mandag den 26. januar 2026

Masker på en mandag - Uge 4

 

Ugen kort:

  • Første mandag efter eksamen, og uden aftaler blev brugt til så lidt som muligt. Jeg endte alligevel med at køre ud på skolen og gøre klar til tirsdag og låne en knagerække. 
  • Jeg nåede også omkring Silvan efter et par små fornuftige skruetvinger til opsætning af væven. Det er her knagerækken kommer ind. 
  • Mandag var ellers en aftale på Next, inden opstarten med nye elever. Et forsøg på ikke at aflyse betød at vi endte med at sidde i hvert vores hjem og tale sammen på Teams. Ja det er smart, jeg er bare ikke rigtig tilhænger. 
  • De store elever har kastet sig over papirfremstilling, til de bøger, jeg mener de skal binde. 
  • De små elever trykte navne og fine mønstre på muleposer, forældrene har sponsoreret. Jeg troede at afdækning og forklæder ville være nok mod spildt maling, men måtte en tur om Tine og vaskemaskinen i køkkenet med en nærmest helt ny sweatshirt, der var spildt rigtig meget maling på. Muleposerne blev vildt flotte, og nu er der plads til sutsko, huer, vanter og tørre strømper. 
  • Jeg er muligvis naiv, men der var en grund til at jeg startede skoleåret med at skrive hjem om at huske tøj til formålet, når vi har håndværk og design. 
  • I matematik slog vi med terninger om arealer og udfyldte tern på en slags spilleplade. Ungerne synes det var vildt sjovt - så det er vi ikke færdige med. 
  • På KP startede matematik igen og vi legede med kombinatorik. Jeg synes det var sjovt og afprøvede på børnene fredag. De synes muligvis ikke det var helt så sjovt, som jeg gjorde. Men det var tydeligt de lærte noget. 
  • Tine og jeg kørte til stranden. Der var målt en grad om morgenen. Det var koldt og det var lækkert. Der er forskel på dage og tider, men det er første gang jeg oplevede at jeg hjemme bare blev træt og var lang tid om at få varmen igen. Det hjalp, da jeg fandt på at finde et tæppe...
  • Torsdag fortsatte vi HDS-valgfags-undervisningen på NEXT. Nu med nyt hold. Alle var der til tiden og alle arbejdede engageret, stemingen var fantastisk og oprydningen gik som en leg. Det var vildt at opleve. 
  • Jeg glæder mig til næste torsdag.
  • Vi havde et godt og produktivt teammøde - selvom vi stadig aldrig er fuldtallige. (Det er hverken med vilje eller nogens skyld).
  • Jeg kunne endelig hente Oscar, efter to uger med eksamen og alt for meget sne. Det var så hyggeligt - også at han gjorde mig opmærksom på at det er længe siden jeg har hentet ham.
  • Daniel er flere gange blevet tilbud forfremmelse, men har tidligere sagt nej, med tanke på familien. Nu har han sagt ja, og skal jeg være helt ærlig har en oplevelse af at han nu endelig får løn for det ansvar han længe har stået med. Tillykke til ham.
  • Efter eksamen i DSAg, er der flere greb til undervisningen, som jeg gerne vil prøve af. Et af dem er sprogportrætter, i løbet af ugen talte vi sprog, både de nationale, men også alle de andre sprog vi kan - for eksampel kan jeg strikkesprog, matematiksprog og kodesprog. Jeg forstår ikke hverken hundesprog eller sportssprog. Men Det kan nogen af børnene. De sluttede af med at farvelægge deres egne sprogportrætter. De blev så fine.
  • Jeg er blevet bedre til at komme ud af døren om morgenen, og det er så meget federe at ankomme bare et kvarter tidligere. 
  • Lørdag var en tur i friluftsbadet i Vestbad sammen med Tine. Det er ikke stranden, men det er stadig godt.
  • Senere tog jeg en længere tur mod min søster i Hundige. Letbanen er en hyggeligere tur end bus, men hvordan kommer jeg bedst frem. Jeg afprøver stadig. Lørdagens tur var ikke den rigtige, men jeg nåede frem. 
  • Vi gik en lang tur gennem barndommens land. Vi var forbi den gode legeplads og børnehaven, som begge vakte genkendelse, selvom begge legepladser ser anderledes ud end dengang jeg var barn. Vi kom også gennem dele af Greve, som jeg ikke rigtig kan huske, men alligevel synes jeg har set før. 

   










Læse:

Efter den lidt langtrukne sidste episode om Lisbeth Salander, har jeg lagt krimigenren på hylden for en stund og kastet mig over ægte pladderromantik og første del i historien om Bridgertonfamilien. 

Den ugifte Hertug er hurtigt læst, jeg ved ikke om siderne er tykkere end i andre bøger, men jeg synes nåede halvvejs alt for hurtigt. Billederne her er fra i går, i dag er jeg langt længere. 

Jeg har set versionen på Netflix, men her er ingen dronning, jeg har hørt om Penelope og det er tydeligt at i bøgerne er der langt mere fokus på et enkelt familiemedlem, mens resten findes i periferien. 

Den Daphne der bliver fremstillet i bogen er noget mere hårdtslående end i tvserien, men der er også mange lighedspunkter og jeg er i den grad underholdt. 

Jeg er ikke færdig med krimierne. Overhovedet ikke. Men engang imellem er det godt med noget andet. 

Handlingen er kendt, jeg er nået så langt at brylluppet står for døren og nu er det spændende hvordan resten af historien bliver fortalt.

 

Strikke:

Jeg starter stadig nye projekter. Jeg mangler stadig et par stykker inden de tolv er nået. Et af dem er en Lovenote. Jeg ved ikke hvorfor lige netop den opskrift er blevet en model jeg vender tilbage til igen og igen. 

I sommers var Bettina og jeg i Birkerød og købte garn i Garnblomsten, der havde udsalg. Jeg faldt over det fine, finurlige Torto fra Lana Grossa. Det er mest af alt bomuld og der var ikke nok i en farve til et helt projekt. Altså købte jeg to forskellige farver, der ligger tæt på hinanden. 

Sat sammen med en tynd silkemohairtråd i en støvet lys grøn bliver det hele samlet til en frisk forårs, og fin sommersag. Den er så hyggelig at strikke, også selvom den ikke er til at tage med. Jeg har fire nøgler garn i gang, jeg strikker helixstrik gennem hele projektet og formåede at strikke med to farven gennem mønstret og udtag. 

Det er et den slags projekter, jeg allerede nu glæder mig til at kunne tage på.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar