søndag den 7. september 2014

I mangel af Bornholm


De sidste fire år er arbejdspladsens tøser taget til Bornholm en weekend i løbet af året. I år havde vi egentlig planlagt det til nu. Den her weekend. Men hverdagen stod i vejen, forældrearrangementer skulle holdes, kalendre passede ikke og vi måtte aflyse.


Pederstrup i Ballerup


Men. Vi havde jo planlagt, altså var lørdag fri. Anja hentede både Lotte og jeg, og engang i går formiddags troppede vi op hos Berit, der i vanlig stil havde planlagt en tur ud i det fri. Denne gang ikke rundt på Bornholm, men i stedet Smørum og omegn.

Vi startede i Pederstrup - den økologiske landsby i Ballerup, der også huser Ballerup museum. Desværre havde museet lukket lørdag, men vi gik en tur rundt i byen, nød atmosfæren, kiggede på krydderurter og spiste på Grantoftegård, der er landsbyens økologiske jordbrug.

Inden vi kørte videre hilste vi på både ænder og geder, hvorpå turen gik videre ud over markerne til små gårdbutikker, der solgte alt fra nips, til tøj, fornuftigt fremavlet kød og en gammel tømmermesters fantastiske fugle- og foderhuse.


Pederstrup i Ballerup


Vi endte på havnen i Roskilde med udsigt til både vikingeskibe og domkirkens tårne. På havnen var der livlig trafik og mulighed for en kop kaffe og et stykke kage, inden Berit kørte os hjem igen. Ude i haven nød vi vejret, åbnede mere end en flaske astii og endte aftenen med en lækker middag, lavet dels af Anjas medbragte alv fra egen have.

Til sidst måtte vi kapitulere og finde dynerne. Efter gode timers søvn, dækkede Berit op til brunch - eller noget der lignede - inden dynerne igen blev stoppet i kufferterne og vi kørte hjem.


Roskilde Havn


Sådan en lørdag som erstatning for en weekend på Bornholm er slet ikke så ringe endda.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar