Paris

Det er femten år siden jeg var i Paris. Jeg var nyskilt, efterårsferien stod for døren og jeg havde pludselig en hel uge uden børn i udsigt. Det var helt sikkert Sille der pressede på, ellers var jeg aldrig kommet af sted.

Til gengæld slog min mor til i samme øjeblik jeg spurgte, og inden jeg så mig om, havde vi bestilt billetter, hotel og var på vej mod byernes by. Det var mit første og til dato eneste besøg i Paris. Jeg husker det som en fantastisk uge, med masser af oplevelser og skønne ture gennem byen.

Jeg tror det var dengang ideen om at tage til Paris sammen med Emilie blev født. Jeg tror jeg sagde det højt da hun var omkring ni, og siden har vi snakket meget om det, Emilie har igen og igen ønsket at skulle bo på Montmartre, men det er aldrig blevet til noget. Specielt økonomien har jeg ikke rigtig kunne overskue. Årene gik, pludselig flydte hun atten, og det stod klart at skulle det være, skulle det være nu.

Jeg kontaktede alt, for at være sikker på hun kunne komme af sted. Sørgede for selv at få fri i efterårsferien, ringede til det kommende uddannelsessted, for at være sikker på at de holdt efterårsferie og var forbi arbejdspladsen, for at sikre at hun kunne blive friholdt for vagter i hele uge toogfyrre og weekenden før. Alle ønskede os på forhånd en god tur, holdt tand for tunge og til sidst blev billetter og hotel (selvfølgelig på Montmartre) booket, nærmest i samme øjeblik Anders og jeg kom hjem fra Berlin. På dagen for dagen, da vi sad i Sverige og spiste rødt kød til frokost, fik hun overrakt en konvolut med alle detaljer om rejsen.

Hun har danset rundt på lyserøde skyer siden.

Omvendt har jeg slet ikke kunne forholde mig til at skulle af sted. Min kalender har været så fyldt at jeg ikke har kunne rumme andet end de nærmeste dage. Men nu er det nu. I morgen flyver vi, og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en helt igenenm fantastisk uge.

Lørdag handler om at pakke. Jeg har checket ind online, vi tager af sted i god tid og så håber jeg bare vi kan finde rundt i lufthavnen. Det er trods alt femten år siden jeg sidst har fløjet, og meget er sket siden da.

I morges vågnede jeg klokken fem og kunne ikke tænke andet end lufthavn, lufthavn, lufthavn  og tænk hvis det går galt… Det tror jeg ikke det gør, til gengæld tolker jeg mine tanker som en smule sommerfugle i maven og glæde mod den kommende uge.

Computeren bliver hjemme, det gør kameraet ikke. Og mon ikke, der kommer flere billeder med hjem end de ti jeg havde på filmen dengang for femten år siden, da min mor og jeg kom hjem.

Jeg tror det.

Jeg håber på en kurv

Det ene øjeblik synes jeg kun mine igangværende projekter handlede om hækling. Det næste, var der pludselig slået op til mere end et strikket af slagsen.

Men der er også det med at vinde garn om en snor. Det eventyr er kun lige begyndt.

Jeg købte en rulle blå nylonreb. Det har vist sig at være langt mere fleksibelt at arbejde med end papirgarnet, der ellers har været indeni de projekter jeg har forsøgt mig med.

I Klubben ligger en halvfærdig lille skål, der bliver arbejdet på, når jeg har tid. Jeg brugte hvad jeg havde, og pludselig viste det sig at det kedelige knyttegarn, jeg husker fra min barndom, og som i mange år har levet et kummerligt liv forvist til et dunkelt hjørne, er eminent at løbbinde med.

Jeg havde to farver. Ud over mit forsøg, er også tre piger i gang og enkelte drenge har vist interesse for projektet. Julegaveindkøbene er netop pakket ud, og nu har vi seks farver at gøre godt med.

Herhjemme arbejder jeg med jute. Jute er dejligt at arbejde med. Lettere at ligge pænt end det noget hårdere knyttegarn, og også tykkere. Det betyder at arbejdet vokser med en noget større styrke. Jute består af temmelig korte fibre. Derfor har vi nu også mørkelilla fibre over hele lejligheden, og jeg har fundet værdien af at lægge et viskestykke under, når jeg arbejder.

