Ubådsbunkeren Valentin

I 1943 mente ledelsen i den tyske marine at krigen skulle vindes til havs. Til det havde de brug for ubåde.

Hidtil havde de tyske ubåde (og vistnok også alle andres) ikke været af en størrelse, der kunne nå ret langt. Rækkevidden skulle forøges, tegninger og tanker fandt vej og en kæmpe bunker, der skulle rumme ubådsbyggeriet, blev påbegyndt bygget nord for Bremen ved byen Farge.





Alle de unge og mindre unge tyske mænd var sendt til fronten, tilbage var tvangsarbejderne. Man brugte internerede fanger, gastapofanger, koncentrationslejrfanger, krigsfanger og hvad der ellers var at finde.

Arbejderne arbejdede i skift på tolv timer, fik et enkelt måltid mad, der ikke kunne gøre det op for den energi de lagde for dagen og de holdt sjældent ret længe. Tusinder af fanger var gennem byggeriet, i den tid det stod på, de syg og døde blev erstattet med nye, og ingen tænkte på dem som mennesker. Man estimerer at mindst 1.600 arbejdere døde, og mindst 10.000 tvangsarbejdere af alle slags, lagde krop til byggeriet.







Der var arbejdere fra hele Europa. Et usædvanligt ubehageligt system - der vist ikke var så usædvanligt i Tyskland under Nazismen - betød at alle blev sat op mod alle, mændene blev delt i grupper, hvoraf en enkelt blev udpeget som formand, og skulle sørge for at arbejdet blev nået i et bestemt tempo. Nåede de det ikke, blev formanden straffet, skulle de nå det, var formanden nødt til at være hård over for sine egne, og nåede de det ikke, endte formanden tilbage ved sine egne, mens en ny formand tog pladsen - og resten sjældent havde meget til overs for den tidligere formand.

Bunkeren med kodenavn Valentin, er uhyggelig stor. indeni kunne den rumme op til tretten ubåde i forskellige stadier af færdiggørelse. Bådene skulle via samlebånd, transporteres gennem bunkeren i lange rækker og til slut sejle ud via en sejlrende og ud i Weser gennem en udgravet fjord. Delene til ubådene blev lavet andre steder i det tredie rige - fra Hamborg, Bremen og helt fra Gdansk - og skulle transporteres til bunkeren, for at blive endeligt samlet der.

Hvis samlebåndet havde virket, ville der være samlet og sendt en ubåd til havs hver seksoghalvtredsende time. 









Der blev aldrig samlet en eneste ubåd i bunkeren. Til trods for at alting så ud til at gå i den rigtige retning.

Blot en måned før arbejdet blev standset og bunkeren stod tilbage som et kæmpe monument over krigens udslettelse af tusinder af mennesker, inspicerede Goebbels stedet og var vældig tilfreds.

Ikke meget manglede at blive færdiggjort, da et luftangreb fra Royal Air Force sendte to bomber gennem loftet og gav arbejdet et tilbageslag, der endte med at byggeriet blev standset helt i marts 1945.







Sejlrenden mellem bunkeren og den udgravede fjord blev aldrig til noget (eller også er den lukket igen). Efter krigen brugte de allierede stedet til bombetest, og en overvejelse om nedrivning stod for. Det blev dog aldrig til noget og i mange år stod bunkeren som en legeplads for områdets børn og som et motiv for idylliske postkort, mens alle gjorde deres bedste for at glemme den grusomhed bunkeren var et symbol på.

I tresserne overtog marinen området, hegnede bunkeren ind med overvågning og pigtråd, slettede stedet fra landkortet, satte den vestlige ende af det kæmpestore rum i stand, byggede en væg tværs gennem bygningen, lod det forfaldne stå og brugte stedet til opbevaring af militært isenkram.







I løbet af firserne blev presset fra de overlevende, tilbageblevne, fangeorganisationer og lokale mod at anerkende stedet og dets betydning for de mange der mistede deres liv i byggeriet, de mange tilfangetagne og de mange overlevende større og større. Først i 2010 indvilligede den tyske hær i at forlade stedet, og i 2011 blev et monument rejst foran bunkeren, og selve bunkeren omdannet til et temmelig levende museum og mindesmærke, der stadig er under oparbejdelse.

Monumentet foran bunkeren med de mange maste arbejdere under vægten af beton, gør et dybt indtryk. Det samme kan jeg sige om bunkeren, som jeg på ingen måde kunne forestille mig omfanget af, inden vi nåede frem.







Der er ikke meget at se, og så er der alligevel så meget. Det koster ikke noget at se bunkeren - guidede ture koster noget - og vi gik den halvanden kilometer lange tur gennem og rundt om bunkeren på egen hånd. I informationen kan lejes en audioguide der sammen med de femogtyve stationer rundt på turen fortæller om bunkeren, historien og mændene bag. Vi lod høretelefonerne være og læste os gennem de meget informative skiltninger turen gennem.









Nogen vil måske synes det var et kedeligt sted at tage hen. Jeg synes det var en tankevækkende oplevelse, der ramte dybt og gav stof til eftertanke.

Følelsen af afmægtighed og respekten for de mænd der gav deres liv - hvad enten det var til døden eller overlevelsen og skammen over ikke at dø - var til stede på samme måde som på en kirkegård. Samtidig hvilede der også en fred over stedet, som endelig har fået lov at blive den markering af de krigsforbrydelser, der rent faktisk fandt sted.