Tyvstjålet

Inspireret – hedder det vist.

Liselottes blomst passer fint til de indianske striber, som aftenen bød på i stedet for strikkede kanter.

Et par lommer med dekorationer, der undervejs fik mig til at tænke på indsyede indiske spejle på piskesmældsnederdele i min pure ungdom – dengang i 80’erne.

Sammensætningen af de runde former, striberne og farvene får mig til at tænke på min langhårede barndom, hippier og løse gevanter.

Ikke egentlig det, der præger min garderobe mest. Jeg er bedst til ensfarvede stoffer, og kommer sjældent hjem med mønstre, men jeg tror det her kan blive en vinder og drømmer om en hoppende og dansende række blomster langs den nederste kant.

Lidt hippie er der vel over mig, der dengang i 80’erne, da alle andre lyttede til Duran Duran, Madonna og Tøsedrengene hellere satte en plade med The Beatles på… Enten det, eller også er jeg bare håbløst bagud.

Indianske striber

Hjemført fra Guatemala, for år tilbage efter en rejse med Mellemfolkelig Samvirke.

Det var ikke mig, der var afsted, selvom jeg godt kan drømme. Men stoffet har jeg, jeg har haft det et par år. Nu skal det blive til nederdele. Men først en strikket blonde, til at sætte på – mindst 3½ meter!

Hvilken farve er endnu ikke bestemt, jeg har masser af bomuldsgarn, men måske ikke nok af samme farve. Skal der flere farver til? Eller, skal jeg finde den rigtige et sted ude i byen… Det er spørgsmål, der endnu ikke er svar på.

Jeg tænker og prøver mig lidt frem. Måske skal der hækles… Eller blomster inspireret af Liselotte. Muligheder er der nok af, og jeg har ikke travlt… Enden kan også ende et helt andet sted.

Sådan er jeg. Ideerne springer, sætter sig fast eller forsvinder igen. Jeg har plads, og processen er ofte den mest spændende del af hele foretagende.

Candyfloss og sort

Lyserød som yndlingsfarve er erstattet med sort. Jeg strikkede lyserød, men med sorte kanter.
Den er godtaget, hun mener nok den kan blive brugt.
trekvarte ærmer og med en sløjfe i siden, kan den måske gå hen og blive overtøj i en nærmere fremtid. Måske ender den i en krøllet bunke på gulvet. Det er aldrig til at vide!
På kom den, for en kort bemærkning, med chokolade i munden og tankerne på maden, der i dag er hendes opgave. – Bliv så færdig, jeg skal videre…
Imens har jeg nye tanker, der skal prøves af.

Endelig

For et stykke tid siden var vi på planteskolen og ville så gerne finde dahlia.

Eneste mulighed var knolde, der hverken var forspiret eller tilsat lidt jord. Umiddelbart tænkte vi, det nok var ved at være for sent. Efter at have læst lidt på posen, skulle vi alligevel have tid.

Plantet blev de, og siden har Anders gået rundt og sukket efter, hvornår de skulle komme op. Så går tiden langsomt og det føltes nærmest som måneder. Han var på nippet til at opgive nogensinde at se noget til dem.

Stor var glæden i går, da de første spirer viste sig. Nu sker der noget :)

Det bliver spændende at følge og lur om ikke der vil vise sig flere billeder heromkring!

Over Damhussøen

Mit nye kamera tager generelt nogle udemærkede billeder, men når først tusmørket har sat ind, kommer det kort. Derfor er billedet af den unge svane, der lå og puttede sig, da vi kørte hjem fra min mor, ikke et af de skarpeste, kameraet nogensinde har taget.

Det blev en hyggelig aften, med de bestilte Boller i Karry, poker om tændstikker og et kortspil af de hyggelige. Den lyserøde blev stort set færdiggjort, nu mangler bare de sidste ender og et bindebånd.

Søsteren min havde hele flokken af unger med og mens de to store legede med det sjove tårn og kuglerne, rendte Emilie rundt med babyen, der ikke længere helt kan betegnes baby. Han vil selv og kan selv – i hvert fald nogen gange.

En halv vandmelon, en kande the og en oversigt over pilgrimsruten El Camino i Nordspanien, som moderen og kæresten planlægger at gennemføre de sidste 300 km af i løbet af en måned til efteråret, pakkede vi sammen og vendte hjemad. Emilie med frokost til i morgen, for mormors gode Boller i karry kan sagtens spises kolde uanset tidspunkt på døgnet… Hvis man er Emilie. Nu er spørgsmålet så, om de kommer med i skole eller ender som morgenmad i morgen tidlig?

Bare jeg ikke behøver, så bestemmer hun selv!

Køer uden brok

En hurtig tur efter det mest nødvendige, f.eks ingredienser til de pølsehorn, Emilie har planlagt at bage, tog meget længere tid.

Dels skulle der bruges tid til billeder af træernes blomster eller mangel. Billeder af græsplænens bellis og de sarte syrener på den lille busk nede ved hækken.

Men langt den største tid blev brugt i butikken, hvor mange flere end jeg, havde besluttet at skulle hen. Så mange kunder at den tredie kasse, der ellers aldrig blilver brugt og som altid har problemer, blev taget i brug. Så mange kunder at de tre køer snoede sig ned gennem hele butikken. Der lød ingen brok, alle tog den tid, det nu måtte tage. Selv da der fra kasse nummer tre lød råb om, at der kun kunne modtages Dankort – ingen kontanter, og flere måtte rokere rundt. Eller da kasse nummer et brød ned og køen stille og roligt måtte flettes med køen ved siden af.

Det var næsten helt hyggeligt at stå der, sammen med alle de andre i samme båd. Nok mest hyggeligt fordi det snarrere er reglen end undtagelsen at kunderne i netop vores butik råber op og brokker sig, ved enhver given lejlighed.

Men ikke i dag. I dag skinner solen og alle var glade.
Senere bringer dagen os til min mor, hvor vi er inviteret til middag og hun endnu engang står i spidsen for Boller i karry, som kun hun kan lave og børnebørnene elsker!

Tøserne på tur

For engangs skyld glemte jeg kameraet, så der er ingen billeder af strålende spændte tøseøjne eller smukke regndråber på blade og andet grønt. For nok kan det føles koldt og vådt og trist, når det regner. Men smukke motiver er der altid masser af.

Der er heller ingen billeder af manden, der sad foran Helligåndskirken og spillede violin så smukt, at det fyldte hele den halvtomme grå gade. Eller husene omkring Gråbrødre Torv, Emile pludselig fik øjnene op for, som gamle, skæve og smukke.

Ingen billeder af det kæmpe cigaretskod, der for øjeblikket ligger midt på samme torv til påmindelse for Københavnerne om, hvor mange penge der årligt bruges på at rydde rygernes efterladenskaber op. En knap på siden, fik en mandsstemme til at fortælle fakta om omfanget af og prisen på oprydning og rengøring.

Ingen billeder af det danseshow med tilhørende sang Emilie opførte over de 15 minutter vi ventede på Hovedbanen på toget hjem. Eller den overdådige klematis vi gik forbi på vej fra toget, og som mindede mig om en fjern fortid og en anden overdådighed.

Ingen fysiske billeder selvsagt, for billederne for mit indre øje har jeg stadig. Billederne og minderne om en rigtig hyggelig dag, bare os to alene.

Vores dag startede i Palads, hvor vi bestilte billetter til Hannah Montana, en fornuftig disposition, for der var rigtig mange i salen, da filmen begyndte. En film jeg faktisk synes var god og egentlig også seværdig. Emilie var nærmest helt blændet, da vi gik derfra. Min entusiasme bunder måske mere i, at forventningerne havde været knap så høje.

Men inden filmen rundede vi Jensens Bøfhus, hvor en sen frokostbøf klarede sulten. Emilie lod vide, at selvom hun synes maden er fin god, er det faktisk kun for tag-selv-softicen hun ønskede turen dertil.

Da jeg er moren og sådan nogle ind imellem er lidt kedelige, forlangte jeg hun spiste noget ordentlig mad først. Da jeg så godt kunne se problematikken i ikke længere at kunne indeholde så meget is, besluttede vi at vente med desserten til efter filmen. Noget der viste sig, at være et fint arrangement.

Det betød også at vi ikke længere havde travlt og da jeg ikke ligefrem følte mig glemt, snarere overset, havde tanken om, hvor lang tid en frokost kan tage, været inden om. Selv Emilie lagde mærke til den noget langsommelige betjening og nåede lige inden bøfferne endelig kom på bordet til konklusionen:

Hvis jeg ikke snart får noget at spise, kan jeg slet ikke spise noget!

I forsøget på lidt hurtigere betjening, fandt vi efter filmen en anden afdeling af bøfhuset, dog uden den store forandring. Og tøsebarnet måtte indse at selvom is ad libitum lyder godt, er det alligevel begrænset, hvor meget hun alligevel kunne spise!

Regnfulde planer

Jeg er vågen igen og mærkeligt nok frisk. Jeg prøvede virkelig men efter tre timers søvn, mente det indre vækkeur, at nu måtte det være tid til at stå op. Udenfor regner det og dmi lover det bliver ved det meste af dagen. Måske derfor, måske også fordi kroppen ved bedre og godt kan regne ud at tre timers søvn lige er lidt for lidt, fryser jeg. Ikke meget, bare nok til at tage lidt mere tøj på, end ellers.

Hemmeligheden er fortalt. I går fortalte jeg bare Emile at hun skulle være hjemme og klar til klokken et. I dag har hun fået hele programmet. For selvom overraskelser er hyggelige, kan de også være forfærdelige. Jeg hader selv, når andre planlægger, på mine vegne, men ikke vil fortælle hvad planlægningen går ud på. Når der skal laves sociale events og ingen må vide hvad der skal ske.

Jeg bliver irriteret, har ingen lyst til at deltage og føler mig bundet. Derfor er hemmeligheden ikke længere en hemmelighed. I går var det nødvendigt for mig, for tænk nu hvis jeg ikke kunne vågne, tænk nu hvis der måtte ændringer til i programmet.

Nu er det fastlagt og om lidt skal vi ud i regnen, med paraplyer og fornuftigt tøj.

Ude på altanen står Anders’ lilje, med regndråber som perler på en snor. Liljen han plantede for tre år siden, og som for hvert år har vokset sig større og større og nu afsætter skud til alle sider.

Den er blandt yndlingene og bliver passet og plejet, som en plante nu kan, i en potte på en altan.

Natteroderi

Tidlig morgen, hjemme igen efter en superhyggelig nat med 10 glade drenge og min søde kollega i et snævert lokale med store skærme, behagelige stole og ingen plads til bevægelse. Alligevel lykkedes det at en livlig trafik smyger sig mellem ryggene, på vej efter cola, slik eller franske hotdogs.

Jeg havde lovet det og jeg gjorde det – spillede Counter Strike. Skydespillet, der udelukkende går ud på at skyde de andre, inden de skyder dig. Jeg havde endda lovet at spille mindst 20 minutter. Det var vist det længste jeg kunne strække det.

Og så var det rigtig sjovt. Pulsen steg og vejret blev holdt, mens jeg til tider nærmest panikagtigt skød til alle sider i forsøget på at overleve. De første omgange døde jeg, længe inden jeg nåede at opfatte det, men efterhånden virkede det og så blev det for alvor sjovt… husk at gemme dig, og se til alle sider. De kommer oftest bagfra, eller hvor de blinde vinkler nu er.

To timer gik der, mindst!! Før det pludselig var tid til at pakke sammen og køre hjem i den stille lyse kolde morgen.

Nu er klokken alt for sent og jeg skal knalde brikker lige om lidt. jeg skal bare lige sidde i fem minutter. jeg duer ikke til at komme ind ad døren og gå lige i seng.

Men i seng det skal jeg, for dagens program er langtfra slut. Jeg har lovet Emilie en tur på Jensens Bøfhus, der for en 10årig godt kan være et fantastisk sted at spise. Specielt isen trækker. Samtidig har hun kig på filmen om Hannah Montana, hun selvfølgelig skal se.

Skal det være, skal det være i dag. Uret er sat til klokken 1, så håber jeg på at kunne mønstre tilstrækkelig friskhed til en tøsetur mod byen.