Progression i vild fart

Gennem de sidste ti uger har jeg brugt timerne sammen med skolens niende klasser på årets revy.

Der er lagt mange timer i arbejdet med at hive de sjove historier og minder frem fra dybet og lave dem om til sketches, der er værd at se på. Det var med en god fornemmelse jeg i sidste uge kunne aflevere hele materialet til lærerne for de tre niende klasser, der overtog, for i den her uge står der revy på programmet.

Ottende klasserne er i brobygning eller praktik, så jeg har mulighed for at bruge alle mine seks skoletimer sammen med niendeklasserne og revyen. Seks timer forslår ikke meget, og derfor er det godt der er lærere, der kan tage over.

Mandag havde vi planlagt mine to første timer, og da jeg dukkede op midt på dagen var eleverne godt i gang med at skrive udspecificerede replikker, lister over regi og overveje hvilken musik der kunne blive brug for undervejs. Da jeg gik, var de stadig i gang, men et foreløbigt manuskript var sat sammen, rollerne fordelt og jeg havde en god mavefornemmelse.

Mens det i sidste uge var lidt mærkeligt at aflevere min baby til andre, fik jeg en rigtig god oplevelse mandag. For pludselig var der nye øjne, og samtidig er det ungernes revy. Og gennem ugen bliver det mere og mere tydeligt at det bliver ungernes revy. Havde det været den samme voksne, der styrede hele vejen, tror jeg hurtigt revyen ville falde ungerne af hænde til fordel for den voksnes ønsker.

Tirsdag var jeg med igen da første gennemspilning tog fart kort efter klokken otte. Det var kaos. Totalt kaos. Men med gode takter. Da jeg forlod scenen og festsalen tirsdag var det til en flok elever, der var delt i grupper, og nu skulle ud og øve scenerne igennem igen og igen og igen.

Tirsdag eftermiddag, en time inden Klubben åbnede, havde jeg tid og gik en tur forbi festsalen. Der var sket meget i de timer jeg havde været væk. Døren til kostymerummet var forceret, eleverne løb rundt med parykker og i festligt udstyr. Anden gennemspilning stod netop for, og jeg blev længe nok til næsten at se det hele, og bedst af alt – at se en udvikling, der var helt vild.

I løbet af dagen havde eleverne udviklet på de enkelte scener. Grundstammen er stadig den samme, men der hvor det ikke virkede i praksis havde de fundet på nyt, de havde rask væk strøget en del og skrevet nyt ind, og midt i processen havde de også lige fikset endnu en scene.

I dag var jeg et smut forbi igen. Bare lige en halv time. Endnu engang var jeg heldig at se en gennemspilning. Igen med nye progressioner og trods tekniknedbrud en revy der helt sikkert nok skal blive sjov. Jeg tror på det.

I morgen har jeg de sidste to timer sammen med revyholdet. Jeg glæder mig, jeg er sikker på at det bliver sjovt. Og som toppen af kransekagen kan jeg også konstatere at de der understøttende undervisningstimer ikke har været helt forkerte. Jeg har gjort noget godt. For selvom jeg kun er på besøg, er der ingen tvivl om, at jeg bliver brugt på lige fod med lærerne, når nogen bliver i tvivl eller har et spørgsmål om hvad som helst.