Berliner Dom

 

Jeg ved ikke hvorfor vi aldrig har været i Berlins Domkirke, selvom vi har været i Berlin mange gange. Det synes jeg der skulle laves om på. Anders var heldigvis enig.

 

 

Berliner Dom ligger på Museumsinsel, hvor vi egentlig heller aldrig har bevæget os rundt. Ligesom vi kunne få rabat på sejladsen, kunne vi også få rabat på indgangen til kirken. Jeg glemte bare at undersøge hvor eller hvordan billetter rekvireres. 

Vi tog bare af sted. Først da vi stod foran det imponerende bygningsværk gik det op for os, at billetter skal købes online, og til en bestemt tid. Billetten dækker en time, hvorefter man skal ud igen. Jeg er ikke sikker på at nogen tager tid, men det er nok cirka den tid de fleste bruger.

Vi bestilte billetter og havde pludselig en halv time, inden vi blev lukket ind. Vi brugte den halve time i skyggen i Lustgarten - lysthaven eller parken, der befinder sig foran den store domkirke. 

 

 

Da vi endelig blev lukket ind, viste det sig at det er muligt at købe reelle billetter i en automat overfor døren. 

Inde er kirkerummet fabelagtigt, overvældende og vi fik slet ikke kigget færdigt. Vi ville op, og tænkte at kirkerummet kunne udforskes nærmere når vi kom ned. Hvad vi ikke vidste var, at det kan man ikke. Turen op til toppen af kuplen og ned igen er ensrettet, og man ender ved en lille  cafe og udgangen. Det var slet ikke muligt at komme ind igen - det ved vi nu til en anden gang. 

Jeg kan ikke huske hvor mange trin der er op til toppen, men det stod flere gange på skilte. Ved foden af trappen og igen hver gang trappen skiftede karakter. 

Nederst er tappen pompøs, bred og fyldt med udskæringer og filigranblomster. Derfra bliver den mere og mere simpel, for at ende som en smal spindeltrappen uden nogen form for udsmykning. Det var en oplevelse at bevæge sig gennem de forskellige lag af kirken og helt op til taget. 

 

Der er en fantastisk udsigt fra toppen af Berliner Dom. Vi kunne udpege steder vi kender og så byen fra en anden vinkel end tidligere.  

Berliner Dom er absolut et besøg værd, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage en anden gang og se nærmere på det indre af kirken, som syner ældre end den reelt er. 

Som så ofte med kirker, har der tidligere ligget en anden kirke på stedet, hvorfra krypten stadig står tilbage. Normalt er det muligt at komme ned i krypten, hvor tidligere tiders kejsere og royale er begravet. Krypten var lukket og under ombygning, da vi besøgte kirken.

Sidst i 1800-tallet blev en ny kirke planlagt og i 1905 kunne den nuværende domkirke tages i brug. Jeg troede den var ældre. Kirken blev temmelig beskadiget under WWII og har været under restauration i mange år. Genopbygningen blev færdig for godt tyve år siden. At der i dag bliver arbejdet på kirken handler formentlig om at passe på den.

Krydser på en mandag - Uge 28

 

Ugen kort:

• Ugen startede i Hamborg, efter skønne dage. 
• Det ser ud som om tyskerne ikke er helt så vilde med danskvand med citron, som de har været, når vi var i Tyskland tidligere. Dee var i hvert fald nærmest umulige at finde.
  
• Vi pakkede, sagde farvel til Hamborg og  tog til Berlin. 
• En tur gennem nærområdet., betød at byen blev noget mindre end sidst vi var i Berlin. Sådan noget sker tit, jo bedre man kender et område - er min erfaring.
• Det lykkedes mig at deltage i aftenspind to gange.
• Berlin er stadig skøn. 
• Emilie fyldte 25, vi ringede, sang og morede os over de 25 gaver, jeg havde fundet og pakket ind, der alle var fyldt med kanel i en eller anden form. Kanelgifler, chokolade med kanel, krydderikrukke til kanel, duftlys med kanel osv, osv, osv.
• Vi spiste så meget mad, at jeg fik en følelse af at kunne undvære mad i et par uger...
• Hjemturen var lang og ikke uden genvordigheder. En times ventetid, halvanden times forsinkelse ved ankomst - jeg ved ikke hvor den halve time dukkede op fra. 
• Det skulle være muligt at få refusion, men Deutsche Bahn vil have en underskrift fra personalet i toget, for at tro på forsinkelsen... Det er jo nemt at sige, og jeg kan mærke jeg bliver en smule provokeret, og overvejer om underskiften kan findes. 
• Søndag var sidste feriedag, og jeg lavede så lidt som muligt. Det var lige hvad jeg trængte til. 

