Det er skønt, når det går godt

I fredags var Anders og jeg inviteret til middag på Sorø Husholdningsskole. Vi fandt det pæne tøj frem og tog til Høstfest hos Emilie.

Eleverne havde under grundig supervision stået for maden, for borddækningen og for underholdningen. De modigste af eleverne stillede op, og sang for til sange hele skolen har øvet gennem flere formiddage, middagen var udsøgt og salen var pyntet til det store gilde.

Efter maden - inden desserten - blev vi delt op i hold og skulle konkurrere på viden inden for husholdningen. Vi blev vist rundt i huset, vi gættede opskrifter, antikvariske køkkenredskaber, samlede pyramider, smagte på mælk, fandt eventyr, samlede lagkager og strikkede.

Vi var et godt hold. Omkring syv elever og deres pårørende. Vi supplerede hinanden, og da aftenen var færdig kunne vi tage friskbagte boller med hjem til morgenmaden.

Længe inden da fik vi set Emilie på slap line sammen med de unge hun begår sig med for tiden. Hun har det godt - ingen tvivl om det. Jeg vidste det godt, men det er altid godt at se i levende live.

Klokken var tæt på ti, da min søster hentede, kørte Anders og Emilie til stationen og toget hjem, mens vi andre fortsatte mod min søsters hus for overnatning, inden lørdagen igen kaldte på det pæne tøj.

Inden hun nåede frem, fik jeg endnu engang kigget på husordenen, der hænger som et levn fra dengang den sagnomspundne Fru Vestergaard styrede skolen.

Der var meget man ikke måtte dengang.  Specielt synes jeg sætningerne om, at hvinen og skrigen er absolut forbudt, eller at klaveret kun må bruges til god musik - ikke kattemusik med een finger, er skønne.

Det med hvinen og skrigen er vist ikke længere forbudt...