Springvand

I virkeligheden er det ret forfærdeligt, men det er stadig let at glemme – for hvor var det sjovt.

De sidste uger har vi slæbt mere og mere, og varmere og varmere tøj med på arbejde. Der er nemlig koldt. Koldt, som i radiatorene virker ikke. Vi har plaget de stakkels folk fra Teknisk Service, uden det er blevet varmere – de gode folk i blåt er bare kommet til at se mere og mere lidende ud, mens de løber fra os med noget der ligner en undskyldning.

I dag skete der noget. For når den stedlige arbejdskraft ikke selv kan finde fejl og udbedre, må ekspertisen komme til undsætning. Altså dukkede endnu en mand i blå bukser op med et apparat, der kunne måle og så gik jagten ellers ind.

På et tidspunkt blev det meddelt at nu var der muligvis styr, vandet blev tændt, radiatorene udsendte lyde, der lød som meget knurrende maver – og så var det vandet kom op gennem gulvet…

Ude i gangen lige foran Klubben er en indgangsdør fra skolegården. Sådan en af dem, hvor der er en fordybning i gulvet. I fordybningen ligger en måtte og en rist, der lige netop passer, og som giver mulighed for at skrabe fødderne godt inden længere indtog i huset.

Herfra – midt i måtte og rist sprang vandet. Ikke højt – omkring fire centimeter da trykket var højest – faktisk sivede det allermest. Gennem måtten kom sjove bobler flere steder og gulvet omkring og ind i Klubben blev mere og mere vådt.

Samtidig stod det meste af en en fjerdeklasse og kiggede undrende på det mærkelige tilfælde, mens en del af dem med vantro i stemmen spurgte hvor kommer vandet fra?, Skal det være sådan? – eller endnu bedre Hvorfor gør I det?

Jeg grinede, de to unge pedeller grinede, selv rengøringen, der lige havde vasket gulvet kunne se det sjove. Men ungerne; de synes det var mærkeligt og spurgte endnu en gang om det skulle være sådan eller hvorfor? I virkeligheden var ungerne de sjoveste…

Da vandet blev stoppet og rist og måtte fjernet, viste der sig en pæn revne i betonen. Den vise udsendte mand kunne forklare at når vi hver vinter kommer ind med fødderne fulde af sne og salt og banker fødderne af på den dertil indrettede rist, ryger saltet gennem revnen, ned til de underliggende rør og tærrer på rørene. Det er selvfølgelig ikke jeres skyld, skyndte han sig at tilføje, da ungerne begyndte at se undskyldende ud. Hvorpå spørgsmålene om hvorfor og om det skulle være sådan dukkede op endnu en gang…

Beskrevet lyder det slet ikke så sjovt som det var, jeg kan godt se det – man skulle nok have været der…

Heldigvis er der, så vidt jeg ved, adgang til alle rørene i de lange kældergange, der ligger under hele skolen. Og helt ærligt hvis de der rør er fra dengang skolen var ny, har de vel egentlig holdt meget godt. Skolen har rundet tresårsjubilæet.

Og så håber vi der ikke går alt for lang tid med udbedringen. Det bliver jo ikke varmere. Men nu ved vi hvorfor der er så koldt. Viden kan godt gøre det lettere at slæbe alle de varme uldne trøjer med.