Glasur i mange lag

I torsdags var vi nået til at glasere alle vores efterhånden mange lerting. Jeg har gennem min barndom leget med ler mange gange og lavet mange ting, der både er blevet brændt eller brugt som det var. Men jeg har aldrig arbejdet med glasur. Det er i grunden lidt mærkeligt.

Louise har det ligesom jeg, så vi var begge temmelig opsatte på at komme over i værkstedet. Måske var vi næsten værre end alle børnene, der stod og ventede på at komme over. Ungerne synes for eksempel det var vigtigere at spise først…

Jeg vidste godt at glasur er noget helt andet end plastikmaling og jeg vidste også godt, at man kan blive narret af farven på den flydende glasur. Derfor var jeg også helt tryg ved at male bladene i skålen af blade med noget der efter sigende er bladgrønt. men som mest af alt lignede en noget grumset lyserød.

Af samme grund spurgte jeg Susanne om ikke hun havde færdigbrændte farveprøver. Det burde vi have, sagde hun. Vi når det bare aldrig. Nu ved jeg godt, hvilket projekt jeg skal kaste mig over, når vi er færdige med glaseringen og starter forfra med den bløde ler.

Det tager lang tid at glasere. Der skal lægges tre lag overalt, siger Susanne. Så det gjorde vi. Jeg nåede hele vejen rundt på bladskålen og indersiden af det fine krus. Så var tiden gået. Louise fik glaseret sin skål på både inder- og yderside og der står stadig mange fine ting, der ikke har fået et eneste penselstrøg.

Undervejs kom både Henrik, Lotte og Berit forbi. De skulle bare lige se, og kunne godt forstå at så mange at børnene har lyst til at være med hver torsdag – For hvor så det bare hyggeligt ud, sagde de. Berit greb mit medbragte kamera, og på den måde blev jeg også foreviget.

Næste gang satser jeg på at blive færdig med kruset, som jeg godt kan mærke en lyst til at gører lidt oprør med. Mon ikke sådan noget glasur kan gradueres mod bunden, så der ikke er tre lag hele vejen ned ad ydersiden?

Snirkelskålen skal også gerne have en omgang næste gang. Jeg overvejer hvordan flere farver kan blandes, uden at der bliver alt for meget farvelade over det færdige resultat…

Og mens Susanne og jeg gik og pakkede sammen, gik det pludselig op for os, at der stod endnu en hyldefuld med ting, der ikke var blevet brændt. Lad os skynde os at sætte det over, sagde Susanne og mente at så skulle jeg have lov at prøve at tænde for ovnen.