mandag den 26. oktober 2015

Sky Captain’s socks of tomorrow


Turen til Maribo startede tidligt fredag morgen. Vi skulle nemlig nå forbi Henriette i Rødby inden check in i Maribo.

Det var skønt at se Henriette igen. Det sker alt for sjældent. Alt for mange andre planer sniger sig ind, og selvom vi med jævne mellemrum snakker om og kigger i kalenderen, er det endnu ikke lykkedes at finde tid. Nu var der tid, og det skulle udnyttes.

I Rødby startede vi med at møde en mand, der kiggede så mærkeligt efter os, at vi begge undrede os en smule. Lige indtil vi kom i tanke om mit blå hår…


Sky Captain's Socks of Tomorrow rtl

Dernæst var det tid til Henriette, tid til snak, grin, the i lange baner, knus og en lille smule nussen med et par kattedyr, der var pænt ligeglade med os. Faktisk sad vi bare i vejen.

Med os havde vi en favnfuld strømper og sokker. Garnet fik Bettina med da hun engang sidste efterår var forbi Henriette med et par aflagte havestole. Henriettes eget overflødige strømpegarn og med frie tøjler kunne vi stort set gøre hvad vi ville med det, når bare det endte som varme om Henriettes kolde fødder.

Den portion jeg fik, fik allerede ben at gå på, dengang sidste efterår. Et enkelt par lange sokker af den tykke type, kunne afleveres da vi besøgte hende sidste år. Det resterende – to hundredegramsnøgler lækkert strømpegarn og resterne fra det første par, blev til tre par temmelig forskellige strømper/sokker.

Det første par blev lange. Helt til knæet. Jeg strikkede på tynde pinde og undrede mig over garnet, der slet ikke opførte sig, som det skulle. Det fine totrådedespundne garn af et farveforløb, der ellers burde ligge temmelig forskudt, var i den inderste trediedel af nøglet langt mindre forskudt end forventet. Sådan nærmest slet ikke forskudt.

Det gav to temmelig forskellige strømper. Henriette synes heldigvis de var fine.





fakta




Design: Sky Captain's Socks of Tomorrow.


Garn: Hot Socks fra Henriettes lager, sammen med cirka 24 gram Magic Colors fra Hjertegarn, som jeg havde liggende – ellers blev de ikke lange nok. Jeg glemte at notere farvenumre.

De færdige strømper vejer 124 gram.


Pinde: Strømpepinde 2½ mm. Firkantede og af træ, fordi det passer bedst i mine hænder.


Størrelse: Cirka 39.


Sky Captain's Socks of Tomorrow rtl


Bemærkninger: De sjove hæle var afgjort en del af grunden til at jeg valgte netop disse strømper. Samtidig synes jeg det er vigtigt at finde et ikke alt for rodet mønster til multifarvet strømpegarn. Her virker rib godt, fordi der nok er mønster, men ikke noget der bliver alt for uoverskueligt at kigge på.

Strømperne ser mærkelige ud, når de ligger. Den svunge rib trækker sammen de mærkeligste steder, men når først de kommer på sidder de fint. Jeg fortsatte mønstret med et sving til den anden side, da opskriften endte og forklaringen lød på at fortsætte efter eget ønske.

Jeg tilføjede en kile bagpå efter samme princip som den svungne rib. Desværre blev alle de billeder jeg tog bagfra så slørede at der skal fantasi til at se noget som helst.

Øverst forsatte jeg med garn fra gemmerne, der nogenlunde passede til, indtil en fornuftig højde, inden jeg lukkede af – med den beskrevne elastisk aflukning, der var en smule anderledes end jeg tidligere har oplevet. Men som egentlig også var lettere.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar