torsdag den 11. juli 2019
Yarn Along - Uge 28
Bremen har et gennemført og udbygget offentligt transportsystem. Der er både sporvogne, busser og regionaltog.
Vi købte en tre-dages billet og har brugt den flittigt. Det betyder ikke, at vi ikke har gået - den downloadede skridttæller mener vi siden download har gået seks og halvfjerds kilometer. Jeg downloadede endda først da vi forlod Lübeck.
Billetten dækker hele Bremen og et godt stykke mod nord. Det betød at vi kunne tage regionaltoget til Frage, og gå det sidste stykke ud til ubådsbunkeren den anden dag. På tilbagevejen hoppede vi på en bus, kørte halvvejs tilbage, stod af i Vegesack og besøgte en garnbutik/med mere - der desværre ikke længere forhandlede uspunde fibre. Damen var meget ked af at måtte skuffe, jeg tænker ikke der er så meget salg i uspundne fibre og gik derfra med et fed håndfarvet strømpegarn, der kommer til at kræve glatstrikket strømpestrik, for ikke at blive alt for mærkelige.
Billetten dækker desværre ikke helt til Bremerhaven, men hertil kunne vi købe en dagsbillet, som ikke kun dækkede regionaltoget frem og tilbage, men også busserne i området. Det glædede vi os over, da turen gik hjemad i går. Der er et stykke vej fra den spændende del af Bremerhaven til stationen.
I dag slapper vi af. Vi har været en tur inde om byen, men gik hjem igen, da det begyndte at regne. I dag har vi brugt de flade konvolutter både frem og tilbage, vores tre-dages billet er nemlig udløbet. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at det var i dag vi skulle videre til Hamborg.
Heldigt at det gik op for os i går at vi har endnu en dag. Det kunne have været sjovt, at tjekke ud og pludselig stå i Hamborg uden overnatning. I øvrigt venter et luksus studio med køkken, når vi i morgen tager videre. Spændende hvordan sådan et ser ud.
Nå, men en ekstra dag betyder, at vi smækker benene op, holder pause fra det hele og glæder os over at det netop er i dag regnen har valgt at slå til. Det er tørvejr lige nu, Anders er gået på pokemonjagt i nabolaget, jeg ser Tour de France og har tid til at sidde midt på dagen og skrive om strik og bogstaver.
Læse:
Jeg stoppede hjemmefra to bøger i kufferten. Tredie og fjerde del af Jesper Steins Serie om Vicepolitikommisær Axel Steen. Akras og Aisha. Den første allerede slut, og jeg er halvvejs gennem den anden.
Det er hårdtslående aktion for fuld udblæsning. Der sker noget og samtidig er baghistorierne om Axel Steen, hans datter, ekskone og alle de andre, med til at levendegøre karaktererne og hele historien.
Jeg synes Jesper Stein skriver godt. Anders manglede læsning (han tabte sin oldgamle telefon den anden dag, der nu under ingen omstændigheder kan mere.. hvilket betyder vi er nødt til at købe ham en ny. En ny der kan spille PokemonGo... så der er ikke noget, der ikke er så slemt, at det ikke er godt for noget. Lige nu deles vi om min.), så han læste den første, da jeg var færdig med den.
Nørdet som han er, påpegede han selvfølgelig lynhurtigt et par detaljer, som jeg overhovedet ikke havde overvejet sandheden af, og som jeg snildt lever med ikke er helt korrekte. Jeg er fint underholdt alligevel.
Men jeg kan godt blive lidt i tvivl om jeg har underholdning til hele turen...
Strikke:
Hjemmefra fik jeg, inden jeg så mig om, slået tre forskellige stykker sommerstrik op. Jeg tog dem alle tre med. Men ikke nok garn til nogen af dem. Så får jeg strikket på dem alle tre, tænkte jeg, og er gået i gang med strik nummer to.
I sidste udgave af podcasten med de to skønne damer bag De løse ender, viste Merete en sommerbluse fra Maries Ideer. Jeg købte bladet ved første lejlighed, besluttede jeg havde garn der passede og slog op til samme sommerbluse.
Men det var ikke nok. Sjældent har jeg oplevet et blad, hvor jeg stort set har lyst til at strikke alle modeller. Altså har jeg en endnu en model med. Denne gang er det et lille fint tøsesæt med bukser og top.
Jeg har slået op til toppen. Jeg havde ikke garn, der passede. Men det lokale håndarbejdscenter hjemme, havde netop Tynn Line på tilbud. Godt nok ikke i særlig mange farver.
Derfor strikker jeg blå-grønt til Rose. Strikkefastheden passer ikke, så jeg har slået op til en størrelse to år, måler efter størrelse tre år og har lagt en del til i længden. Jeg synes nemlig toppen på billederne i bladet er for kort.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar