mandag den 5. oktober 2015

Et umage par


Med færdiggørelsen af de blå sokker blev der hevet lidt i den dårlige samvittighed. Jeg har to store hundredegrams nøgler Hot Socks strømpegarn liggende, som slet ikke er mit, men som er lovet omgjort til strømper. For længe siden. Lange strømper – har jeg en fornemmelse af vil bringe lykke.

I hvert fald varme.


Strømper til Henriette


Begge nøgler er af den type garn, der glad skifter farve hele tiden. At tråden er tvundet af to forskellige farver gør dem kun mere festlige og mens det ene nøgle er meget farverigt er det andet noget mere afdæmpet og holdt inden for samme farveskala.

Jeg fandt hurtigt en opskrift på et par strømper med en amderledes hæl og besluttede at ribmønstret der smyger sig om fod og ben sikkert ville gøre sig med det meget farveglade.

Jeg fandt de små firkantede strømpepinde og tråden inderst i nøglet (fik endda fat i tråden uden at hive halvdelen af nøglet ud) – og her er det så, det umage blandede sig.


Strømper til Henriette


Tråden inderst i nøglet er nemlig slet ikke så farverig som nøglet unægteligt tyder på, på ydersiden. Hmm? tænkte jeg, klippede det første meget ensfarvede stykke af, slog op og strikkede løs. Kun for at opleve en tråd der bliver ved med at være ensfarvet. Med meget korte overgange af mere farverigt. Bevares, det ensfarvede skifter farve, men ikke tvundet af to farver.

Meget mærkeligt tænkte jeg og strikkede videre. Det kan da ikke vare længe… og nåede hælen, over hælen og forbi anklen.. før jeg opgav og begyndte på strømpe nummer to. Denne gang fra ydersiden af nøglet.

Nu er strømpe nummer to næsten på højde med strømpe nummer et, og det må siges at være et noget umage par. Udefra ser nøglet stadig meget farveglad ud, og jeg har svært ved at forestille mig at indersiden kan blive ved med at være så ensfarvet.


Strømper til Henriette


Jeg kunne selvfølgelig gå efter et noget kortere par strømper. Men når jeg nu ved at modtageren har efterlyst de knæhøje, så vil jeg hellere det. Jeg håber så bare at det ensfarvede holder op tidsnok til at farveglæde vil vise sig over toppen af en støvle og ensfarvetheden vil kunne gemmes i samme støvle.

Og at modtageren kan leve med umagethed.


3 kommentarer:

  1. Det var da utroligt mærkeligt at der er så stor forskel på farverne! Spændende, hvordan de ender. Det er fede farver!

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg tror jeg har regnet det ud. Garnet er der som sådan ikke noget galt med, farverne er jo rigtige. Men jeg er ret overbevist om at den forskydning i farverne, der burde have været da de to tråde blev tvundet, har ramt galt. Der var da også en knude næsten midtvejs, hvorefter resten af garnet ser helt rigtigt ud :)
      Jeg synes bare ikke det er helt okey. Slet ikke når jeg ved, garnet ikke hører til i den billige ende...

      Slet
  2. very nice article shared by you.

    SvarSlet