Jeg har en plan om en lille kurv. En plan, for det der løbbinding kan vist godt gå hen og få sit eget liv. Den er startet som en rund bund, og har siden forsøgt at blive oval. Den bliver bundet med maskesting, den skal have håndtag og være stor nok til at indeholde et lille strikkeprojekt. Bare et lille et. Jeg er endnu ikke dreven nok til større kurve.

Måske har jeg heller ikke opbygget nok tålmodighed. Jeg vil forfærdelig gerne se enden på det. Se om mine ideer holder og tage projektet i brug. Større ting må komme med erfaringen ... eller løbe ud i sandet, når eventyret slutter.

Lige nu er det stadig spændende.

Kobbeådalen

Berit er eminent til at finde udforskningsspændende steder på Bornholm. Der er ingen tvivl om at hun er godt hjulpet af gode opslagsværker om Bornholm, men det ændrer ikke ved, at vi hver gang vi besøger øen, ser nye smukke steder.

Denne gang udforskede vi Kobbeådalen, som er en af de utallige sprækkedale der findes på Bornholm. Af de mere kendte kan nævnes steder som Ekkodalen og Døndalen, men de mindre kendte af slagsen er så absolut også værd at besøge.

Det regnede da vi forlod Svaneke. Blæsten var kold og vi var tæt på at aflyse foretagenet og i stedet tage hjem. Vi endte alligevel med at gøre forsøget, forberedt på at gå tilbage, hvis det skulle blive for koldt og regnfyldt. Det var det heldigvis ikke – indtil vi skulle tilbage. Men da var det for sent.

Selvom sommeren har varet længe, måtte vi i lørdags sande, at efteråret for alvor har sat ind. Der var stille, tørt og rart mellem træerne i sprækkedalen. Blæsten fra de sidste dage havde tydeligt gjort krav, for på skovbunden lå et tykt tæppe af blade. Ikke bare brune efterårsblade, men også masser af grønne og hele grene, stadig med blade.

Vi fulgte åen fra udløbet ved kysten mod vandfaldet i den anden ende. Der var ikke meget vand tilbage, og en løber med en hund vi mødte et par gange, kunne da også på forhånd fortælle at det var et noget trist vandfald vi var på vej mod.

Det føles som ren natur at gå gennem dalen, der sine steder er vanskeligt at forcere, men turen hjælpes lidt på vej af otte træbroer, der fører over åen og langs den stejleste del af klippesprækken.

Fra vandfaldet valgte vi af uvisse grunde at forlade sprækkedalen og gå langs vejen tilbage. Vi startede godt ud gennem skoven ad en større sti. Mens de andre førte an, overhørte jeg min mavefornemmelse, der sagde mig at vi gik den forkerte vej. Efter et stykke tid, kom vi ud af skoven og havde Østerlars Rundkirke foran os. De der kender en smule til Bornholms geografi vil vide at Østerlars Rundkirke ikke burde ligge på vores vej tilbage mod nordkysten og den parkerede bil…

Vi vendte om, gik gennem skoven og den rigtige vej mod vejen og i retning af endnu to kilometer i susende kold blæst på en meget flad landevej. Tilbage ved bilen måtte vi alle indrømme at ingen af os anede hvorfor vi ikke gik gennem den stille ådal tilbage. Ej heller hvorfor vores tur blev dobbelt så lang.

Det sidste skabte ikke større problemer end meget sen aftensmad og en sund følelse af træthed i kroppen.

Svanen af Svaneke

For omkring halvanden hundrede år siden blev et skib bygget i Svaneke. Skibet var en bark, den fik navnet Svanen og sejlede sikkert rundt i danske og andre farvande i mange, mange år. Det sidste ved jeg ikke noget om, jeg kan ikke finde nogen kilder.

Jeg ved derfor heller ikke hvorfor en delvis rekonstruktion af Svanen står og henfalder på Svaneke havn. Men jeg ved at flere parter for flere år siden besluttede at genopbygge Svanen, efter de originale tegninger. Byggeriet startede i Nexø, men på et tidspunkt slap pengene op, og det blev besluttet at lade Svanen vende hjem til Svaneke.

Der står den nu. Eller skelettet med delvise spanter og andre skibsdele jeg ikke kender navnene på. Bygget af massivt bornholmsk eg, skal det delvise og temmelig usødygtige projekt nok holde en hel år. Der findes planer om en udstilling på haven i Svaneke, men det så vi ikke noget til.

Som den ligger der, kuldsejlet og vindomsust, er det alligevel et både dragende og smukt bidrag til et håndværk og en historie, der garanteret er meget mere spændende, end det jeg har gravet frem.

Der var koldt i Svaneke og havet viste tænder, da vi lørdag formiddag forlod skoven ved Rubinsøen og satte kursen ud mod eventyr. Havet viste tænder, som vi gik gennem byen og de hjemmefra glemte huer stod i høj kurs.

Fra det lille Hallegaardudsalg købte vi svinekæber til aftensmaden, fra sæbesyderiet kom nye vaskemuligheder med hjem og hos Pernille Bülow genskabte jeg et noget mindre minde end skibsskroget ved havnen, mens andre købe lakrids hos Johan Bülow.

For mange år siden købte jeg et sæt ørenringe lavet af genbrugsglas af en enlig mor fra Ghana. Pernille Bülow har i mange år haft et samarbejde kørende, der giver kvinderne en indtægt og os andre en mulighed for at bære en spændende historie.

Mine gamle ørenringe er forlængst forsvundet, men nu har jeg et sæt nye. Samtidig er samarbejdet udviddet, så jeg også ved hvem der har lavet perlerne i mine smykker, og kan læse hendes historie.

Vilde kontraster

Hurtigfærgen til Bornholm, var aflyst de sidste dage af sidste uge, og de gamle langsommere var i stedet sat ind. Det gav en smule uro i forhold til weekenden, der stod i den kollegiale hygges tegn.

Berits sommerhus ved Hasle var endnu engang rammen om en skøn weekend med skønne kvinder på den skønne ø, vi hvert år vender tilbage til. Heldigvis var færgen ikke aflyst, da vi fredag fyldte bilen og satte kursen mod Ystad og overfarten mod en dejlig weekend.

Sidste år havde vi mændene med. Både den stadig ansatte og den forlængst pensionerede, men det var bare ikke det samme. Det er en udpræget tøseweekend, og når Henrik gerne holder Klubben åben, så vi andre kan komme tidligt af sted, lover vi selvfølgelig at købe chokolade med tilbage.

Vandet så stille og spejlblankt ud som vi nærmede os Ystad. Men det var ren synsbedrag. Jeg har sejlet til Bornholm mange gange, men jeg kan faktisk ikke huske en overfart, der var så gyngende og så begyndende kvalmefyldt, som den vi oplevede i fredags.

Vi havde ikke sejlet længe, før Louise og jeg kiggede på hinanden og besluttede at gå udenfor. Først da jeg rejste mig op, gik det op for mig hvor meget vi gyngede, og endnu hurtigere stod det klart at søgangen betød at der skulle tænkes strategisk inden bevægelse fra A til B. Pauser med faste tag i det nærmeste fastspændte var så afgjort en god ide mere end een gang, inden vi nåede døren ud til dækket.

Ude var det meget rarere. Vi fandt en god plads op ad rælingen, lige bag redningsbådene, der både gav udsyn, men også en følelse af ikke at stå alt for tæt på kanten. Vi opgav hurtigt at gå indenfor igen og valgte, trods meget kolde fingre og ører at blive ude resten af overfarten.

Skibet skiftesvis huggede og rullede i bølgerne og skumsprøjt stod så højt at vi blev gennemblødte, på trods af, at vi stod på øverste dæk. Jeg forsøgte at tage billeder, der både viste skumsprøjt, bølgegang og det vilde vejr. Jeg må desværre indse at det ikke virkede særlig godt. Men jeg lover at vi smagte af saltvand i hele ansigtet, da vi kørte af færgen, vores læber var sprøde og kameraret var tæt på at dø og nægtede gang på gang at lukke op ved tryk på tændknappen.

Jeg vil alligevel påstå at jeg stod lige – eller så lige man kan stå på et gyngende skib, lænet op ad rælingen -, da jeg tog billedet længere oppe, der viser Louises flagrende hår, og linier i horisont og skibsdele, der ikke helt vender samme vej. Bølgerne ser ikke skræmmende ud, men det kan alligevel fornemmes at dækket er vådt – og det regnede ikke…

Totalt kontrastfyldt var det at kigge i den anden retning. Tilbage mod Sverige skinnede solen gennem skyerne, i solnedgangen stod silhuetter af fiskerbåde romantisk på noget der lignede et blikstille hav. Vildt, mærkeligt og supersmukt.

For en sikkerhed skyld, og fordi dagene på Bornholm viste vejr med masser af blæst, sørgede vi for at købe søsygepiller til turen hjem, spise dem, fylde maven med søsygefornuftigt kost og var klar til den store tur.

Det blæste på vej hjem. Båden gyngede også en del. Jeg var højst sandsynligt blevet ramt af kvalme uden forholdsreglerne, men det føltes alligevel lidt som at skyde gråspurve med kanoner, da det viste sig at hjemfarten var vand ved siden af turen over.

Sisal, jute og papirgarn

Jeg har stadig ikke fundet den lille løbbindingsskål jeg købte materialer til for længe siden. Den dukker vel op en dag.

I mellemtiden er er jeg på vej mod nye beviklingseventyr. Det er sjovt det der løbbinding. Jeg er en lille smule bidt. Bare en lille smule.

Men uden materialer kommer man ikke langt. Altså besøgte jeg Spindelvævens hjemmeside og tænkte i flere dage, inden en bestilling blev sendt af sted.

Jeg endte med et kit til en bordskåner. Den findes i flere farver, jeg valgte selvfølgelig den grønne. Men bedst af alt, er den lavet af flere forskellige materialer. Sådan et kit giver mulighed for at afprøve forskelligt uden at købe stort ind.

Jeg købte også papirgarn til sjælen – det man binder om – og endte med tre bundter jute, som jeg var usikker på som nu også var det rigtige. Det var det.

Pakken kom i går. Jeg hentede på vej hjem. Inden længe sad jeg i sofaen og pakkede ud. De tre bundter jute føles som noget, der er rart at arbejde med, og bordskånerkittet blev vendt og drejet længe.

Jeg startede stille op. Kunne ikke vente og pakkede væk igen, da jeg var nået en omgang eller tre rundt. Da jeg egentlig burde gå i seng fandt jeg det frem igen, arbejdede videre. Og stoppede ikke, før den var færdig. Da var klokken et par timer senere end da jeg startede.

Sjælen i bordskåneren ligger tredobbelt. Det betyder dels at det går stærkt. Det betyder også at det var hårdt for fingerne til at starte med. Jeg fandt en rytme efterhånden som arbejdet skred frem. Men der er ingen tvivl om at det er hårdt for hænder og fingre så længe det er nyt og erfaringen kan ligge på et meget lille sted.

Bordskåneren er endt med at være cirka nitten centimeter i diameter og ud over starten, som er hård, men som jeg synes, jeg er ved at have styr på, er afslutningen helt klart det sværeste. Udtyndingen, så indmaden langsomt bliver tyndere i en pæn linie er lettere sagt end gjort.

Derfor jeg været omkring biblioteket i dag og hente et par bøger om emnet. Forhåbentlig kan de give et par fif og nyttige teknikker, jeg endnu ikke har styr på. For der er ingen tvivl om at der skal arbejdes videre med udfordringen. Det er jo sjovt.

Hvordan var det så med de forskellige materialer?

Jute er fantastisk. Det kunne godt blive det foretrukne. Det er blødt og nemt at arbejde med. Jeg startede og sluttede med jute, og jeg synes næsten at kunne fornemme på billederne hvordan juten ligger pænest og blødest og lækrest.

Sisal er meget groft. Det er fuld af fibre der stikker ud til alle sider. Nogen steder samlede fibrene sig i klumper, der gjorde det tykkere og endnu sværere at arbejde med. Eller få pænt. Garnet havde en tendens til at åbne sig, og jeg måtte igen og igen sno det i facon inden jeg viklede om sjælen. Sisal er hårdt at arbejde med, resultatet er pænt, men jeg er ikke overbevist. Der er sisal i to farver i bordskåneren. Det kan ses som det grove garn, med halmlignende fibre, der stikker ud til alle sider.

Papirgarn giver sig ikke. Papirgarnet var tyndere end de to andre typer. Det kan ses i overgangene. Samtidig var papirgarnet det absolut mindst medgørlige. Jeg er ikke imponeret af papirgarn. Det hjælper selvfølgelig ikke, at vi i Klubben har temmelig meget papirgarn liggende, som jeg med mellemrum forsøger at udrydde – der er langt endnu.

Sjælen til bordskåneren – og til mange andre løbbindingsprojekter er også papirgarn. En anden kvalitet. Papirgarn som sjæl fungerer rigtig godt. Faktisk er det også lageret af papirgarn i Klubben der har lagt for som sjæl i det forsøg jeg har gang i derude. I Klubben binder jeg med knyttegarn. Det fungerer, men der kan godt findes noget, der er nemmere at arbejde med.

Jute. For eksempel.

Jeg glæder mig til at gå i gang med de tre bundter jute jeg har liggende.

Har jeg sagt det før?

På en mandag

Dagen blev hektisk og slet ikke som forventet. Sådan er det, når man arbejder med mennesker. Det blev det ikke en ringere dag af, bare anderledes.

Vi har taget hul på bolsjesæsonen, og mens jeg blev lidt længere for at skrive en tiltrængt mail, bølgede duften af sukkerglaserede bolsjer omkring mig. Jeg var glad for at jeg kunne tage hjem. I næste uge er det min tur. Vi skiftes. Laver flere aftener på skiftende dage, så alle kan være med.

Det er hyggeligt at lave bolsjer. Og jeg bliver så træt. Jeg bilder mig ind at sukkerdampene gør noget ved friskheden, og når de fire uger med konstant duft af bolsjekogning er overstået, glæder jeg mig til at pakke sammen. Det er sjovt så længe det står på, og det er rart når det er slut.

Weekenden bød på familiekomsammen. Fætre og kusiner, børn og forældre. Vi ses en gang om året, og det var mindst lige så hyggeligt som sidste år. Datoen er sat for næste år, så der er god tid til at glæde sig.

Og mens jeg egentlig slet ikke har tid til at sidde foran computeren, er endnu et blogindlæg kommet til verden. De er ikke lange for øjeblikket. Sådan er det nogen gange.

Jeg må hellere vende tilbage til lektierne. På torsdag venter første skoledag i den uddannelse alle pædagoger i hele kommunen skal igennem i løbet af i år. Vi har læst en masse spændende artikler og kapitler fra flere lærebøger. Vi har holdt læsegruppe og i morgen skal vi tale om det sidste inden første undervisningsgang. Jeg mangler stadig at læse cirka ti sider…

Godt jeg har tid i morgen tidlig.

Jeg tror det bliver vildt spændende. Og hårdt. Og grænseoverskridende. Tanken om overvåget undervisning (supervision) er både rædselsvækkende og meget tiltalende.

Jeg hækler

Jeg er udpræget strikker. Jeg kan godt lide at hækle, men jeg vil hellere strikke.

Derfor er det et godt spørgsmål, hvorfor jeg hækler så meget for øjeblikket…

Jeg hækler. Sådan må det være.

Jeg har strik på pindende. Men ikke strik, jeg ofrer det store på. Så jeg hækler videre.

Jeg hækler kjole, der stadig er godt på vej.

Jeg forsøger mig med tunesisk hækling, som egentlig er meget sjovt, men som jeg også kan mærke aldrig bliver min favorit.

Jeg giver det en chance. Hakker et par puder, og så venter strikken et sted i kulissen.

For der er masser af planer om strik.

Og endda noget, der mellem hæklingen blev færdigt.

Mere om det, en anden dag…

Fanget

Midt mellem forberedelse, kagebagning og klargøring til Emilies attenårs fødselsdag for efterhånden flere måneder siden, fangede Emilie mig i køkkenet, inden gæsterne dukkede op.

Håret var stadig blåt. Den sidste farve var netop smurt i. Da sommerferien var slut, var det også slut med blåt hår, og tilbagevenden mod det mere naturlige gik sin gang.

Det er sjovt, når gamle billeder dukker op.

Og med det tanken om Emilies fødselsdagsgave, der endnu er ubrugt, men venter lige om hjørnet.