Måske årets sidste dag i haven

Jeg havde brug for ingenting i dag, og ingenting har fyldt dagen. Godt op.

Mest af alt har jeg siddet i sofahjørmet med strikketøjet på skødet, benene oppe og så absolut lavet ingenting. Ind imellem har jeg strikket, og når jeg alligevel stod op, har jeg også både tømt og fyldt opvaskemaskinen. Jeg har været en tur i Fakta efter det allermest nødvendige – i dag var det chips og cola, og da solen ikke længere stod allerhøjest, men stadig lokkede med det klareste solskin fra en skyfri blå himmel, samlede vi os sammen og gik i haven.

Efter første år med have, kan vi (Anders) konstatere at nok er der stadig masser af ukrudt, men ikke nær så meget som da vi startede. At gift har været bandlyst har gjort det sværere at nedlægge det hele, og Anders er da også nået frem til at næste år vil han gå Søren Ryge i bedene og forgifte enkeltvis. Det tager selvfølgelig længere tid, end at sprøjte godt og grundigt, men det er bedre for miljøet og vi kommer formentlig aldrig i bund uden hjælp.

Specielt den der ukrudt, som jeg ikke aner hvad hedder, der kun bliver flere af, når den bliver hakket midt over eller hives i stykker, når der trækkes i den, er svær at komme til livs.

Efter et år kan vi også konstatere at nok er artiskokker fine og pæne og smager godt, men de fylder afsindig meget og er de vildeste bladlusmagneter. Vi går nok uden om artiskokkerne næste år. Samtidig kan vi konstatere at, når artiskokker og tomater plantes side om side og artiskokkerne vokser til afsindig størrelse, bliver det svært at få fat i alle tomaterne.

Det hjælper heller ikke når tomaterne ligger hen ad jorden. Altså kan vi også konstatere at det vi troede kunne holde tomatplanterne oppe, ikke virkede og noget andet skal til næste år. Vi plukkede alle de tomater vi kunne komme til og lod resten være. Om ikke andet er det sikkert god gødning til en jord, der stadig er præget af udsultethed over mange år.

Vi hev også gulerødder op, plukkede de sidste blåbær, bladbeder og bønner. Vi kan ikke prale af en stor høst, men lidt har også ret og vi (igen nok mest Anders) har lært meget af dette første år. Vi er i hvert fald ikke slået ud, og er klar til endnu en sæsson.

Vi fik lagt løg til tulipaner og alium i flere versioner. Et fint langt og forhåbentlig noget mere prangende bed, end de tolv tulipaner jeg plantede sidste år. De rakte ikke langt. Vi beundrede bladene på en busk, vi ikke er helt klar over hvor hører til – måske er det vores hæk, måske er det naboens – men bladene har tydeligvis taget farve efter mariehønen.

Vi sørgede lidt over at spidskålen aldrig blev til noget og håber at etageløgene, der står fint vokser en næste etage til, når foråret sætter ind.

Endelig kunne vi beundre årets eneste gorgine. Vi plantede en del. Men ingen kom op. Eller det vil sige.. her lærte vi også nyt. Sneglene i haven synes nemlig at de spæde georgineskud, der igen og igen forsøgte at komme op over jordoverfladen, smagte fantastisk. Først da Anders bredte et tykt lag kaffegrums ud på jordoverfladen omkring de spæde skud, fik de lov at vokse. Snegle kan ikke lide kaffegrums, men kun en enkelt plante nåede at vokse sig stærk nok til at sætte blomst. Den har masser af knopper, men spørgsmålet er om mere end den ene når at springe ud.

Vi prøver igen næste år. Bevæbnet med kaffegrums og forhåbentlig overvinterede georgineknolde.