Mens timerne drøner af sted

Der er ved at være styr på alting.

I gar var den sjoveste, længste og mest afslutningsmæssige i lang tid. Jeg fik sagt farvel til årets skønneste klasse, en klasse jeg godt kan være ked af ikke at skulle have næste år, men som jeg selv har været med til at vælge fra. Jeg kan ikke det hele – heller ikke få i pose og sæk.

Det var også i går at projekt “lær-at-opføre-sig-ordentligt-a-la-Emma-Gad” stod sin prøve. Jeg havde dækket op efter alle kunstens regler (og med de muligheder der er på en offentlig institution). Jeg havde bagt kage i lange baner og præcis på slaget stod størstedelen af klassen klar.

Ingen tvivl om at det har været et stort projekt, og heller ingen tvivl om, at med mandefald og manglende personale til følge, var der en smule stress over feltet til sidst. Men da jeg kunne lukke døren til det dækkede bord og byde de glade unger velkommen, var det en fryd. Det var om muligt det sjoveste jeg har oplevet længe. De slog nærmest knuder på sig selv i forsøget på at overgå hinanden i perfekt opførsel, pli og dannelse. “Det smager Fortrinneligt”, “Vi De være så venlig at række mig…”, “Eders kager er fabelagtige” og anden i den dur løb over bordet, mens de med jævne mellemrum tog både sig selv og hinanden i at gøre ting man ikke må. Have albuerne på bordet, for eksempel…

Der var masser af kage tilbage, da vi sluttede, og dermed fik børnene i Klubben også lov at smage. Eleverne fra kagebordet nåede også at løbe med “sølvtøjet”, for i Emma Gads tekster havde de læst at man ikke må tage sølvtøjet med sig – med mindre ingen ser det. Heldigvis havde de hverken brug for gafler eller fade, så jeg fik det hele retur.

Tilbage i Klubben, havde chefen set i øjnene at to var for lidt. Han havde fundet en ekstra vikar, og stod selv parat til at sørge for opvasken, så jeg kunne sendes videre til Hobby og de syv-otte tøser, der længe havde ventet forgæves efter at kunne knytte et armbånd eller to.

Dagen sluttede med informationsmøde om det at være frivillig på Roskilde Festival. Jeg er blevet en del klogere, og har nu både medarbejderarmbånd og armbånd til medarbejdercampen. Jeg er også ved at have styr på det mere logistiske af sagen. Liggeunderlag er fikset, teltet fundet frem (jeg skal bare lige huske at tage det med hjem) soveposerne lokaliseret, vådservietter og håndsprit købt i både små og store portioner, så vi kan tage med os og have i teltet og forhåbentlig hæve oplevelsen af hygiejnestandarten.

Det er femogtyve år siden jeg var til Roskilde sidst. Jeg vidste godt at arrangementet er vokset noget siden. Jeg troede bare stadig at området ville bære præg af landsby. Men når jeg kigger på kortet (og heldigvis fik masser af hjælp til at finde det mest nødvendige) kan jeg konstatere at landsbyen vist er vokset til en storby.

Jeg kan mærke jeg begynder at glæde mig.

I dag står der velkomstfolder på programmet. Den skulle gerne være klar, printet og foldet i en hel del eksemplarer inden jeg går hjem. I aften venter dimissonsfest for niendeklasserne, og selvfølgelig skal jeg med. I morgen har jeg fri – Emilie skal hentes hjem. Og så står der ferie i kalenderen.

Vildt!