Morgen

Nogle dage er det bare sværere at vågne end andre… denne dag hører så absolut til en af de langsomme…

Roskilde og Domkirken

Ingen tur til Roskilde uden en tur ned forbi kirken.

Så sevom regnen regnede og mine støvler nu definitivt må siges at være færdige – med våde tæer til følge, havde jeg ingen lyst til bare at tage hjem.

Så jeg gik – ned mod byen, Stændertorvet og hyggelige gader med julepyntning. Ikke mange mennesker viste sig i regnvejret, men de der trodsede elementerne så alligevel glade ud. Ved boden på torvet stod en julemand og til den anden side tronede kirken som den plejer.

De tre spir er altid pejlemærket når jeg i tog kører gennem Roskilde, og de sjældne gange jeg rent faktisk bevæger mig rundt i byen er den mere end et vartegn. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor men den minder mig altid om dengang for mange år siden, da jeg var med mine forældre og søster på tur og inde i kirken.

I virkeligheden har mindet intet med kirken at gøre, men – er jeg ret sikker på – er et af minderne om dengang mine forældre stadig var gift og vi levede kernefamiliens lykkelige liv. Siden blev mine forældre skilt, jeg skilsmissebarn og selvom jeg altid har følt det var rigtigt for dem og ikke gjorde mig ondt, kan jeg alligevel ikke komme udenom barnets savn og længsel mod det der var engang.

Under alle omstændigheder repræsenterer Roskilde domkirke meget af barndommen for mig, på linie med sommerferier i Sverige og flyverdragter i julegave. Egentlig er det sjovt som enkelte oplevelser står tydeligere end andre :)

Jeg fik hilst på kirken, kigget lidt spændende butikker, tog hjemad og fik de våde sokker og strømper af.

Frokost i Roskilde

I sidste øjeblik kom jeg ud af døren og troede jeg kom for sent. I stedet viste det sig jeg kom en time for tidligt. Jeg fandt en stol i kantinen, slog mig ned og læste, til min mor og Annelise kom forbi og fandt mig. Også de var for tidligt på den, for det var mig der havde fortalt om klokkeslet og adressen.

Mens jeg havde siddet på min stol i kantinen, havde de fundet andre steder at kigge og nu havde de kaffe i kopperne og masser af tid til hyggesnak. Jeg pakkede bogen væk og fandt i stedet hyggen og strikketøjet frem.

Da det endelig var tid, var vi slet ikke færdige med at snakke, men heldigvis kunne vi fortsætte da vi igen kunne sætte os, denne gang ved et fint dækket bord med dækketallerkener og langstilkede røde roser.

Fint var der dækket op, de havde i den grad gjort noget ud af det med hvide duge, sølvkandelabre og levende lys. I døren blev vi modtaget, hjulpet af med overtøjet og tilbudt velkomstdrinks af høje glas med sukkerkanter. Buffeten var overdådig og på bordet ventede os lækkert brød.

Tretten 9. klasses unger havde stået for både bagning og madlavning der bød på alskens lækkerier med italiensk inspiration: godt brød, minestronesuppe, tomat- og peberfrugtsalat, spinatlasagne, kylling i tundressing, pastasalat, marinerede gulerødder og squash, kødboller i tomatsovs og appalsinsalat. Holdet havde lært lidt om fra hvilken side serveringer foregår og stod for ophældning af vand eller saftevand og tog ud når tallerkenerne var tomme mens buffeten var selvbetjening.

Men det var ikke alt. Også lidt sødt havde fundet vej, så da tallerkenen var tom blev der plads til citronkage, mandelmuffins og de lækreste biscotti.

Hele arrangementet tog omkring en time, og endelig blev det tid til ungerne også at få noget mad. Min mor og Annelise havde en gave med til Daniel, og med den her ser jeg frem til lækker mad, de næste gange Daniel har maddag herhjemme.

Praktiske kalenderlåger

Jeg har pudset spejle i dag.

Insprieret af Sifka fik jeg dagen inden december opdelt hjemmet i 23 kalenderlåger, der hver repræsenterer en del af hjemmet. I går fik hylderne i køkkenet en tur, dagen før monsterskabet i stuen. At det kun er en enkelt afgrænset del, der skal gøres rent og ryddes op gør det meget nemmere at overskue.

I dag er det så spejlene. Så mange spejle har vi heller ikke, og selvom det krævede lidt ekstra på et enkelt spejl, da nogen har opdaget hårlakkens lyksagligheder, men ikke helt har lært, kun at spraye mod håret, kan det ikke kaldes hårdt arbejde. For ikke at føle mig helt uden noget at lave har fjernsynsskærmen og computerskærmene derfor fået en tur. Kamera- og mobilskærmen skinner også nu.

Alle de andre dage har jeg fyldt mindst en bærepose med affald. Gammelt ragelse, alskens ophobede skrammel, der har forputtet sig i skabe og skuffer. I dag finder jeg næppe noget at smide ud, men det gør ikke noget. Gårsdagens sortering, der trak ud fra dagen i forvejen, venter stadig på at nogen bærer det hele ned til papircomtaineren, så udsmidning er der nok af.

Men det kan udsættes, kan det. For lige om lidt går turen mod toget og Roskilde, hvor Daniel er på en uges ophold på Slagteriskolen og i dag byder på frokost for forældre og bedsteforældre.

De lavede mad i går. Bagte, stegte og kogte, efter italienske foreskrifter. Det bliver spændende. Pebernødderne, de også fik tid til og som kom med hjem, smagte i hvert fald godt.

Lige om lidt…

Når jeg om ganske kort tid har hevet alt sølvtøjet op af baljen i køkkenet, hvor det lige nu ligger i blød sammen med sølvpapir, salt og kogende vand. Jeg bliver hver gang lige forbløffet over hvor rent det bliver og glemmer til hver gang hvordan den kemiske proces frigiver sovlsyre, der mest af alt dufter som rådne æg!

Bunker

Jeg er ved at rydde op i monsterskabet. Skabet der samler på bunker. Bunker af papirer, ufærdige projekter og alskens umuligheder, der ingen andre steder har at være.

Alt det umulige har fundet nye pladser – næsten – for en stor del er den nye plads blandt affaldet, og det er bare skønt. De ufærdige projekter er skrottet og endelig er jeg nået gennem bunken af papirer. Kontoudskrifter, lønsedler, kursusbeviser, betalingsoversigter i den ene rudekuvert efter den anden. Alt er ordnet og arkiveret i rette mapper, en stor del er endda samlet til udsmidning. Mapperne er renset for alt ældre end tre eller fem eller mange år og tilbage ligger kun en lille bunke af alt det udefinerbare, der skal i andre mapper eller andre steder eller finde nye pladser i nye skabe og skuffer, for der er ikke længere plads i monsterskabet – håndklæderne har taget magten.

Jeg er ikke helt færdig, der mangler stadig hylden med alle billederne. En hel hylde i en meters bredde – fyldt med billeder og det der ligner. Jeg aner ikke hvor jeg skal begynde, men begynde skal jeg… spørgsmålet kan så blive, om det bliver i dag.

Spørgsmålet er også om alle de gamle papirer energi- og miljørigtigt skal smides i papirgenbrugscontaineren eller om vi skal lave et stort bål på altanen…

Hmmm - Det sidste duer vist ikke!

Et lille lys

Klubben rullede bivoks til lys i går. Emilie rullede med og rullede store lys til Farmor og Farfar.

Af resterne fik jeg et lille lys. Et lille honningduftende lys af farvede bivoksplader med bivoksformede sekskanter.

Det er hyggeligt og ikke særlig kønt, men netop fordi det ikke er særlig kønt er det ekstra hyggeligt og udsender en spinkel duft af honning mens det brænder.

Det er slukket nu, for det må ikke brændes før i aften, når også Emilie er hjemme. Det er helt okey, for selvfølgelig skal hun også være her :)

Dominostrik

Sidste gang vi mødtes hos Bettina snakkede vi dominostrik.

Dominostrikken blev i sin tid udviklet af en tysker ved navn Horst Schulz. Han kaldte det Das neue Stricken og skrev flere bøger om strikkemetoden. Herhjemme blev teknikken taget op af Vivian Høxbro, der navngav, designede og siden videreudviklede sine egne versioner af teknikken.

Da jeg i sin tid skrev hovedopgave på seminariet, var det netop dominoteknikken jeg kastede mig over. Dengang fandtes der ikke mange bøger om emnet og derfor er jeg til dato den lykkelige ejer af Horst Schulz bog på originalsproget. Det kostede nogen anstrengelser at forstå det tyske fagsprog, men der er alligevel megen inspiration at hente i bogen. (Jeg tror den siden er oversat til dansk.)

Horst Schulz firkant, der nok er den mest enkle af alle dominoformerne, kastede jeg mig også over og lavede dengang en lille babytrøje, jeg strikkede i flere versioner. Jeg lavede også mine egne forsøg ud i former og fik i perioden strikket en del dominostrik.

Dominostrik er hyggeligt, fordi der aldrig er ret mange masker på pinden ad gangen. Det er hurtigt lige at strikke en enkelt firkant, trekant eller hvilken form, man nu har gang i. Rent teknisk tager det lidt længere tid at strikke en hel bluse, fordi der hele tiden skal vendes og det tager tid. Til gengæld er der næsten ingen montering til slut, for delene strikkes sammen undervejs og garnet fortsætter til næste del, uden at skulle klippes.

En af mine kolleger er netop gået på barsel og forventer familieforøgelse først i januar. Jeg har fundet den lille babybluse frem igen og satser på grønt, for selvom de vistnok ved det bliver en dreng, er det altid godt at være på den sikre side :)

Plys

Emilie kom hjem med pompomer i går. Små uglede ting, der nærmest så levende ud.

Sidste års dørpynt blev en købt en af slagsen. Jeg havde helst beholdt kastanierne på døren hele julen, måske suppleret med et rødt bånd, men Emilie ville det anderledes.  Nu er der lidt nyt, for de behårede flyttede ind, og sidder og trykker sig nederst på kransen.

Emilie var ikke helt tilfreds med dem – synes de var lidt usle at se på. Vi snakkede lidt om at formen skal fyldes helt ud med garn, når der laves pompomer. Det skulle vist afprøves,  så måske der kommer flere, der kan flytte ind på dørpynten.

Beads N Drops

På Studiestræde tæt ved vester Voldgade ligger Beads N Drops.

Aldrig før har jeg stiftet bekendtskab med butikken, men vender helt sikkert tilbage en anden gang. En butik fyldt med perler og tilbehør til smykkefremstilling. En butik, hvor man kan få lang tid til at gå med at snuse rundt og finde det ene eller det andet.

Butikken gav ikke den samme fornemmelse af Alladins hule som Bead House ved Nørreport station gør, og selvom begge butikker er fyldt med perler er det noget helt forskelligt der kan findes de to steder.

Beads N Drops har rigtig mange perler af navngivne stene, jeg synes bare for størstedelens vedkommende de var for store, til gengæld har de et rigt udvalg af tilbehør, ørekroge, mellemperler, filigran og alskens andre fine ting. 

I kælderafdelingen faldt jeg over emaljerede hjerter og købte både et sæt til mig selv og et til arbejdspladsens nisseven. Sammen med ørebøjlerne måtte jeg af med den rørende sum af 41,- kr for de to par og står endda tilbage med to ekstra sæt ørebøjler.

De skal nok blive brugt – engang. Og måske næste gang går forbi Bead House, der er en større garant for sjove finurlige ting end den noget mere sterile butik i Studiestræde. Men helt sikkert spændende butikker – begge to :)