Lidt tilbagetrukket for torvet i Nakskov ligger skt Nikolai. Byen kirke, viet til søens folk, der nok stiger til vejrs, men ellers ikke gør meget væsen af sig. Jeg er gået forbi mange gange, men jeg har aldrig vidst hvor spændende den er indeni.
Sidste uges barnedåb gav adgang til kirken. Den er større end jeg troede, og langt mere ydmyg på ydersiden end indeni. Indenfor lukker den op for en overdådighed af træskærearbejder, der må hensætte enhver snedker til beundring.
Der er højt til loftet, og der er ikke sparet på detaljerne. Lyset strømmer ind fra de blyindfatted ruder og selvom koret kun bestod af en enket sanger, er der en fantastisk akustik i det store kirkerum.
Som altid blev en en smule benovet over det arbejde, mennesker for mange, mange år siden har lagt i deres kærlighed til den almægtige.
Nakskov var engang en stor by. En by fyldt med liv og erhverv, der krævede arbejdere i lange baner. Ligesom kirken i dag ikke gør meget væsen af sig, gør Naksov heller ikke. Byen er fyldt med de skønneste små huse, der alle er bygget over samme læst, men som desværre for en stor dels vedkommende forfalder.
Ligesom kirken overraskede, overrasker byen også. Når man for alvor kommer ind under huden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar