Wilhelm Bauer

Turen er nået til Hamborg, og dermed forestillingen om at fortsætte fortællingerne om de tidligere byer, når vi er nået hjem.

Men altså. Jeg er simpelthen lige nødt til at fortælle om u-båden i Bremerhaven. U-båden jeg godt vidste lå i havnen, som et levende museum, man kan besøge. Hvad jeg ikke vidste var, at u-båden i Bremerhaven havn er præcis den type, som der skulle have været fabrikeret i bunkeren fra forleden.





Der blev aldrig færdiggjort en u-båd af typen XXI i Valentinbunkeren, men der blev bygget et par stykker andre steder, inden Valentin skulle have overtaget hele operationen. Ingen af dem kom nogensinde i aktion.

U-båden i Bremerhaven hedder Wilhelm Bauer. Den er opkaldt efter ingeniøren, der tegnede den, og selvom den aldrig kom i krig, var den et temmelig stort teknologisk spring inden for u-bådssejllads.

Noget af det allervigtigste i udviklingen af type XXI u-bådene var, at de kunne foretage en hel mission uden at skulle op efter luft. Det havde ingen u-både tidligere kunne. Hver gang de skulle op efter luft, blev de et potentielt mål for overflyvende bombefly, og men udviklingen af et fartøj, der kunne sejle længere uden at dukke frem fra gemmelegen, mente tyskerne sig overlegne i kampen mellem det gode og det onde.

At begge sider mente at stå for det gode er en hel anden historie.

Wilhelm Bauer sank på et rekognogseringstogt i 1945. Det var skibets eget mandskab, der lod u-båden synke til bunds i Flensborg Fjord. Krigen var tydeligt tabt, og fjenden skulle ikke risikere at få fingrerne i det nye isenkram.

I 1957 blev u-båden bjærget og sat i stand. De følgende år blev den brugt som skoleskib af den tyske flåde, inden den endte som museumsbåd i havnen i Bremerhaven.

Det er en stor u-båd. Den er som alle andre u-både jeg har mødt udstyret med runde luger gennem hele skibet, som det kræver et vist tag at glide elegant gennem, men det til trods kunne Anders stå oprejst langt de fleste steder gennem rundgangen. Der er alligevel en del at se på sådan en tur gennem en u-båd, selvom den ikke er stor, og turen går lige gennem.

Vi så de kæmpemæssige batterier, u-båden sejlede på, de kæmpe motorer - både de elektriske og de diseldrevne, den temmelig lille kabys, der skulle rumme madlavning til en besætning på otte og halvtreds mand, styrerum, motorrum, teknikrum og torpedorum.





Personligt synes jeg det mest interessante er indkvarteringen. Der var ikke meget plads. Kaptajnen, havde lige som ingeniøren eget lukaf. Kaptajnens størst ( hvis man kan tale om stort), resten af den fem mand store ledelse måtte sove i lag i et lille bitte rum. Ledelsen havde egen messe, der var møbleret, så sofaryggene kunne slås op som sengepladser. Det kunne køjerne gennem hele skibet.

De fjorten overofficerer delte to rum, med hver otte sovepladser og et enkelt bord, der kunne bruges til spiseplads eller hvad det skulle være, hvis man brugte de nederste køjer som siddepladser og slog de øverste ned som ryglæn. De to rum var meget små - her kan man tale om sild i en tønde.

Hvor resten af mandskabet sov fandt vi aldrig ud af. Måske var der sovepladser længere nede, hvor vi ikke kom til, mellem de kæmpestore batterier til elmotorerne, måske delte de ganske simpelt de seksten sovepladser med officererne. Der skulle vel være vågent mandskab på alle tider af døgnet...


Det var spændende at se, turen kostede ikke meget og noget af det, der slog mig var, at med den meget begrænsede plads, skal man så som potentielt mandskab til en u-båd kunne stå inde for særlige mål. Eller sagt på en anden måde: kan man være for stor til livet i en u-båd?