Wangen im Allgäu

 

Vi havde en plan om at sidstedagen ved Bodensee skulle bruges på så lidt som muligt. Jeg så mig selv med en drink i vandkanten, strikke, nyde solen - et eller andet. 

Men så stod vi pludselig med en billet der gav adgang til den offentlige transport, og måske var der faktisk et eller andet spændende i området. Og hvad betød området egentlig - hvor langt rakte den der billet? Vi vidste det ikke.

Jeg gik ind i ReiseZentrum på stationen i Friedrichshafen, for at finde ud af det. Der stod en meget kundevenlig mand, som kunne fortælle at billetten lod os rejse rundt i et kæmpe område, strækkende sig til begge sider langs søen og i en trekant, ret langt ind i landet. 

Personligt synes han, at vi skulle tage til Wangen im Allgäu - ifølge ham den yndigste lille sydtyske landsby. De fåes faktisk ikke bedre. Mente han. 

Dermed var tanken om drinks i solen aflyst. Jeg er heller ikke sikker på, vi er så gode til drinks i solen. I hvert fald ikke i længere tid. Der var heller ikke så meget sol. 

Vi satte os med kortet, og konstaterede at der var flere spændende små byer i området. Lagde en plan, der med god vilje kunne lade os besøge tre af dem i løbet af en dag. Vi endte med to, tre blev en for meget. 

Dagen startede med bus fra Friedrichshafen til stationen i Wangen im Allgäu. Vi blev mødt af en lidt kedelig station i en lidt kedelig flække, men troede stadig på manden i rejsecentret, og gik mod det, der måtte være selve byen - middelalderbyen. 

Og hold da op - han havde ret.

Wangen im Allgäu er muligvis den smukkeste lille sydtyske landsby. Jeg har ikke mødt så mange, men den emmer af atmosfære. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden, til en tid da udsmykningen af huse var på sit højeste. Byen er komplet med porttårne, bymur og voldgrav udenom. Mod den sydlige ende af byen er der lukket op mod den nyere bebyggelse. Murene er væk, men det virkede stadig. 

Overalt er der pyntet med blomster, vægmalerier og fine skulpturer. Gaderne er brostensbelagte og det er en god ide med rede penge på lommen. Vi manglede et toilet - dem er der heller ikke mange af, men vi fandt en cafe der helt sikkert lever godt på turister, og tilbød toiletter i en dyb kælder til betalende gæster.

Vi var sultne, og flammkuchen passede på en eller anden måde godt til turen. 

Det er ikke en stor by, alligevel var det som om der hele tiden dukkede noget nyt op. At der om hvert eneste gadehjørne var endnu en detalje eller et skønt hus fra tidligere tider. Langs bymuren var husene bygget ind i muren, den gamle vandmølle, som tidligere malede korn fra de omkringliggende landmænd fungerer stadig, og lossede lystigt vand rundt og rundt og rundt.

Vandmøllen er en del af det lokale bymuseum, der desværre havde lukket. Det kunne ellers have været spændende. Så vidt vi kunne bedømme.

Vi ville videre, havde andre planer for dagen og satte igen kursen mod stationen og det tog vi vidste kørte en gang hver anden time.