 

Læse:

Sidste uge læste jeg Et bjerg af løgne, tredje bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. I løbet af ugen læste jeg også fjerde del - Enhjørningen, og til hjemturen måtte jeg erkende at jeg ikke havde noget at læse, til trods for at næste bog i serie lå derhjemme. Jeg ville ikke slæbe flere. 

Løsningen blev at lånte den sidste del af serien - Ghostwriter - på e-reolen og læste på telefonen i toget. Til trods for en ny telefon, der stadig holder godt på strømmen, kan jeg konstatere at det koster en hel del at læse. Enden blev at jeg ikke havde mere strøm, ikke kunne lade op, for toget vi kørte i, var fra en tid hvor strømstik ikke var inkluderet i indretningen. 

Jeg er snart færdig. Det er stadig en lidt ubehagelig verden Steffen Jacobsen udfolder. Det er også en spændende og letlæst verden og jeg føler mig i den grad underholdt.

Med en sidste bog, kan jeg godt blive lidt bange for at hovedrollerne ikke overlever.

Broderi:

I Aarhus var jeg forbi Broderi Moderne, som viste sig at ligge inde med de skønne finurlige fugle fra Satsuma Street. Jeg synes de er så fine, og havde kigget på hvad det ville  koste at købe dem fra USA, Det opgav jeg, men da de lå der i butikken til en hel anden pris end det jeg kunne komme til som privat, kunne jeg ikke lade dem ligge.

Jeg tog dem med til Tyskland, for det kunne jo være der blev tid. Det blev der. Jeg syede mens vi var i Hamborg, når vi var i hotellejligheden og der var tid. Det var et superhyggeligt broderi og forholdsvist hurtigt færdigt. Jeg blev færdig med den første  lille fugl, inden vi tog videre til Berlin. 

Jeg havde også et stykke hotelstrik med, så det fik lov att fylde i pauserne i Berlin. 

Den anden lille fugl venter derfor til senere.

Fuglene er syet på et perforeret materiale med to tråde. Alting følger med i kittet. Jeg troede baggrunden var karton, men så vidt vi kan vurdere er det læderpapir. Det kan i hvert fald tåle en hel del.

Sejllads på Spree

 

Nå men vi kom til Berlin, og så holdt jeg op med at skrive. Nu er vi hjemme, efter en hjemrejse, der blev lidt længere end forventet. Hjemme hører jeg at der åbenbart er problemer med togdriften gennem Europa, og kan konstatere at det kunne have været meget værre. 

 

 

De tidligere gange vi har været i Berlin, har vi ikke været på rundfart på floden, så det mente jeg vi skulle denne gang. Anders var på. Vi søgte ganske kort på de forskellige muligheder og endte med at vælge CITY-Schiffsfahrten, der tilbød en tur frem og tilbage mellem Bellevue Slot og East Side Gallery.

Vi fik aldrig læst rigtig op på det, men vi kunne få rabat på  vores Welcome Berlin Card, som vi alligevel altid køber, for at kunne bruge den offentlige trafik, men aldrig har overvejet at bruge på museer og så videre. 

Det gjorde vi nu. Jeg var ikke klar over at vi kunne have valgt kun at sejle den ene vej, så jeg sagde glad og gerne ja til at vi selvfølgelig skulle tilbage igen. Det var faktisk først da alle  folk forlod båden, det gik op for mig, at det var en mulighed.

 

 

Det var ikke noget problem, vi ville gerne tilbage. En ting var at guiden udelukkende talte tysk, hvilket betød at det vi ikke fangede på vej ud, fik vi fat i på vej hjem. Noget andet er at vinkler betyder en hel del, og vi så derfor andre ting på vej tilbage i forhold til turen ud. Endelig var båden temmelig fyldt på vejen ud, mens der var ganske få passagerer på vej tilbage. Mængden af mennesker betyder en hel del for os i forhold til at nyde turen.

Det et en fin tur gennem Berlin, vi sad oppe under solen, det var varmt, men heldigvis lufter det en smule på vandet. At se byen fra vandet giver en hel anden oplevelse af byen og det er vildt så tæt på alting floden er, og hvor meget man kan se fra dækket.

Vi startede som sagt ved Bellevue, som vi ikke kunne se ret meget andet end en mur og træer bag. Længere fremme blev træerne til Tiergarten, Berlins store Zoo, som vi endnu har til gode. Derfra dukkede byen op. Guiden fortalte om mange af de bygninger vi sejlede forbi. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke havde den store interesse, og derfor ikke hørte ordentligt efter.

Byen startede med House of World Cultures, dernæst dukkede Hovedbanegården op, og som perler på en snor lå Kanslerbygningerne, Rigsdagen, Friedrichstrasse Station, fjernssynstårnet og delingen af floden rundt om Museumsinsel, med det smukke Bode-Museum, Pergamonmuseum og Berliner Dom, der alle ligger så tæt på floden, som var de bygget i den. 

Det er de vel på en måde. Museumsinsel ligger i et område af Spree, hvor der i tidernes morgen var et sumpet område. I det syttende århundrede blev der gravet afvendingskanaler til floden og en lille ø opstod. På øen blev anlagt en lysthave og et mindre parkanlæg. Efterhånden blev der brug for mere plads og Frederik Willhelm II af Preussen lod sin arkitekt opføre en reel ø med et kunstmuseum. Med tiden blev det nødvendigt at udvide øen og andre museer, domkirken og endda boliger dukkede op.

Der hvor floden mødes igen er en sluse placeret. Vi måtte vente indtil sluserummet blev fyldt opop med vand og nåede niveauet på den anden side af anlægget, inden vi kunne seje videre. 

 

Efter slusen bevægede vi os gennem et område der ikke bliver set fra byen. Men mindre man kender til det. En ting er varmeværket, der er temmelig bæredygtigt i sin måde at producere strøm, og samlingen af gamle spændende skibe, der lå fortøjet i den lille  havn, der naturligt er dannet i det store vandområde, hvor de to dele af floden mødes.

Noget helt andet er den nordlige kystlinje, der mest af alt lignede noget Christinia ville være misundeligt på. De mest fantasifulde byggerier mellem gamle ubrugelige industribygninger, der får lov at være med mellem farver, finurligheder og et væld af malerier og farver. Området hedder World Trash Center og er et kultursted for alle dem, der ikke vil kendes ved det bedre borgerskab (som jeg forstod det).

 

 

Dernæst dukkede East Side Gallery op. Vi har stået og gået på den anden side af det lange stykke mur, bemalet med de fineste kunstværker, og selvom det er langt væk, når man står på dækket af et skib, er det stadig en oplevelse at se mur og maling mellem grønne træer og nye bygninger.

Vi endte med udsigt til den fine bro med tårne - Oberbaumbrücke. Herfra gik turen tilbage, med et kik til det hele fra en anden side. 

 

I øvrigt er skibet vi sejlede med en fortælling for sig. Det lignede en hjuldamper, de reklamerer med en hjuldamper. Der var et hjul, men det hang ikke sammen med en motor. Det blev udelukkende drevet af vandet og motoren under. Det drev på ingen måde skibet.

Det havde også skorstene. To høje fine skorstene, der ikke var tilknyttet en muglighed for røg. Der er mange broer over floden, de er mange steder lige så lave som broerne i København, og ganske som ved en kanalrundfart i Københavns Havn, skal man blive siddende og må ikke rejse sig op.

Det kan to høje skorstene selvsagt ikke håndtere. De er alt for høje, så når starten på turen går, lægger skorstenen sig ned, får at rejse sig igen, når den denn anden ende af turen er nået...

Det var en fin båd.

Bethlehemskirche

 

Vi holder meget af Berlin, og det er nok ikke sidste gang vi vender tilbage. Når vi vender tilbage til en by, forsøger vi altid at finde et nyt sted at bo, en ny bydel, for selvom vi har været byen rundt mange gange, bliver det med et andet syn, når vi pludselig bor og bevæger os rundt i et nyt område.

.

 

Det gik for eksempel op for os tidligere i dag, at det der sted vi fik forvildet os hen til, sidst vi var i Berlin, som var superhyggeligt og som vi fik bildt os selv ind, lå langt uden for lands lov og ret - det ligger lige om hjørnet. Det var nok aldrig gået op for os, hvis ikke vi havde slået os ned, og besøgt byen fra en anden vinkel. 

Byer udvikler sig og bliver tit mindre, jo bedre man kender dem. Det er lissom dengang Sille og jeg som elleve/tolv årige var gået en anden vej, stod ved Vor Frue Kirke i København og ikke kunne finde Strøget...

 

 

Så vi gik, en anden vej end før og kunne skimte et metalstativ, der så lidt spændende ud. Jeg ville nærmere, så pludselig en stiliseret kirke og blev nysgerrig på hvad det handlede om. Ud over metalmonumentet, var også en meget stor kugle med reb om. Jeg blev nysgerrig og gik hjem og slog det op.

I 1737 stod den bömiske Bethlehemskirche færdig i Berlin. Kirken var ikke særlig stor og hjemsted for en evengelisk reformeret bömisk menighed. De første i menigheden var flygtet fra Preussen, år tidligere af religiøse årsager.

Kirken levede sit eget stille  liv, indtil en dag i november 1943, da de allierede i et angreb på fjenden ødelagde kirken. Hvor ødelagt den blev af bombardementet kan jeg ikke finde noget om, men menigheden fandt nye lokaler, så den næppe været hel. 

 

 

I 1963 blev kirken sprængt helt væk, området jævnet med jorden og en lille plads opstod. Bethlehemskirchplatz. Pladsen ligger ud til Mauerstrasse, så vi tænker at sprængningen måske har handlet om at gøre plads til muren, der blev udbygget i det tidsrum.

Med tiden forsvandt muren, byen blev genopbygget og i 1999 blev der lavet en mosaik i belægningen på pladsen, der viste kirkens  grundrids. I 2012 fik den spanske konceptkunstner Juan Garaizabal lov at lave en lysinstallation på pladsen, der symboliserer kirken. Med kraftige stålbjælker byggede han et omrids af kirken, som den så ud, satte den på mosaikken i belægningen, så kirken genopstod i en nogen anden form, viklet ind i lys.

 

 

I første omgang skulle installationen stå nogle måneder, det blev udskudt til et års tid, hvorefter det blev besluttet at lade den stå. Om der stadig er lys, ved jeg ikke. Der var ikke lys, da vi gik forbi, men måske hen under aften. Det må vi undersøge.

Ved siden af kirken ligger en anden skulptur. Hauseball hedder den. Den er lavet af Claes Oldenburg og symboliserer de få husgeråd en flygtning kan have med sig, når flugten går.

 

 

Jeg fandt et gammelt billede af kirken på Wikipedia og er imponeret over  hvor tæt på den originale konstruktion stålskelettet er. Samtidig synes jeg det er en superfin måde at mindes noget, der var engang.

Jeg har fundet information på den tyske wikipedia - både om kirken og pladsen og på en fotojournal om husbolden.

Berlin

 

Vi er ankommet til Berlin. Vi bor lige ved siden af den store ballon, man nærmest kan se fra hele byen og Trabiworld - et sted hvor Trabanter er i højsædet. På den anden side af gaden ligger et Trabantmuseum og en Trabantbutik, hvor man kan købe Trabantlegetøjsbiler i alle farver. Og mønstre.

Rundt om hjørnet ligger CheckPoint Charlie. Jeg er ikke helt sikker på om vi kunne være mere midt i byen.

 

 

Da jeg kiggede efter overnatning ledte jeg i første omgang efter en lejlighed via Airbnb. Det har vi gjort før med succes. Vi vil gerne have et køkken og mulighed for at lave mad. Vi vil gerne kunne sætte drikkevarer på køl og er med tiden blevet glade for at kunne lukke en dør til et soveværelse og hver for sig være alene sammen.

Jeg kunne sagtens finde lejligheder via Airbnb, men prisen er steget temmelig meget siden vi sidst besøgte Tyskland. Så meget at det viste sig at en hotellejlighed var billigere. Altså endte jeg med hotellejlighederne. På en eller anden måde føles det mere sikkert end nogens lejlighed, som man aldrig rigtig kan være sikker på. 

Vi må så undvære en ovn. Af en eller anden grund følger der ikke ovne med i hotellejligheder, med mindre vi er villige til at betale noget mere end Airbnb. Anders mener ikke vi behøver en ovn, så længe der er kogeplade og elkedel er han tilfreds.

 

 

Det er så længe siden jeg bookede, at jeg slet ikke kunne huske hvad jeg havde bestilt. Jeg var omkring så meget at det hele blev rodet sammen i mit hovet. Heldigvis viser det sig at jeg har valgt ret godt.

Og heldigvis er hotellet i Berlin  en tak bedre end det i Hamborg. Det ville være ærgerligt hvis det var den anden vej. Begge steder er rigtig fine, men her i Berling er værelserne lidt større, møblerne lidt lækrere, badeværelset superlækkert og muligheden for at komme rundt fantastisk.

I Hamborg var der ingen spisebord, men en bar med barstole og ikke rigtig plads til benene. I Berlin er der spisebord og stole, lidt mere service og en emhætte. Her er også aircondition. Her er åbenbart så varmt, at der er sat en ekstra blæser ind. Det betyder at temperaturen er dejlig. 

Og så er der et gæstevaskeri. Der var varmt i Hamborg og der er varmt i Berlin. Vi har som  sådan tøj nok med, men vi har badet to gange om dagen og skiftet tøj flere gange, så det begynder at se lidt sløjt ud med beholdningen. 

Vi havde besluttet at finde et vaskeri i morgen, og så viser det sig at hotellet har et selv. Det gør det noget nemmere.  

Vi har en flok planer om hvad de næste dage skal indeholde. Vi mangler bare at sætte dem i system, så vi når det hele.