Bornholms Rovfugleshow

Berit er som tidligere nævnt fænomenal god til at finde nyt at se, når vi er på Bornholm. Denne gang endte vi med rovfugleshov i Rovfuglecentret, der ligger nærmest midt på Bornholm… Altså midt på, er en stor del af øen. Det ligger nærmere langt ude på landet mellem Nyker, Klemensker og Årsballe.

Showet startede indenfor i flyvehallen, hvor de mindre fugle blev vist frem samtidig med at historien om rovfugle blev bygget op. Vi mødte silkehøns, de er afsindig bløde, kan ikke flyve, men var meget glade for at spise larver. Derefter blev vi præsenteret for en latterfugl, eller en isfugl, som latterfuglen også er. Den var fin, vi fik lov at høre den grine, den kunne også godt lide larver – og ham dyrepasseren der lignede Legolas.

Dernæst fik vi lov at møde Jacob (tror jeg nok han hed – ellers gør han det nu). Jacob er en ara, der ikke har været på Rovfuglecenteret særlig længe. Jacob spiser nødder, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvorfor han skulle være mellem rovfugle. Men jeg kan huske at dyrepasserne fortalte den søde historie om hvordan Jacob havde været noget slap i musklerne, da de fik ham. Han havde levet på en pind og ikke trænet sin flyvemuskulatur – de vidste dog at han kunne flyve. For de havde prøvet.

Han var blevet sat på en pind helt oppe under loftet i flyvehallen – og så havde en dyrepasser skubbet til ham, så han blev nødt til at flyve, for ikke at falde. Han endte hos den af dyrepasserne, han sad hos, da vi mødte ham. Historien meldte også at det var den eneste af dyrepasserne han have tiltro til for øjeblikket. Muligvis fordi det var ham, der greb ham, da han var ved at falde.

Den sidste vi blev præsenteret for, mens vi sad i hallen var en lille slagugle. Jeg kan ikke huske hvad den hed, men den var ikke afsindig kvik. Den var ikke så gammel, og de var stadig ved at træne med den dagligt. Træningen gik i høj grad ud på, at uglen skulle flyve hen til den af trænerne, der stod og viftede med en død mus, som så udløstes som præmie. Samtidig med træningen betød det at uglen blev fodret. Sådan foregår ret meget rovfugletræning vist.

Men den her ugle ville hellere træne trænerne. Altså blev den siddende og sagde en meget ynkelig lyd, til de i stedet gik hen til den med maden. De gjorde det kun for at vise os hvad den ville. En enkelt gang. Det afholdt dog ikke uglen fra at mene træningen skulle vedblive at foregå på den måde – hvorpå den viste os allesamme hvor lidt gennemtænkt den var; den fløj nemlig op og satte sig på en af siddepindene oppe under loftet. Der sad den så og hylede op om at trænerne skulle komme op til den…

I øvrigt punkterede den ene af trænerne efterfølgende myten om uglers vid og klogskab ganske eftertrykkeligt. For som han sagde: Kig lige på det der hovede. Inde under fjerene er det på størrelse med en appelsin. Se så lige på øjnene og forstil jer at stoppe to øjne på størrelse med bordtennisbolde ind i hovedet (der er på størrelse med en appelsin).

Ugler hører sindsygt godt, og ørene sidder indeni. Så der skal også lige være plads i appelsinhovedet til to temmelig store lytteapparater – og noget mund.

Hvor meget plads tror I så egentlig der er tilbage til hjerne?

Jeg beklager billedekvaliteten, der alle er taget indenfor, og vender tilbage med flere billeder af større fugle, når vi er gået fra den indendørs flyvehal til forevisningspladsen udenfor. Der er lidt langt ad en sti bagom en flok små hytter og gennem en skov…

Legeparken i Kolding

Mens jeg prøver at få styr på alle billederne fra Paris og samtidig fylder dagene med arbejde, både tidligt og sent, er der heldigvis stadig klargjorte billeder og historier at fortælle fra flere af de sidste mange weekender.

Jeg kunne for eksempel fortælle om legeparken i Kolding. Den ligger mindre end ti minutteres gang fra stationen i samme by, og selvom de fleste voksne var tilbøjelige til at regne den for dødkedelig for børn ud over en vis alder, viste det sig et være et hit på en hjemtursdag, der rummede tid inden DSB havde fundet plads til den rejse de stiller til rådighed for skoleklasser.

Fra skolen hvor vi overnattede, spiste vi fælles morgenmad med en del af skolens elever, inden skolen ringede ind og vi hankede op i den pakkede bagage og begav os mod turen hjem.

Vi fandt en bus, der kørte os til stationen, og lærte at i Kolding ringer man i forvejen til busselskabet og aftaler en særlevering, når mange skal med bussen samtidig. Det gør man åbenbart flere steder i landet, men ikke heromkring, og trods buschaufførens modstand mod så mange elever med lige så meget bagage, fik vi lov at komme med.

Jeg fik lov at føre an fra stationen mod legeparken, og der var så overraskende kort, at jeg kom til at gå for langt, og vi kom ind fra bagsiden. Det var der vist ingen der lagde mærke til, i hvert fald tog det så kort tid at gå dertil at ingen af de bagageslæbende niendeklasseselever nåede at begynde at brokke sig.

Til gengæld sprang de lystigt ud i legeparkens muligheder. Speielt robåde og vandcykler vakte begejstring. At parken endda er bemandet – omend jeg ikke er helt sikker på at alle de fire stedlige hjælpere var der for at hjælpe. Det lignede mest en skovtur og hyggelig underholding fra en dels side.

En ramponeret minigolfbane, der ikke vakte begejstring hos mig, der alligevel er bedre vant (både min mormor, morfar og et par onkler gjorde sig tidligere i reel minigolf med mesterskaber og fine pokaler som resultat) vakte heldigvis større glæde hos ungerne, mens andre spilede skak i megastørrelse eller kørte om kap i mooncars med knæene oppe om ørene.

Da en enkelt var røget i vandet (heldigt bagagen var medbragt), alt var gennemprøvet, frokosten var spist og glæden over legeredskaberne endnu intakt, samlede vi os sammen, takkede for muligheden og gik tilbage mod stationen og toget hjem.

Skulle andre komme til Kolding og mangle lidt underholdning, der også giver godt bevægelse, er ideen hermed givet videre.

Det første møde med barndommens romance

Det var søndag da vi stod tidligt op, hankede op i de allerede pakkede kufferter og begav os mod bussen. Anders gik med og vinkede behørrigt, da 9A svingede om hjørnet og sendte os på eventyr.

Efterårsferien var netop startet, min erfaring med flyvning kan ligge på et meget lille sted og mange havde advaret os om at det kunne tage lang tid at komme gennem indtjekt og sikkerhedskontrol. Det gjorde det ikke. Alle de ferierejsende var åbenbart taget i forvejen, for vi kom nemt og hurtigt igennem, og to en halv time inden flyet lettede stod vi i afgangshallen. Så lang tid i forvejen at vores fly endnu ikke havde en gate vi kunne gå mod.

Altså dryssede vi rundt, Emilie havde snapchatkontakt med en kammerat, der også var i lufthavnen akkompagneret med hele familien. Hvorfor de ikke bare fandt hinanden og snakkede i stedet for at sende billeder fandt ingen af os nogensinde ud af. Vi nåede at blive sultne cirka samtidig med at gaten blev annonceret og belæsset med drikke og fornuftig salat fra Lagkagehuset fandt vi siddepladser ved afgangen og sad der længe nok til at blive en smule kolde, mens flyet dukkede op og gjorde klar til indtagelse.

Emilie er frygtelig højdeskræk. Hvor meget gik i virkeligheden først op for mig i løbet af den netop overståede uge. Der er mange høje steder i Paris. Flyveturene var de værste og selvom hun ikke ligefrem hyperventilerede, var det tydeligt at hun ikke brød sig om det. En anden gang vil hun hellere køre i tog, også hvis det skulle tage flere dage. Turen hjem var ikke så slem som turen ud, sagde hun vel ankommet til Danmark igen, og mente at det i højere grad var fordi det var mørkt udenfor end fordi hun havde prøvet det før.

Ankommet i Paris fandt vi rimelig hurtigt både kufferter, udgangen, adgangen, billeter til toget og toget til Paris. Fra Gare du Nord var der ikke langt at gå til hotellet og vel installeret víste det sig at være en hel del varmere end vejrudsigten havde klarlagt hjemmefra.

Altså lod vi de store frakker ligge og gik ud i byen. Vi gik mod floden, mod mad og mod Pont des Arts. Vi ville se lovelocks, selvom de muligvis var væk. Havde jeg læst hjemmefra – men mere om det en anden gang.

Ikke langt fra hotellet gik vi forbi en stor kirke. Eller stor er måske så meget sagt. Stor i dansk forstand, i forhold til de franske ganske lille. Til gengæld satte den gang i Emilies barndomserindringer og udspringet af ønsket om at komme til Paris. Og at bo på Montmartre.

Tegneserien LouLou fra Montmartre om det stakkels forældreløse pigebarn, der skal så grueligt meget igennem, bor på et børnehjem med en ond forstanderinden, som brændende ønsker at blive danserinde og kun har et par røde dansesko at mindes sin mor, var en af de serier på TV som Emilie så igen og igen dengang hun ikke var særlig stor.

Serien foregår på et Montmartre er der noget anderledes end i dag, og  som skuffede grumt de første dage, men senere viste sig fra en ganske anden side. Og kirken de i serien frekventerede var netop Notre Dame de Lorette, som vi gik forbi på vej mod de mere kendte steder af byen.

Det skabte glæde, specielt fordi den var genkendelig.

Vi gik vieder, fandt Louvre og den fine bro fra starten af attenhundredetallet – uden låse. Vi fik et kig mod Ile de la Cite og Notre Dame, og mærkede suset fra byen inden vi fandt pizza hos en græker, der talte dansk - ingen af delene nogen udpræget fornøjelse.

Vi var kolde da vi gik hjemad, alligevel valgte jeg omvejen forbi Moulin Rouge. I al sin pragt og med lys i vingerne, snurrede møllen langsomt rundt, Emilie fik set hvad hun havde brug for og jeg havde glemt hvor mange sexbutikker af enhver art, der ligger i området mellem den Røde Mølle og Place Pigalle.

For ikke at tale om alle de unge mænd, der havde fundet ud i det begyndende natteliv og tydeligt gerne havde slået følge med en teenager i alt for lidt tøj.

Vi boede lidt længere ude af vejen, tilpas langt væk til at natklubberne og sexbutikkerne forsvandt, og turistbutikkerne i stedet dukkede op. De larmende ikke på samme måde, og vores nattesøvn blev da heller ikke på nogen måde spoleret af lyde fra byen.

Paris

Vi er hjemme.

Vi har haft en skøn uge med masser af indtryk, masser af oplevelser og masser af glæde.

I morgen starter hverdagen igen.

Modne ellekogler

Et af de plantefarvede indslag handlede om ellekogler. Måske kan I huske det? Anders og jeg var på vej hjem fra haven, da vi gik forbi et træ med fine grønne kogler. De kom med hjem, et fed blev farvet og selvom det så lovende ud, endte farven med at være noget fesen.

Senere så jeg at modne ellekogler farver meget mørkere.

Da jeg i søndags kom hjem fra Bornholm, havde Anders været forbi træet igen og samlet de nu modne og udsprugne ellekogler. Jeg stoppede dem i gryden, hældte vand på og kogte det op, inden det fik lov at stå et par timer og putre. Inden jeg gik  i seng, slukkede jeg for blusset. Næste morgen var suppen afkølet, det allerede farvede ellekoglegarn blev blødt op, inden det blev stoppet ned i afkoget med kogler og det hele, og kogt op igen.

Det stod på komfuret på laveste blus et par timer, inden det igen fik lov at køle af.

Nu er det tørt, farven er ikke rigtig grøn og ikke rigtig brun, men meget mere spændende, end den lyse fra de friske kogler. Jeg huskede at gemme en tråd fra det først farvede, inden jeg overfarvede, og sammenligningen giver et tydeligt billede af forskellen mellem friske og modne kogler.

Farven ligger nærmest mellem rødløgsskallerne og valnødderne. Altså er det allerede besluttet. at løber jeg tør for den ene eller dem begge i det igangværende Mystery, bliver det ellekoglerne der tager over.

Westknit Mystery 2016

Stephen West er vist efterhånden et ikon inden for strikdesign. Han formår som få at kombinere på overraskende og fabelagtige måder, der gerne ligger langt uden for normen og er afsindigt sjovt at strikke.

Hvert år laver han et Mystery Shawl. I år er ingen undtagelse.

I virkeligheden er jeg ikke virkelig begejstret for Hr Wests designs, og af de fire foregående Mystiske sjaler jeg har strikket, bruger jeg kun et. Men underholdningsværdien sammen med utrolig velskrevne opskrifter betyder alligevel at jeg har besluttet at strikke med år efter år efter år.

I år er selvfølgelig ingen undtagelse. Da eventyret med plantefarvet garn var på sit højeste, besluttede jeg at det ville være helt på sin plads at strikke et tosset projekt med et andet tosset projekt. Og sådan gik det til at jeg for en uges tid siden stødte på noget af en udfordring.

Årets Westknit Mystery kræver fire farver. Alle fire farver kræver noget mere garn end hvert af mine solfarvede nøgler. Altså er jeg allerede bagud. Stephen foreslår i første clue at har man mere af nogle farver end andre, bør de bruges til farve A og B og sådan gik det til at farve A og B nærmest valgte sig selv mellem mit ret begrænsede, temmelig spredte farvemæssigt lager af plantefarvet garn.

Jeg har to nøgler lilla farvet med blåtræ. Altså blev farve A den lilla. Jeg er startet med den gennemfarvede og lægger den melerede til, når jeg løber tør.

På samme måde var der ingen anden mulighed for farve B end de to forholdsvis forskellige nøgler, der begge involverer sorte bønner. Igen er jeg hoppet på den mørkeste og det første forsøg som det først strikkede. Senere er der plads til det noget lysere og mere varierede.

Derefter blev det svært. Og i den grad uden for min komfortzone. Uanset hvordan jeg kombinerede de resterende farver blev det meget… farvefyldt. Jeg har det bare bedst med farver, der kan samles inden for et afgrænset område af farvecirklen. Det var ikke muligt her.

Jeg endte med at vælge valnød til farve C og rødløgsskaller til farve D.

Når jeg nu har det bedst med mindre forskelligartede farver overrasker det mig lidt, at jeg faktisk synes det første clue slet ikke er så ringe endda. Det hjælper helt sikkert at plantefarvet garn har en tendens til at ligge inden for samme valørfelt/tone/ducethed i farven.

Andet clue er printet ud, men endnu ikke startet. Jeg tager det med til Paris. Det fylder ikke mere, end det er til at have med og mon ikke det passer meget godt til en uges strikketid mellem tøsehygge, kultur og byvandringer.

Paris

Det er femten år siden jeg var i Paris. Jeg var nyskilt, efterårsferien stod for døren og jeg havde pludselig en hel uge uden børn i udsigt. Det var helt sikkert Sille der pressede på, ellers var jeg aldrig kommet af sted.

Til gengæld slog min mor til i samme øjeblik jeg spurgte, og inden jeg så mig om, havde vi bestilt billetter, hotel og var på vej mod byernes by. Det var mit første og til dato eneste besøg i Paris. Jeg husker det som en fantastisk uge, med masser af oplevelser og skønne ture gennem byen.

Jeg tror det var dengang ideen om at tage til Paris sammen med Emilie blev født. Jeg tror jeg sagde det højt da hun var omkring ni, og siden har vi snakket meget om det, Emilie har igen og igen ønsket at skulle bo på Montmartre, men det er aldrig blevet til noget. Specielt økonomien har jeg ikke rigtig kunne overskue. Årene gik, pludselig flydte hun atten, og det stod klart at skulle det være, skulle det være nu.

Jeg kontaktede alt, for at være sikker på hun kunne komme af sted. Sørgede for selv at få fri i efterårsferien, ringede til det kommende uddannelsessted, for at være sikker på at de holdt efterårsferie og var forbi arbejdspladsen, for at sikre at hun kunne blive friholdt for vagter i hele uge toogfyrre og weekenden før. Alle ønskede os på forhånd en god tur, holdt tand for tunge og til sidst blev billetter og hotel (selvfølgelig på Montmartre) booket, nærmest i samme øjeblik Anders og jeg kom hjem fra Berlin. På dagen for dagen, da vi sad i Sverige og spiste rødt kød til frokost, fik hun overrakt en konvolut med alle detaljer om rejsen.

Hun har danset rundt på lyserøde skyer siden.

Omvendt har jeg slet ikke kunne forholde mig til at skulle af sted. Min kalender har været så fyldt at jeg ikke har kunne rumme andet end de nærmeste dage. Men nu er det nu. I morgen flyver vi, og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en helt igenenm fantastisk uge.

Lørdag handler om at pakke. Jeg har checket ind online, vi tager af sted i god tid og så håber jeg bare vi kan finde rundt i lufthavnen. Det er trods alt femten år siden jeg sidst har fløjet, og meget er sket siden da.

I morges vågnede jeg klokken fem og kunne ikke tænke andet end lufthavn, lufthavn, lufthavn  og tænk hvis det går galt… Det tror jeg ikke det gør, til gengæld tolker jeg mine tanker som en smule sommerfugle i maven og glæde mod den kommende uge.

Computeren bliver hjemme, det gør kameraet ikke. Og mon ikke, der kommer flere billeder med hjem end de ti jeg havde på filmen dengang for femten år siden, da min mor og jeg kom hjem.

Jeg tror det.

Jeg håber på en kurv

Det ene øjeblik synes jeg kun mine igangværende projekter handlede om hækling. Det næste, var der pludselig slået op til mere end et strikket af slagsen.

Men der er også det med at vinde garn om en snor. Det eventyr er kun lige begyndt.

Jeg købte en rulle blå nylonreb. Det har vist sig at være langt mere fleksibelt at arbejde med end papirgarnet, der ellers har været indeni de projekter jeg har forsøgt mig med.

I Klubben ligger en halvfærdig lille skål, der bliver arbejdet på, når jeg har tid. Jeg brugte hvad jeg havde, og pludselig viste det sig at det kedelige knyttegarn, jeg husker fra min barndom, og som i mange år har levet et kummerligt liv forvist til et dunkelt hjørne, er eminent at løbbinde med.

Jeg havde to farver. Ud over mit forsøg, er også tre piger i gang og enkelte drenge har vist interesse for projektet. Julegaveindkøbene er netop pakket ud, og nu har vi seks farver at gøre godt med.

Herhjemme arbejder jeg med jute. Jute er dejligt at arbejde med. Lettere at ligge pænt end det noget hårdere knyttegarn, og også tykkere. Det betyder at arbejdet vokser med en noget større styrke. Jute består af temmelig korte fibre. Derfor har vi nu også mørkelilla fibre over hele lejligheden, og jeg har fundet værdien af at lægge et viskestykke under, når jeg arbejder.

Jeg har en plan om en lille kurv. En plan, for det der løbbinding kan vist godt gå hen og få sit eget liv. Den er startet som en rund bund, og har siden forsøgt at blive oval. Den bliver bundet med maskesting, den skal have håndtag og være stor nok til at indeholde et lille strikkeprojekt. Bare et lille et. Jeg er endnu ikke dreven nok til større kurve.

Måske har jeg heller ikke opbygget nok tålmodighed. Jeg vil forfærdelig gerne se enden på det. Se om mine ideer holder og tage projektet i brug. Større ting må komme med erfaringen ... eller løbe ud i sandet, når eventyret slutter.

Lige nu er det stadig spændende.

Kobbeådalen

Berit er eminent til at finde udforskningsspændende steder på Bornholm. Der er ingen tvivl om at hun er godt hjulpet af gode opslagsværker om Bornholm, men det ændrer ikke ved, at vi hver gang vi besøger øen, ser nye smukke steder.

Denne gang udforskede vi Kobbeådalen, som er en af de utallige sprækkedale der findes på Bornholm. Af de mere kendte kan nævnes steder som Ekkodalen og Døndalen, men de mindre kendte af slagsen er så absolut også værd at besøge.

Det regnede da vi forlod Svaneke. Blæsten var kold og vi var tæt på at aflyse foretagenet og i stedet tage hjem. Vi endte alligevel med at gøre forsøget, forberedt på at gå tilbage, hvis det skulle blive for koldt og regnfyldt. Det var det heldigvis ikke – indtil vi skulle tilbage. Men da var det for sent.

Selvom sommeren har varet længe, måtte vi i lørdags sande, at efteråret for alvor har sat ind. Der var stille, tørt og rart mellem træerne i sprækkedalen. Blæsten fra de sidste dage havde tydeligt gjort krav, for på skovbunden lå et tykt tæppe af blade. Ikke bare brune efterårsblade, men også masser af grønne og hele grene, stadig med blade.

Vi fulgte åen fra udløbet ved kysten mod vandfaldet i den anden ende. Der var ikke meget vand tilbage, og en løber med en hund vi mødte et par gange, kunne da også på forhånd fortælle at det var et noget trist vandfald vi var på vej mod.

Det føles som ren natur at gå gennem dalen, der sine steder er vanskeligt at forcere, men turen hjælpes lidt på vej af otte træbroer, der fører over åen og langs den stejleste del af klippesprækken.

Fra vandfaldet valgte vi af uvisse grunde at forlade sprækkedalen og gå langs vejen tilbage. Vi startede godt ud gennem skoven ad en større sti. Mens de andre førte an, overhørte jeg min mavefornemmelse, der sagde mig at vi gik den forkerte vej. Efter et stykke tid, kom vi ud af skoven og havde Østerlars Rundkirke foran os. De der kender en smule til Bornholms geografi vil vide at Østerlars Rundkirke ikke burde ligge på vores vej tilbage mod nordkysten og den parkerede bil…

Vi vendte om, gik gennem skoven og den rigtige vej mod vejen og i retning af endnu to kilometer i susende kold blæst på en meget flad landevej. Tilbage ved bilen måtte vi alle indrømme at ingen af os anede hvorfor vi ikke gik gennem den stille ådal tilbage. Ej heller hvorfor vores tur blev dobbelt så lang.

Det sidste skabte ikke større problemer end meget sen aftensmad og en sund følelse af træthed i kroppen.