden af Annelise. Dengang var det meste strikket op til en næsten færdig herresweater, som jeg lynhurtigt forvandlede til optrævlet garn. Annelise synes det var synd for alt det arbejde, der lå i det strikkede, men jeg vil nok altid være af den opfattelse, at det er bedre at pille op og genbruge end have mere eller mindre færdigt strik til at ligge ubrugt hen.

Nu er en stor del af garnet forvandlet til en taljekort cardigan med et fint hulmønster.

 

 

 

 

Design: Haust af Skeindeer Knits.

Garn: Grøn uld. Det minder lidt om knudegarnet eller en lækker shetlandsuld. Jeg ved som sagt ikke hvad det er, men det er lidt rustikt og en løbelængde på 400 meter pr 100 gram er nok ikke helt forkert.

Jeg brugte 323 gram. Og en flok knapper.

Pinde: 3 og 3½ mm.

Størrelse: Jeg strikkede størrelse 4 - 105 cm om brystet.

 

 

Bemærkninger: Ud over at droppe de sidste 3 indtagninger på ærmerne (mine arme er åbenbart for korte) strikkede jeg fuldt og fast efter opskriften.

For at holde på skuldersømmen, så den ikke med tiden falder ned over skuldrene, har jeg syet et bånd langs skuldersømmen og hen langs nakken på indersiden af trøjen. Det lærte jeg at gøre, dengang der stod håndarbejdslærer på uddannelsen.

 

Jeg har ikke strikket opskrifter af Skeindeer før. Det gider jeg godt igen. Norske Eli laver de fineste designs og er meget glad for at klippe i strik. Jeg tænker den norske tradition gør sig gældende her.

Haust er strikket rundt. Hele vejen! Eller - der var vist lidt strik frem og tilbage øverst på ærmet. Der er ikke mindre end fire opklipssteder - forkanten, halskanten og ærmekanterne  - hvilket gør konstruktionen noget anderledes, men også spændende, at strikke. 

Den fine pasform betyder også at jeg har lyst til at strikke mere fra hendes side. 

Det var et skønt stykke strik.

Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses på Ravelry.  

Så skete der noget...

 

Nå, men mest som en opfølgning.

 

 

Testen var som ventet negativ, og lå og ventede på mig, da jeg vågnede onsdag. Dermed måtte jeg gå på arbejde. I morgen venter test nummer to, som skal med. 

I løbet af den seneste uge er smitten steget noget voldsomt. En del klasser er sendt hjem, lærere ligeså og underviser nu hjemmefra. Det er eleverne, der er ramt, og noget nær kun enkeltvis i hver klasse. 

Vi gør som vi skal, alle bakker op, og i forsøget på inddæmning blev de tilbageblevne udskolingsklasser for en sikkerheds skyld sendt hjem for resten af ugen.

 

I dag havde jeg fornøjelsen af min ene 3. klasse, af håndværk og design, af træ fra restekassen og en masse skrammel Teknisk Service gad gå i kælderen og finde.

Midt i robotbyggeriet dukkede skolelederen op. En elev i klassen var testet positiv, alle skulle sendes hjem, vi blev ude i det fri, mens der fra kontoret blev ringet hjem. 

Undervisningen stoppede, ingen synes robotterne var sjove længere, snak, knus og kram var i højsædet, mens alle efterhånden fandt ro, snak skulle til, børnene stille og roligt blev hentet og jeg kunne pakke sammen.

Det er muligt jeg har en test nummer to i morgen. Den er forventeligt negativ. Men for en sikkerhed skyld tror jeg bare, jeg fikser en igen på mandag - fjerdedagen. Så er det gjort. 

Jeg er sådan set ikke bekymret, knus og kram til trods. 3. klasses elever er ikke særlig høje, og knus kan gives med siden til, og stadig føles som omsorg. At vi befandt os i det fri, var heller ikke nogen dårlig ide.

 

Med fingrene krydsede, og et billede der intet har med indlægget at gøre. Men var fra den gang i sommers, da vi var på Frilandsmuseet sammen med Daniel og Oscar.

 

 

Hvor heldig har man lov at være?

 

Jeg har sådan en ide om, at jeg aldrig vinder noget. At jeg sjældent deltager i noget, der rent faktisk kan kaste noget af sig, har muligvis noget at sige. 

Men så vandt jeg alligevel.

 

 

Maja med podcasten Løs på tråden lagde op til flerfarvestrik af jennifer Steingass, og når det nu lige var det projekt jeg havde sat mig for, var det nærliggende at være med.

Det betyder, at ikke alene har jeg nu en lækker ny trøje, men jeg har også garn til endnu en.

Endda af garn, jeg aldrig tidligere har prøvet kræfter med - pladegarn.

Maja sendte efter alle kunstens regler, her var alt som det skulle være. Men i den anden ende var der en smule forviklinger, før jeg pakken udleveret.

 

 

Den var væk, var nok ikke ankommet - manden på udleveringsstedet begyndte at belære mig om, at jeg ikke skulle komme og hente før den var ankommet. Jeg mente at en mail der lyder noget i retning af.. Du kan hente din pakke nu, betyder den er ankommet. Manden ledte igen, ville se med egne øjne og kunne stadig ikke finde. 

Jeg gik hjem med  uforrettet sag, vendte tilbage dagen efter, hvor samme mand tydeligvis ikke kunne huske mig, og i øvrigt fandt pakken i første forsøg.

Selvom jeg ikke var helt tilfreds, må jeg også indrømme, at pakkeudleveringen fra det her sted altid har været upåklagelig, og at det nok ikke er helt uretfærdigt at kaste skylden på mundbind og den sværere aflæsning af ansigt, og måske også hørelse, sådan nogle bærer med sig.

 

 

Om ikke andet gik jeg glad hjem og pakkede fire plader af en superlækker mangefarvet brun uld ud. Jeg har lovet Anders at det skal være bundfarve til en sweater til ham. Der skal lidt flere farver til, og der skal findes en opskrift. 

Jeg har flere i kikkerten.

Men tænker tid er en mangelvare, og opslag på den anden side af jul er en god plan.

Nissehuen 2020

 

Selvom verden er af lave, og jeg pludselig sidder hjemme midt i arbejdstiden og kan skrive blogindlæg, er der produceret en nissehue. Faktisk to, for årets hue fik vokseværk.

 

 

At jeg sidder hjemme handler om nære kontakter, smittede børn og en noget hektisk test, for selvfølgelig kunne jeg cykle lidt over otte kilometer på en halv time, når det var der, jeg kunne få tid. 

Nu er jeg testet, jeg er hjemme, jeg har klaret månedens nyhedsbrev, der kun manglede en lille smule og venter sådan set bare på at kunne få lov at gå på arbejde igen. Jeg føler mig ikke udsat, men blev alligevel sendt hjem, for en sikkerhed skyld. 

Sådan skal det vel være.. men om jeg gider være hjemme...

Heldigvis ringede den grønne dame og spurgte efter hjælp til hvide duer og noget verdensmål. Jeg kan vel godt sidde hjemme og klippe en flok hvide duer...

 

 

Tilbage til huen. Eller huerne. 

Helt forfærdelig er den i hvert fald ikke. For selvom barnet sådan set ikke ville have den på, tog han den ikke af igen, og gik rundt med den temmelig længe. Det var først, da han fik hevet den ned i øjnene at den kom af.

Opskriften har jeg haft øremærket siden ideen om en årlig hue dukkede op.

 

Design: Sifs Nissehue af Knitting for Sif.

 

Garn: Pernilla fra Filcolana. Jeg valgte den mest lysende røde jeg kunne få. Chinese Red hedder den.

Der gik ret præcist 50 gram til den lille og 87 gram til den store

 

Pinde: 2½ mm til kanten. 3½ mm til selve huen. Jeg brugte et mix af rundpind og strømpepinde.

 

Størrelse: Den lille er 44-48 cm den store 52-59 cm.

 

 

Bemærkninger: Jeg glemte at læse, så når der stod strik 10 omgange mellem indtagningerne, tog jeg ind på hver 10. omgang. Altså blev den lille hue en anelse kortere end forventet. 

Den store var ønsket længere, så jeg strikkede et par omgange mere mellem indtagningerne og endte med at strikke 8 snoninger inden indtag og indtag på hver 13. omgang.

Kvasten til den lille lavede jeg efter anvisningen. Den store ville jeg have længere og brugte min mobiltelefon til at vikle om.

 

Har du lyst til at se flere billeder af huerne, kan den lille ses lige her og den store her på Ravelry. 

Masker på en søndag - Uge 47

 

Ugen kort:

• Møder er kommet for at blive. Denne uge var der både arbejdsmiljøgruppen, TRIOen og en intro til selvbestemmelse (eller bedre overblik) i skemasystemet.
• Berit og jeg var i IKEA - vi var hurtige, effektive og købte næsten kun det, der stod på listen. 
• Senere hyggede vi med hvidvin og astii i godt selskab.
• Bålet var velbesøgt, da vi torsdag bød på skumfiduser sammen med den varme kakao, og bagefter kunne tælle i omegnen af 40 brugte krus i opvaskemaskinen.
• Fedtsten er fantastiske at arbejde i udenfor og efterhånden som de første børn når færdighedsstadiet, bliver flere og flere interesserede.
• Jeg undrer mig over hvor forskellige to klasser kan være og ærgrer mig lidt over forskellen på muligheden for sjove aktiviteter.
• Oscar og Daniel kom forbi en dag, hvor barnet enten var sulten, eller synes pasta var fantastisk. 
• Samme Oscar beviste i øvrigt at han både kan sige elefant og næsehorn, men nægtede katagorisk at forsøge med babuska - selvom damerne er vildt sjove at skille ad og sætte sammen igen.
• Vi familiejulehyggede i grillhytten og spillede pakkeleg. Igen beviste Oscar hvor sej han er. Det er muligt han ikke helt forstod det der med gaverne, men han fandt sig i ikke at måtte pakke op, og at de undervejs forsvandt, for måske at komme igen.
• Vaskemaskinerne har kørt i kælderen. 
• Søndagens aftale med Sille og Rose er aflyst, da både jeg og Rose er blevet snottede og helst ikke skal smitte hinanden.
• Syrefarver har gjort sit indtog i min fiberverden.

Læse:

Jeg afsluttede Satans Sommer af Janni Pedersen og Kim Faber i aftes  - lige i rette tid til aflevering. Biblioteket mener de skal have den igen...

Den var spændende, og ligger i den grad op til en efterfølger. Afslutningen var lidt flad, efter den megen spænding, og det ene mord lidt for hurtigt og let opklaret, mens det andet stadig er uafsluttet - og derfor lægger op til mere.

Nu ligger Kaninjægeren klar. Jeg er lidt usikker på, om jeg har læst den, eller om jeg aldrig fik fat i den, dengang den var ny. Jeg har en tendens til at glemme indhold, plot og historie når jeg læser krimier, kan bare huske jeg synes om dem - eller ikke. Her er jeg i tvivl, og tænker jeg starter, vækker den genkendelse, har jeg en anden bog liggende klar, som biblioteket gerne venter med at få tilbage. 

Strikke:

Jeg har fået gang i den lille trøje til Oscar. Jeg tænker han får den i julegave. 

Udgangspunktet er Ankers Jakke af PetiteKnits. Planen er en række brandbiler om den nederste kant. 

Garnet er gammelt og godt gemt. Det meste Rasmillas Yndlingsgarn. Jeg har målt masker på både den ene og den anden led, lavet et net der viser maskerne i de rigtige proportioner og har tegnet noget der gerne skal ligne en brandbil.

Jeg strikker en blanding af intarsia og flerfarvestrik. Det røde holder sig til den enkelte bil, mens bundfarven strikkes med hele vejen. Jeg strikker kun den røde og satser på at brodere resten af bilen og detaljer med maskesting til sidst.

Jeg ser lidt frem til broderiet. Synes de røde felter er kedelige at strikke og overtaler mig selv til med mellemrum at strikke en enkelt gang frem og tilbage. Jeg mangler stadig 6 pinde inden de røde felter err slut og jeg kan afslutte med en rib.

Det skulle være til at overskue.

Syrefarver

 

Jeg har længe haft lyst til at lege med farvning af garn. For et par år siden var det plantefarve i vindueskarmen, og selvom jeg ikke fortsatte legen, er den ikke lagt på is.

Men syrefarverne. De trækker lidt og kunne godt være ret spændende. 

 

 

Altså har jeg købt en smule farver inden for min komfortzone, fundet gryden til farveleg frem og tilføjet en smule udstyr, der kun må bruges til farvning. I mit tilfælde et pakke aluforme, en tang og nogle små plastikskeer. Jeg fandt også et sæt med spiseske og teskemål, som er tilføjet udstyret.

Dernæst var der tanken om garn. Jeg tænker strømpegarn er et godt udgangspunkt. Jeg strikker strømper, og der skal kun bruges et enkelt nøgle, som ikke behøver at kunne gentages. 

Det er sådan set ikke fordi det tager lang tid at lege med vand, farve og den der syre, der i mit tilfælde er eddike. Men det tager faktisk ret lang tid, før garnet er tørt igen efter både farvning og bad. Det er selvfølgelig ikke umuligt at årstiden er med til at forlænge tørretiden.

Men nu er det her.

Mit første forsøg ud i syrefarve. 

 

 

Det var sjovt, det var spændende og det er ikke sådan lige at styre.

Jeg har brugt grøn og turkis. Og drysset med en violet.

Nu glæder jeg mig til at se det strikket op.

Familiehygge i en coronatid

 

Vi plejer at mødes, hygge, spise og spille pakkeleg hos min mor - omkring første søndag i advent. Ofte når vi også ud at gå en tur, og den del var måske ikke helt umulig i år. 

Min mor har vejet for og imod i længere tid, men var egentlig, fra første færd, der hvor det hele måtte aflyses i år. Jeg var med. Men det var børnetøserne ikke.

 

 

Først var det Victoria, der mente vi ikke kunne undvære at mødes. Dernæst bakkede Emilie op, og var også den, der mente vi kunne lave bål i grillhytten, der står på offentlig område. For nok må der ikke være forældre og andre udenforstående inde på skolen, men uden for åbningstid er udearealerne til fri afbenyttelse.

Så vi mødtes ved grillhytten, medbringende brænde, madpakker og pakkelegspakker, sammen med alt muligt andet vi mente at have brug for. 

Det var skønne timer i dejligt selskab med bål, grillede pølser, snobrød, ristede skumfiduser, varm kakao og en hel masse snak. 

 

 

Det var mørkt, da vi sagde farvel, og lidt koldere end jeg havde forventet. I al fald kan jeg konstatere at mine nye gode udesko ikke holder vinteren over, men nok skal pakkes væk til foråret. Dagen i dag er derfor gået med en masse varm the og lommeletter inden for rækkevidde. 

Oscar var i sit es, medbragte noget der i mistænkelig grad ligner et skydevåben, men ifølge barnet er en boremaskine. Han legede med alle der ville lege, og fandt ud af at Mariekiks er gode og fandt lige så hurtigt ud af at tage selv. 

 

 

Han fik årets nissehue med hjem - mere om den en anden gang.

I øvrigt var han godt træt, da han blev sat i cykelvognen for at køre hjem. Det var vi andre også, men holdt nok facaden lidt bedre.

Det var en god ide, og som sagt hyggelige timer. Men lidt for kolde til at Victoria har lyst til at gentage næste år. Næste år skal vi være inde - mener hun.