Den Gamle By

Emilie har altid været glad for Frilandsmuseet. Af samme grund har jeg længe ville have hende med i Den Gamle By i Aarhus. Det har bare aldrig passet, når vi har været deroppe. Derfor planlagde jeg hjemmefra at denne gang skulle det ske.

Egentlig havde vi planer om at hele familien skulle med, men som det nogen gange går ændres planer, og vi tog af sted alene bare Anders, Emilie og jeg, mens yndlingsfamilien havde andre gøremål.

Hun har været der for – hun var bare så lille, at hun ikke kan huske det. Anders har muligvis også været der før – men så gør det samme sig gældende. Altså var det noget af en oplevelse for dem begge. Også selvom regnen genstridigt stod ned, men heldigvis valgte at holde pause efter de første par timer.

Jeg har altid været imponeret af, at der midt inde i en forholdsvis lille by som Aarhus kan været en hel by, der bare er til for at kigge på og blive klogere af. Jeg bliver lige imponeret hver gang. Vel vidende at lige uden for er trafik og befærdede veje, føler jeg mig i det øjeblik jeg går over tærsklen hensat til en svunden tid.

Vi var tidligt af sted. Det var en god ide. For trods regn var det efterårsferie og inden vi var færdige med at kigge og sulten i maven var til at føle på, var der pludselig temmelig mange mennesker og knap så sjovt at bevæge sig rundt.

Jeg glemte at tage billeder. Fik kun et par enkelte hurtige glimt af noget større, da jeg pludselig kom i tanke om billededokumentation. Ikke et eneste skud løsnede jeg, da vi trådte et skridt frem i tiden – tilbage til vores barndom.

Det var tæt på skræmmende. Halvfjerdserhjørnet med butikker og lejligheder fra dengang Anders og jeg var små. Inde i Radio/TV butikken kunne vi begge udpege instrumenter fra dengang. Anders fandt en båndoptager magen til den han selv havde haft og jeg fik et gensyn med mine forældres første TV med jalousilåge.

Endnu mere skræmmende var de fire lejligheder i hjørnehuset fra Helsingør. Mine forældres hjem genfandt jeg i den gynækologiske klinik, der nok var den mest moderne med køkkenlåger magen til mine forældres, vægophæg som jeg huskede og skrivebordet der kunne have været min fars. Mine venner og veninders hjem dukkede op med ølkasser og læderhårspænder, afsyrede kommoder og bastomvundne vinflasker med stearinlys i kollektivet på øverste etage. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden. Jeg er totalt imponeret over hvor velskabt hele området er.

Tilbage i 1864 oplevede vi en gårdskarl hundse rundt med en flok børn, der gjorde deres bedste og alligevel blev skældt ud i de helt rigtige toner. Børn var jo ikke rigtige mennesker, så hvorfor overhovedet belemre sig med at huske deres navn. Sætninger som “Hvis han spilder på sig og bliver syg, er det hans egen skyld” fyldte luftrummet over hovederne på de hårdtarbejdende børn.

Emilie synes det var spændende, også selvom hun var himmelfalden efter at været en tur rundt i udstillingen Hønsestrik og Hotpants. En samling tøj, der rent faktisk har været brugt. Strikkede nederdele, fløjsjakker, afganerpelse og afsindige kjoler garnerede med broderede barnevogne, boblende vinballoner og andet af datidens interiør. Vi kunne kun sige, at sådan så vi ud. Sådan så alle ud. Emilie synes det var synd for os, og mente hele hendes opfattelse af tøj havde lidt et knæk.

Så hellere de gamle huse.