Jeg bliver tit spurgt, om jeg altid strikker

Svaret er altid ja. Jeg har altid stikketøjet med mig. Jeg har flere projekter i gang og jeg føler mig en smule nøgen, hvis jeg kommer af sted uden. Også selvom det aldrig kommer op af tasken.

Min kalender har været fyldt til bristepunktet de sidste uger. Jeg er gået kold, når jeg er nået hjem, og selvom jeg nok har samlet strikketøjet op, er det begrænset hvor meget jeg har fået strikket henad aften.

Jeg skal helst strikke hver dag. Allerhelst hver aften. Det er her jeg kobler af, samler dagen og bliver parat til en ny. Når jeg det ikke, kan jeg mærke stressniveauet blive højere.

Heldigvis har de mange kalenderplaner også indeholdt møder. Temmelig mange synes jeg, og en hel del af dem, har været af den slags hvor det er tilladt at strikke. Det betyder at selvom jeg helst skal nå at strikke adskillige pinde hen under aften, bliver behovet alligevel nogenlunde opnået, når der er tid undervejs.

Og når jeg ser tilbage på uger uden de store stikketider i sofaen, kan jeg konstatere at sweateren til min far, der først for alvor så dagens lys sidste weekend, allerede er vokset en hel del. Og det til trods for at halsen er strikket om mere end en gang, og jeg havde regnet forkert, da ryggen skulle være lidt højere end forstykket og mønstret pludselig ikke passede, da det skulle samles under armene.

Den tegner godt. Jeg skriver masser af noter, og jeg tager mig i at glæde mig til at se det færdige resultat.