mandag den 22. september 2014

Stribestrik


Lørdag lykkedes det at se Sille. Det er alt for længe siden, og med en kalender i begge ender, der er godt fyldt op har det været svært at finde tid. Vi fandt tid i lørdags.

Tid af den gode slags. Tid til at være. Tid til at snakke. Og strikke. Og hækle. Tid til at tage billeder af alle Silles smykker. (Det blev vi ikke færdige med - for med to forældre og en søster, der alle er udlærte guldsmede og George Jensen som tidligere arbejdsplads, bliver der hurtigt fyldt op i æskerne...)

Vi var også ude og vejret var skønt. For Sille ville strikke Laneway og manglede garn til striber. Hun ønskede garn der skifter farve. Sådan noget lå hun ikke inde med, så vi gik til Valby og Wadils Garn & Uld (Der har jeg aldrig været inde før - men hold da op, den butik er et besøg værd.)


Dengang i februar, da jeg stadig troede jeg havde garn nok, og at det hele skulle være ensfarvet...


Vi fandt ikke garn til Silles strik, men midt i butikken fandt jeg det helt rigtige nøgle silkmohair til sjalet, der har ligget stille alt for længe. Jeg løb tør for følgetråden engang tilbage i februar og skiftesvis glemte og huskede, uden at få gjort noget ved det. Engang i sidste uge - eller måske var det forrige - blev jeg enig med mig selv om at nu er det på tide, og så viste det sig at der ikke ligger lilla silkmohair på hylderne hos Garnudsalg. Det er ellers der garnet oprindeligt kommer fra.

Men behøver det det? Tænkte jeg, og overvejede at kanten, som jeg godt nok havde strikket en hel del af, inden jeg løb tør, behøver have den helt samme farve som følge. Min plan blev at finde en lilla. En hvilken som helst lilla. For når den gennemgående uldtråd er den samme, kan det være rigtig fint med en anden til følge ind imellem.

Og inde i Wadils Garn & Uld lå det helt rigtige. Silkmohair med den samme mængde af mohair og uld, men med farver spændende fra lilla over blå til grøn. Hjemme trævlede jeg al den allerede strikkede kant op (mohair er ikke det sjoveste at trævle op... jeg siger det bare...), og nu er en ny godt på vej.

Det bliver anderledes, men også rigtig fint. Den nye følgetråd er mere kold end den oprindelige. Det gør ikke noget, tænker jeg og strikker videre - og håber et enkelt nøgle rækker hele kanten rundt. Der er langt og selvom kanten bliver smallere og smallere som gentagelserne bliver sat på, er der alligevel en del masker til at starte med.


En ny og lidt mere kold kant.

En ny og lidt mere kold kant.


Vi fandt også garn til Sille. I den lille garnbutik rundt om hjørnet, næsten oppe ved Valby Station havde damen Kauni effektgarn i mange farver. Også kombinationer jeg ikke har set før. Altså kom jeg hjem med mere end det enkelte nøgle silkmohair...

...Og sille strikker striber.

5 kommentarer:

  1. Åh det skulle du ha skrevet, jeg ligger inde med en det fra garnudsalg. Men glæder mig til at se, dit færdige sjal.

    SvarSlet
    Svar
    1. Violykke, det må jeg huske en anden gang. På den anden side tror jeg, jeg er ved at blive rigtig glad for lidt flere farver end den ene :)

      Slet
  2. Fantastisk flor lilla sjal,og en laneway,mon den kan ses på en blog eller IG ?, og hvad Kauni i nye farver,det lyder spændende,jeg brugte kunstgarn fra hjertegarn til min laneway

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, jeg brugte Fame Trend til min - det er vist nærmest det samme. Men vi kunne ikke finde noget i den retning. Men så stod der Kauni... Jeg tror forresten ikke farvesammensætningerne er nye - jeg har bare ikke set dem før.
      Og med hensyn til billeder det ene eller det andet sted. Så bliver du nok skuffet. Sådan noget pjat gider Sille ikke :)

      Slet
    2. Det er vist tæt på det samme,din blev altså mega flot.øv da,den ville jeg da ellers gerne have set med Kauni

      Slet