De bedste af de små

Ferien blev startet med bravour.

Lørdag stod der Rose på programmet. I dag var det Oscars tur. Det var godt at se dem begge to, for ferietid betyder også at der går noget nær fjorten dage, før jeg ser dem igen.

Rose er ved at holde op med at sove, og øver ingen brug af ble. Lige om lidt venter børnehaven, og så skal man ifølge barnet kunne stå på et ben og bruge underbukser. Det med det ene ben har hun mestret længe.





Vi gik en lang tur. Tøsebarnet gik selv det meste af vejen og ville mægtig gerne løbe. Jeg havde en følelse af at gentage mig selv i det uendelige, da jeg igen og igen kunne sige, at det ikke duede at løbe ude ved vejen, men vi skulle nok finde et sted, hvor hun kunne løbe.

Stedet blev Søndermarken og barnet løb og løb og løb. Alligevel blev hun ikke træt.

Ude af Søndermarken, og næsten hjemme, mødte vi en tom studentervogn. Sådan nogle er spændende. Hun har brugt de sidste dage på at råbe: De kommer, de kommer, og løbe hen til vinduet, hver gang hun hører dem. Med udsigt til Vesterbrogade kommer der en del vogne forbi. Alligevel når hun ikke at se dem alle.

Nu stod den her, og alle de glade studenter var på vej tilbage. Altså stoppede vi og kiggede. Jeg sad på hug, så længe at mine knæ næsten ikke kunne længere og Rose vinkede alt hvad hun havde lært til hele flokken. En enkelt pige så det lille barn, og løb hen med en karamel, som siden blev både knuget og kigget spændt på, mens flokken kravlede op i vognen igen.

Endnu et par tøser kom nærmere og gav highfives, mens barnet glædestrålende befandt sig midt i begivenhederne og barnemoderen stod bagved med klapvognen og tænkte på håndsprit. Da vognen endelig kørte og de sidste vink var givet, gav hun efter og sad i klapvognen med sin karamel resten af vejen hjem.





I dag havde Oscar heller ikke sovet, men det er vist lidt for tidligt at praktisere manglende middagslur, hvilket også lod sig mærke i løbet af aftenen.

han er svært glad for brandbiler, så i stedet for at lege - noget der ellers står højt på listen - endte vi med at sidde og se på videoer af udrykningskøretøjer med lyd og alting. Der ligger en del på Youtube.. hvis nogen er interesserede.

Emilie forsøgte at finde en tegnefilm med en brandbil, men det var ikke godt nok.

Vi overvejer kraftigt at besøge den lokale brandstation.

Uldent klæde

Det er meget hyggeligt at brede sig over mange forskellige håndværk. Det betyder også at alting tager lidt længere tid, eller at ting sker i etaper.





Det med at væve, for eksempel. Jeg væver, men bare lidt ad gangen. Hen ad vejen bliver det til noget.

Er jeg sikker på.


Jeg har længe vidst at det tynde Kauni Lace garn jeg fik som gave til et blogtræf for længe siden, skulle væves. Jeg er også helt overbevist om, at det færdige stof skal blive til en nederdel.

Men det bliver ikke lige nu. Det er ganske simpelt for varmt.

Der er mange ting, det er for varmt til, lige nu.


Men færdigt, er det.











Projekt: Uldent stof til en nederdel.


Garn: Kauni Lace 8/1. Farven hedder XEOC.

Jeg brugte garnet til både trend og islæt. Jeg havde 500 gram, ville egentlig gerne have brugt det hele, men hvordan beregner man lige hvor meget, der går til hvad..?

Jeg endte med at bruge 382 gram.


Kam: 30/10 - dvs 30 tråde på langs pr 10 centimeter. Det var den jeg havde.





Trend og Islæt: Både trendtråden og islættet er Kauni. Jeg lagde garnet dobbelt på både den ene og den anden led. Ellers blev det for tyndt og løst. Havde jeg haft en finere kam, kunne jeg have vævet med en enkelt tråd. Som det blev, er det blevet rigtig godt.

Jeg brugte hele vævens bredde. 60 centimeter. Jeg har købt et sæt pinde, der kan sættes i matchende huller i undersiden af væven, så væven kan bruges som trendbord - dvs meget lange snore kan vikles op, og give et meget langt færdigt stykke væv.

