Jeg pakker. Anders er gået omkuld.
I morgen er det weekend, og ugen er nærmest strøget af sted. Jeg har slet ikke nået alt det jeg troede jeg skulle.
Nå, men i morgen. Når møde er overstået, undervisningen er til ende og når børn er blevet passet. Så er det tid. Tid til den årlige tur til Bornholm og Berits sommerhus.
Vi har efterhånden gjort det i mange år, vi har aldrig været flere af sted end fire, en enkelt gang kun tre. I år har vi udviddet, både deltagerantal og konceptet.
Før har det været tøseweekend, og drengene måtte blive hjemme. Nu er Henrik eneste med indlagt testetoron, så i år får han lov. I år er det ikke kun tøserne. I år er det heller ikke kun fastansatte. Anja, som fandt nye græsgange skal selvfølgelig med, og Steffen, der går hjemme og passer sit otium har vi også plads til.
Det er godt Henrik har en stor bil.
Hvordan programmet bliver skruet sammen er endnu ikke besluttet, men Berit plejer at være god til at få os hele øen rundt med masser af oplevelser til følge. Anja, Berit og jeg er den faste kerne, vi har været med hvert år, vi set meget og har ikke det store behov.
Henrik har til gengæld aldrig været på Bornholm, Steffen har ind imellem snakket om en feriekoloni engang i et andet liv, og Jette har som indfødt Bornholmer aldrig været uden for Rønne – der er i hvert faldt lagt op til gode oplevelser.
Jeg glæder mig.
Altså må jeg hellere pakke færdig.
Og Anders. Han bliver herhjemme, passer planteskolen foran vinduet. Og skal sikkert også rode i noget jord. Men nok mest af alt nyde at være alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar