Traditioner kan ikke bare brydes

Jeg havde forestillet mig at gårsdagen skulle være noget med at tage hjem, smække benene op og nyde at være alene.

Anders kom hjem i mandags og annoncerede værktøjsmesse, og da jeg ved hvor spændende han synes sådan noget er, ville jeg ikke være den der surmulede over at skulle være alene på sin fødselsdag - tværtimod!




Men Emilie ville det anderledes. Efterhånden er det blevet tradition at vi tager i Søndermarken og spiser sushi på min fødselsdag. Jeg kunne sagtens have undværet i år, det mente Emilie ikke at kunne, og længe mente hun at det skulle udskydes til weekenden.

En gang i går formiddags fik hun en anden ide. Somme tider er der ikke langt fra ide til handling, og sådan endte det med at jeg fra arbejde tog mod byen. Blot med et enkelt stop hjemme efter et tæppe, og Emilie hoppede på toget fra Sorø da sidste time var slut.

Vi mødtes ved yndlings sushistedet og bestilte takeaway, inden vi satte kursen mod søerne og det lille grønne område, hvor ungerne og jeg for mange, mange år siden har haft mange udflugter.




Da maden var spist, gik vi mod Hovedbanen, hvor Emilie blev sat på toget og behørigt vinket farvel til, inden jeg stoppede hos Sille og først kom hjem længe efter at Anders havde lagt værktøjet bag sig og nu drømte om nye platter til den store fræser.

Det var en dejlig dag. Og selvom jeg gik ud som et lys, da jeg nåede hjem, var det svært at komme op i morges.