Jeg satsede på at måle omkring 4 meter op. Og lærte at 4 meter ikke nødvendigvis er 4 meter. Garn i stræk - og det kommer det hurtigt, når det måles op og under vævningen - bliver sjovt nok kortere, når det ikke længere er i stræk.

Jeg bliver hele tiden klogere.


Størrelse: Frisk fra væven målte stoffet 57 cm i bredden og var 302 cm langt.

Jeg vaskede det på 30 grader i maskinen. Efter vask måler det 51 x 294 cm.

Der er rigeligt til en nederdel.





Bemærkninger: Stoffet har efter vask også foldet sig rigtig flot ud og er lækkert, blødt og fungerer lige nu fint som et sjal eller et lille tæppe. Hvis jeg skulle fryse.

For at forstærke kanten lagde jeg trådene dobbelt i kanterne, så de to yderste trendtråde i hver side er dobbelte. Det kan noget, og er absolut værd at lege med en anden gang.


Har du lyst til at se flere billeder af stoffet og processen, kan de ses lige her på Ravelry.

Efter 21 dage

Der var zumba på græsset ved de udendørs bassiner i Vestbad i formiddags. Arrangementet er en del af "Yay, vi er tilbage og åbner igen" arrangementerne, der vist er holdt over en uges tid.





Zumbatimen var gratis og for alle der havde lyst (max 50 deltagere), så jeg lokkede både min mor og Emilie med. Emilie var ikke synderlig imponeret, min mor synes det kunne noget, men var lidt ærgelig over ikke at kunne følge med.

Desværre fortsætter det ikke ude på plænen. Naboerne klager over larmen fra musikken og så må det flyttes indendørs. Så vidt jeg ved, må der være 15 i den lille sal, så det gælder om at være hurtig vd tasterne og melde sig til.

Det er fedt at danse igen, samtidig er jeg lidt i tvivl om, hvornår jeg kommer med igen. Ferien står for døren og et eller andet sted er det lettere at overskue når den er slut.



Markøren sidder der, hvor udfordringen startede.


Men det var egentlig de enogtyve dages hækleudfordring jeg ville fortælle om.

Enogtyve dage, enogtyve rækker på evighedsprojektet. Jeg nåede endda at færdiggøre to par strømper, hvis rester begge nåede at komme med. På nogen af de sidste rækker.

Jeg hæklede næsten hver dag. Der var et par dage jeg af den ene eller den anden grund ikke fik det gjort, men så hæklede jeg en ekstra række dagen efter.

Sjovt nok synes jeg ikke det er vokset meget. Jeg går ud fra det handler om at en række om dagen, går så tilpas langsomt, så jeg ganske simpelt har glemt hvor langt (eller kort) jeg var nået, inden de enogtyve dage.

Her er et målebånd helt på sin plads. Tæppet havde en højde på 24 centimeter, da jeg lagde ud. Efter enogtyve dage måler det 35 centimeter. Det er alligevel en forskel. Men ikke de 120-30 stykker jeg satser på at ende ud med.

Om et par år eller fem. Hvis jeg er heldig.

Det var en hyggelig udfordring og det gider jeg godt igen en anden gang.





I øvrigt prøver jeg stadig at finde resteprojekterne frem om søndagen. Men kun hvis andet ikke føles mere presserende.

Lige nu er der ikke så meget andet. De to lækre uldne trøjer, der ligger i kurven med strikketøj, er simpelthen for varme at sidde med. Så de er sendt på sommerferie. Bare lige lidt, for jeg gider dem faktisk rigtig godt. Jeg kan bare ikke holde ud at sidde med dem.

Og sådan opstår der hurtigt små dilemmaer i dagligdagen.

Lillegul

Der er varmt på tredje, under de skrå tage og med direkte sol.

Altså tog vi hinanden i hånden (det er også ret varmt...) og gik ned til Terminalen, der serverer kold øl fra fad, og byder på skygge og en let luftning sammen med et udvalg af musik fra en tid, hvor jeg stadig kan synge med.





Den gamle firestarter, hvorfra der i weekenden serveres drinks, var lukket. Det gjorde nu ikke noget, ingen af os havde brug for drinks. Men bilen er fin, og på parkeringspladsen holdt en gammel ambulance i ægte hippe-rugbrøds-folkevognsstil.

Snakken gik, og vi kom til at snakke om den varevogn mine forældre købte engang sidst i halvfjerdserne og byggede om til en autocamper.

Anders var selvfølgelig interesseret i at vide hvilket mærke bilen havde, jeg har aldrig tænkt det store i den retning. Jeg forklarede, havde et ret klart billede af en flad front, og Anders nåede frem til en Citroen.

Jeg endte med at skrive til min mor, der var sikker på den var tysk, vred hjernen, kunne huske noget, fandt et par billeder og endelig kom i tanke om meget mere end forventet. Jeg nåede også at skrive til yndlingsonklen, for måske han kunne huske, men han var ikke meget bevendt.

Vognen, mine forældre købte, var en gammel postvogn af mærket Opel. Efter mange søgninger på Google, sammen med min mors erindringer, er vi nået frem til en Bedford-Blitz, sikkert fra en gang i tredserne.





Vognen blev forsynet med en række vinduer i hver siden. Min mor kørte den store kasse hjem fra Hvidovre - det gik overraskende let - og så startede ellers en total istandsættelse af det tomme indre, der blev omdannet fra ingenting til en yderst funktionel ferievogn med køkken og siddepladser, der til natten kunne omdannes til soveafdeling. Alt selvfølgelig hjemmebygget, og  med mange af datidens finurlige finesser.

Den var stor, måske ikke så stor som jeg husker den, men mindst tre en halv meter fra bagsiden af føresædet til bagdøren. Vi kaldte den Lillegul. Den noget mindre Citroen Stationcar, mine forældre også havde, hed Storehvid... 

At jeg havde husket næsen flad kunne Anders godt forstå, som syv-,otte-,niårig har den nok fra den noget mindre højde, jeg kunne frembringe, set flad ud.

Vi drak ud, og gik hjem til en lejlighed, der var en smule mere luftig. Men kun en smule.



Billederne er fra dengang ferien gik til Sverige sammen med min mors storebror, kone og børn.
Menneskene ude til højre på det nederste billede er min yngste fætter, min onkel, min søster, min tante og min mor. 

Masker på en torsdag - Uge 26

I morgen venter sidste skoledag, og dermed ferie. Det vil sige, der er lige et møde mandag morgen i AMR-regi, som jeg synes er vigtigt, og gerne vil deltage i. Men så er der også ferie.

Inden feriestart skal jeg sige farvel til min femte klasse, som jeg holder utrolig meget af. Det er skønt at kunne holde sidste skoledag sammen med dem. Efter ferien venter ikke en, men to tredjeklasser. Og Håndværk og Design. Det bliver super spændende, og endelig gav det bonus at være uddannet håndarbejdslærer.

Det er nyt at tredje klasse (og fjerde for den sags skyld) skal have håndværk og design på skemaet. Jeg har ikke prøvet det før, mine makkere heller ikke. I den ene klasse skal jeg være sammen med en lærer der både har håndarbejde og sløjd som linjefag, og har masser af erfaring med at undervise i de større klasser. Vi har allerede mange planer. Planer der alle handler om håndværksmæssige basale færdigheder blandet med alt det vi selv synes er allermest spændende.

I den anden klasse har det været lidt usikkert hvem makkeren ville være - længe var det en af de helt nyansatte, som først starter efter ferien, men nu er det lavet om. Jeg skal være sammen med en lærer jeg ikke tidligere har arbejdet sammen med, vi har ikke haft mulighed for at tale sammen endnu, og hun går på barsel i forbindelse med sommerferien.

Det skal nu alligevel nok blive godt, for timerne er delt op, så vi både har hele dage og dobbeltlektioner på det faste skema. For at få det hele til at gå op, har den ene klasse timerne fast på skemaet det første halve år og den anden klasse, det andet halve år. De hele dage hedder hos os tema-torsdage, er lagt fast, men står ikke på skemaet, fordi det er forskelligt fra uge til uge hvilket fag, der fylder hele dagen. De hele dage er fantastiske til fordybelse, ture og god tid.

Det betyder at vi kan gøre os erfaringer det første halve år, som kan jeg tage videre og bruge det andet halve år. Det skal nok blive godt.

Og så venter i øvrigt et maskinkursus i det fjerne.

Men først ferie.















Læse:

Historien ruller, Benitos kone ligger på hospitalet og giver grumme tanker til en kriminalassistent, der bliver viklet lidt for meget ind i egen opklaring. Anne Larsen bliver også viklet ind og befinder sig pludselig lidt for tæt på et mord.

Samtidig kommer den nye bedemand lidt for tæt på sine søskende. Søskende han ikke kender helt så godt, som han måske troede.

Og at lig ikke bløder bliver pludselig temmelig vigtigt.


Strikke:

Det er efterhånden længe siden vi købte garn til nye sokker til Anders. Det viser sig at otte nøgler Zauberball kan give rum til seks par sokker i Andersstørrelse (47 og et langt ben).

Det sidste par er på pindene. Jeg har dem med overalt, sommer tider er der tid til at strikke, men i en travl hverdag bliver de sjældent luftet hver dag.

Jeg har rundet hælen på nummer to af to. Så inden længe er der nyt til skuffen med sokker.

Også selvom de ikke kommer i brug med det samme.

Kentucky

Emilie var på Fyn i sidste uge. Josefine har fået lejlighed og er flyttet hjemmefra. Emilie hjalp.





Efter et år som aupair i det store udland, er det svært at komme hjem til pigeværelset og finde sig til rette i familien, når man samtidig er gammel nok til at hige efter sit eget. Når det man finder er en lille bitte toværelses med udsigt til Odense Fjord, er der flere, der godt kan blive en lille smule misundelige.

Herhjemme trækker også et ønske om sig eget, om at stå på egne ben og om at føle sig voksen. Ønsker er en ting, noget andet er at finde drømmen.





Emilie havde gaver med til Fyn. Hun tænkte længe over hvordan hun kunne give Josefine et minde om året ude. Et minde, der ikke bare skulle være et eller andet fjollet, men gerne noget hun selv havde lavet.

Emilie kan både strikke og hækle - til trods for at hun påstår hun aldrig gør det igen. Nu kan hun også brodere - det sker efter sigende heller aldrig igen. Eén gang må været nok, mener Tøsebarnet.

For valget endte med at falde på et broderi. Et broderi af Kentucky - staten Josefine beboede - med angivelse af Louisville - byen, hvor hun slog sine folder.









Pinterest blev svaret, og efter timers søgen fandt hun Moody Green Embrodery, der laver de fineste broderier og sælger anvisningerne på Etsy.

Kentucky har heldigvis nogle fine former. Utha, for eksempel, er temmelig firkantet og knap så spændende at se på. Tag et kig i butikken, hvis du er til broderi. Der er nogle rigtig fine bogstaver i samme form som Emilies broderi, som jeg godt kunne fristes af en dag.









Efter en tur gennem min broderigarnssamling, valgte hun tre farver ud - og måtte senere forbi håndarbejdsbutikken i centret og finde en der matchede, da det viste sig jeg ikke havde nok i den valgte farve.

Hun lagde hårdt ud med kædesting, fortsatte med franske knuder, og var ved at give op ved forstingene, der ikke blev som forventet.

Hun fortsatte heldigvis, og da først alle de uklædelige blå streger var forsvundet, og Louisville markeret med rødt, dukkede det fineste broderi op, som blev sat i ramme og taget mere end rigtig godt imod. 





Det er muligt hun aldrig vil gøre det igen, men jeg er altså temmelig stolt af hende, og har vist billederne til alle, der gad kigge med.

Fra grøn til petroleum

Mens jeg strikker løs på den håndspundne trøje, der i øvrigt tegner godt, står rokken ikke nødvendigvis stille.





Længe har jeg haft en drøm om at spinde til en Shifty. Eller noget der ligner. Oprindeligt strikkede Andrea Mowry sweateren i garn, der ser håndspundet ud. Det er spundet på et spinderi, voldsomt dyrt og klæder trøjen rigtig godt.

Oprindeligt bliver sweateren strikket med en bundfarve og et varierende antal mønsterfarver. Jeg har en plan om at vende det om. Jeg har også en plan om at den skal være åben, den skal være længere, for slet ikke at tale om ærmerne. Dem har jeg umiddelbart ingen planer med, men de skal helst ikke sidde for tæt.

Jeg tænkte længe over farver, og mens bundfarven forholdsvis hurtigt stod klar, var jeg længe - som i meget længe - i tvivl om mønsterfarven. Eller farverne. For som udgangspunkt skal mønsterfarven bestå af striber af farver.





Bundfarven stod temmelig klar, da jeg fandt grøn og petroleumsfarvet uld, der begge changerer i toner fra begge lejre, hos West Coast Colour. En lille familiedrevet canadisk fårefarm, der farver egen uld og sender over vandet, alt i alt billigere end havde jeg købt det samme i Danmark.

