torsdag den 9. april 2020

Masker på en torsdag - Uge 15


Inden jeg legede med Oscar, var jeg en tur om skolen og sneglene, der til stadighed skal have mad, kigges efter, passes på og snakkes med - også i ferietid.

Jeg havde taget igangværende strik og bog med, og fandt god plads i den solskinsfyldte, men ellers tomme skolegård. Uanset hvordan det kommer til at blive, bliver det rart igen at høre børnestemmer mellem murene.

Strik - tænker du måske?  Jo, jeg strikker. Jeg holder pauser, med mellemrum, men jeg strikker. Skifter lidt mellem flere forskellige garnkvaliteter, pindetykkelser og projekter. Mærker stadig eftervirkninger af ømhed, men også at det forsvinder.

Helt som det skal være.

















Læse:

Jeg blev færdig med den første bog i serien om kriminalassistent Rolando Benito i Aarhus, og er startet på den næste. Når den er slut, er jeg lidt i tvivl hvad jeg så skal læse. Det får mig dog ikke til at sætte tempoet ned.

Det kan godt være lidt trist at biblioteket er lukket. Jeg er ikke fan af skærmlæsning. Det kan godt lade sig gøre, det er bare ikke det samme. Der er flere muligheder - ud over e-reolen. Jeg har stadig en lille bunke af min fars bøger, jeg ikke har læst, jeg har bøger der er værd at genlæse, og i Føtex har de resten af serien på tilbud.

What to do....?

Men altså. Der er fundet et lig i mose, måske er liget forbundet med en mormor, der netop er død og hvordan er det lige med jægeren og hans hunde i hundegården. Igen er persongalleriet stort, og det kan være svært at holde styr på hvem, der er hvem. Det hjælper lidt at jeg allerede kender en del af dem, men jeg er stadig ikke tilhænger af at starte et kapitel med hun eller han og fortsætte længe, inden det giver mening, hvem vi snakker om nu.

Til gengæld er den letlæst, en af den slags bøger jeg kunne læse på en dag, hvis jeg var i humør til at læse en hel dag.


Strikke:

Emilie kom, allerede inden hun tog til USA, med et billede af Sunday Sweater af Petite Knit. Den ville hun gerne have. Da hun var af sted kiggede jeg efter garn, og troede måske jeg havde fundet det rigtige, til hun kom hjem.

Det havde jeg ikke, farverne var forkerte, og jeg ledte videre. Vi endte med Månestråle fra CaMaRose. Alpaca og mohair tilsat en smule glimmer. Jeg strikker med tre tråde og det bliver superblødt.

Hun glæder sig.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar