Ved Verdens ende

I tirsdags gik jeg tur i Ballerup.

Jeg skulle fra kursus tilbage til skolen og møde hen over spisetid. Min plan var at finde noget at spise, og fra stationen blev jeg suget ind i centret.

Jeg har været i Ballerup Centret før, men aldrig før er det gået op for mig hvor stort det er.

Gennem Centrets gange blev jeg suget videre i jagten efter spiseligt. Jeg vidste hvor Føtex ligger, men valgte en anden vej af ren nysgerrighed, og inden længe stod jeg i solskinnet og Centrumgaden.

I solen gik jeg videre, forbi stationen og biblioteket mod kirken i den anden ende. Lige indtil jeg mødte tre muntert spankulerende mænd. Hvor de var på vej hen, eller hvad de talte om ved jeg ikke, men jeg blev grebet af deres fine udtryk trods ganske få detaljer.

Jeg forestillede mig at de havde et helt bestemt mål med deres vandring, at de fortalte hinanden jokes eller talte om alt det er vigtigt.

Hjemme satte jeg mig for at undersøge hvem de er og hvor de kommer fra, og et eller andet sted blev jeg lidt skuffet. Da jeg mødte mændene midt i Centrumgaden var de ganske almindelige mennesker, med håb og drømme og mål for livet. De følte glæde og sorg, og i solskinnet var der mest glæde at spore.

Med et blev de ophøjede til kæmper der har søgt overalt på kloden. De er på vej mod Verdens ende og skuer nu mod himmelrummet. Erik Heide er kunstneren bag og jeg er temmelig imponeret over den skødesløshed han har formået at få ud af en støbejernsplade.

Jeg ser ikke kæmper. Det er selvfølgeligt muligt at de gået så længe at de er slidt ned til menenskestørrelse, men jeg kunne faktisk bedre lide dem, da de var frejdigt gående mænd, på en kurs gennem livet. For mig vil de nok altid være det, og så vil jeg overlade det storslåede til andre.