Feriestart

Ferien er stille gået i gang. Udenfor har det regnet hele dagen, og inde har energien ligget på nulpunktet – for os alle.

Bortset fra vasketøjet, der hænger og tørrer i kælderen, er det ikke det store der er udrettet i dag. Det har gjort godt, og det er – synes jeg lige nu – en ganske fortræffelig måde at starte ferien op.

Det meste af dagen har jeg siddet i sofahjørnet med strik af forskellig art. Jeg er troløs – det har jeg sagt før. Jeg skifter mellem flere projekter, og det ene – det med de tykke pinde, som jeg ikke holder ud at strikke for længe på ad gangen – har nået bunden og mangler nu kun ærmer.

For mange, mange år siden fik jeg en stor kassefuld groft kradsende uldgarn foræret. Noget har jeg brugt, noget er smidt ud, noget er givet væk og noget ligger stadig i bunden af garnkasserne.

I bunden af den store kasse fra dengang lå et gigantisk fed rødt uldgarn af en knap så kradsende kvalitet. Jeg har altid vidst at en dag skulle det ende som noget stort, og dengang høstjakken første gang dukkede op, dukkede også mindet om det tykke røde uldgarn op øverst i hukommelsen.

Dengang sommerferien lige var slut, arbejdsbyrden på sit højeste og min koncentrationsevne i forhold til strik kunne ligge på et meget lille sted, viste høstjakken sig at være det perfekte projekt. Perfekt fordi det ikke kræver den store tankevirksomhed. Trods tykke pinde – eller måske netop derfor – er det et langsomt projekt. Jeg kan ikke strikke meget før hænder og håndled ikke kan følge med, men det gør ikke noget. Jeg når det nok.

Den røde uld blev kombineret med vinrød alpakka, der har mindst lige så mange år på bagen som ulden. Alpakka som min mor i sin tid købte og ville strikke af, men som endte trævlet op i bunden af en af mine kasser med garn, før det nu blev fundet frem og gav den helt rigtige tykkelse til garn og strikkefasthed.

De to røde klær hinanden, og så jeg imponeret over at det store røde fed ved opviklingen viste sig at være en lang ubrudt tråd med en vægt på lige over ottehundrede gram.

Om lidt vil jeg indtage sofahjørnet endnu en gang. Sammen med en kande the og starten på røde ærmer vil jeg nyde resten af aftenen, der begyndte da Daniel kom forbi, vi andre kom i tøjet og vi trodsede regnvejret for at finde bussen, Søndre Fasanvej og Venus, hvor aftensmaden bestod af indisk af den gode slags.