Jeg har en fornemmelse af, at de farver små portioner. Det betyder at valgmulighederne er forskellige nærmest fra dag til dag. De er hurtige til at sende, og det nåede hurtigt frem (måske gælder det ikke lige nu). Jeg købte Falkland. En blød og let uldtype, der er som smør at spinde. At jeg har to farver, betyder at jeg kan lave en fade, så farven går fra grøn til blå.





Det har ligget længe og ventet, og lige så længe har jeg været i tvivl om mønsterfarven. Med det færdige totrådede garn, sprang jeg ud i at spinde tre tråde, der helst ikke skal ende for tykt.

Først der gik det op for mig, at jeg allerede har mønsterfarven. Den allerførste sending fra Garngalleriets uldklub, jeg meldte mig til sidste år, er perfekt. Uranus hedder den. Og de blå, grønne og lilla toner er jeg sikker på, vil stå godt til lidt mørkere blå og grønne i bundfarven.

Måske har jeg ikke nok. Måske skal jeg have tohundrede gram mere inden jeg har mønsterfarve nok. Men helt sikkert er det, at garnet skal være stribet, så mønsterfarven nok er en enkelt tråd, men skifter farve undervejs.

Jeg er ikke helt sikker på hvordan striberne skal spindes (der er mange muligheder), men det skal nok blive stribet. Når jeg når dertil.





Foreløbig er det første fed af fire færdigt. Det med tre grønne tråde. Det er endnu ikke vasket og jeg har ikke talt hvor mange meter der er. Det ligger og venter på resten. Jeg tror det kan vente længe...

For nok er det spændende og meditativt at spinde, men jeg har aldrig påstået at jeg er hurtigt. Jeg har heller ingen planer om at blive det.

Weekendgæster

Weekenden er ved at være slut, en weekend det blev uden helt så meget alenetid, som forventet.







Lørdag kom yndlingsfamilien kørende helt fra Aarhus, bare for at være sammen med os. Det var skønt at se dem, og vi fik flere timer end først beregnet, da Michael pludselig skulle til et tidligt møde lørdag, de derfor kørte hjemmefra allerede fredag og Nina stod uden for døren, cirka samtidig med at Emilie havde været hos bageren efter morgenbrød.

Lørdag var så afgjort planlagt, noget vi har glædet os til, og som Nina og Michael nok så udspekulerede ikke havde fortalt til de hjememfraflyttede børn, der i løbet af dagen begge var i kontakt, og begge udelt utilfredse med ikke at være inviteret med. 

Det er vildt så hurtigt sådan en dag med skønne mennesker kan gå. Pludselig var klokken mange, der er langt til Aarhus og de pakkede sammen og kørte hjem. Jeg nøjedes med at gå i brædderne.





Søndag var dagen uden aftaler og jeg var godt i gang med ingenting, da Daniel ringede og spurgte om Oscar kunne komme på besøg og overnatte til i morgen. Selvfølgelig kan han det, og eftermiddagen har været brugt i selskab med den sjove lille fyr, der får flere og flere ord. Han havde travlt med både det ene og det andet, ænsede nærmest ikke at far sagde farvel. Hej, hej genlød det, inden Daniel var ude af døren og barnet kiggede sig ikke tilbage en eneste gang.

For en gangs skyld synes han et bad var en fornøjelse. Det er udelukkende vores egen skyld at han tidligere ikke har synes det var sjovt, første gang var vandet for varmt, anden gang for koldt. I dag valgte jeg at sørge for vandet sammen med barnet, der glad svingede med bruseren og nær var kravlet op i vandet iklædt hele garderoben. Han fandt sig i at få tøjet af først, men havde temmelig travlt og var nær gledet på fliserne i ren iver efter at komme i.

Betyder et bad at hele badeværelset bliver bruset over, tænker jeg det er måden at gøre det på. I hvert fald i en periode.







Først da han skulle sove, kom han i tanke om den manglede barnefader. Der var gråd og tænders gnidsel, inden han fik lov at se et afsnit med nogle tegnede tog, glemte savnet og faldt i søvn langt senere end forventet.

Det gør ikke noget, hvis han sover tilsvarende længe i morgen....

Og med en søndag, der blev noget anderledes end forventet, skriver jeg nu et indlæg, der også er noget anderledes end de, jeg havde forventet at kunne sætte ord på i løbet af dagen.

Sådan kan det gå. Og dagen har været skøn. Til trods for manglende alenetid.