tirsdag den 21. oktober 2014

Når vejret ikke er til det


Jeg gad godt skrive en hel masse dybsindige indlæg. Men enten er det mit manglende overskud, eller også er der ganske simpelt ikke noget dybsindigt at skrive om for øjeblikket. Ikke at der ikke sker noget. Det er snarere noget med at der sker så meget, at jeg glemmer det hele, så snart jeg vender ryggen til.


Lommer i høstjakken


Min kalender er stadig temmelig fyldt. I dag er eneste dag i den her uge uden aftenplaner. Sociale planer og arbejdsplaner i en god blanding. Gode aftener, som jeg nyder. Alligevel kan jeg godt mærke at det tærrer på kræfterne og mine ensomme formiddage bliver sjældent brugt på oprydning og rengøring – som de måske nok burde.. her trænger.

Vi skulle have været i haven i dag. Plantet de to buske, der stadig står på altanen. De må vente. Knap var jeg trådt ind ad døren, da store tunge vedvarende regndråber besluttede at falde. Vi overvejede, men besluttede fra. Der var ganske simpelt for meget vand. Og buskene klarer sig nok til weekenden. Weekenden der foreløbig er uden planer. Altså bortset fra nedgravning af to stk buske.

Og opgravning af noget ukrudt.


Lommer i Høstjakken


Så i stedet strikker jeg. Det tankeløse strik, der nok har været hjemsøgt af tykke pinde, men ikke af den grund har bevæget sig hurtigt, er ved at være færdigt. Høstjakken. Inspireret af Henriette vil jeg have lommer. Så jeg strikker lommer. På tynde pinde. Det skal ikke være for bumlet.

Men skal lommerne have hver sin farve?

Det er forresten vildt, så svært det er at fange den røde farve…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar