søndag den 1. september 2024

Sting på en søndag - Uge 35

 

Ugen kort:

  • Uddannelsen er begyndt. Jeg var af sted en eftermiddag og en aften. I år står der Pædagogik og Almen Didaktik sammen med Matematik på programmet. Det var et par dage med masser af plads til strik, for nye fag, nye lærere og nye elever betyder masser af præsentation af nye fag, nye lærere og nye elever. 
  • Vi holdt lærermøde med fokus på venskabsklasser og fælles faglighed. 
  • Fritidsaktørerne i nærområdet stod sammen om fritidsfestivallen, hvor alle skolens elever fra 0. - 6. klasse fik lov at prøve kræfter med forskellige fritidsaktiviteter. Jeg var med 6.V, der skulle øve kampsport/selvforsvar og rollespil. Det var trætte og glade børn, vi kunne sende hjem.
  • Jeg hentede Oscar i SFO og havde ham overnattende. Min mor kom forbi, havde fødselsdagsgaver med til barnet og blev og spiste med. 
  • Torsdag kunne jeg aflevere ham i skole og møde en af de voksne.
  • Jeg har vasket dyner og hovepuder. Det var nærmest som at ligge i helt nyt, da vi gik i seng. 
  • Skolen holdt fødselsdag, den gamle fredede skole er rundet 94 år, og der var festivitas over et par lektioner. Jeg synes det er sejt, når elever stiller sig op foran hele skolen og optræder med sang, dans eller noget andet.
  • Jeg kan godt mærke at med fuldtids arbejde og studie, kan weekender gå hen og blive hellige. 









Læse:

Jeg læser stadig om Kitt Hartley og hendes veninde, der begge har en tendens til at stikke næsen i mysterier, der måske ikke ligger ligefor. 

Lige nu er der mange tråde at holde fast om. Et indbrud og tyveri af uvurderlige kostbare bøger, et overfald på indbrudstyven, en mistanke vendt mod politiet selv, et mord og en forsvunden mand. Samtidig blomstrer kærligheden, selvom det kan være svært at forholde sig til egne følelser. 

Jeg går ud fra, at vi har mødt gerningsmanden, men jeg har ingen ide om hvor pilen peger hen. Jeg er egentlig også ligeglad. Jeg er stadig ikke sikker på om jeg synes det er fantastisk underholdning, alligevel læser jeg videre.


Broderi:

Da et par damer bød op til fælles broderi af et af de kits mange har liggende i skufferne, fandt jeg sashiko-broderiet jeg købte for længe siden frem og har syet lige linjer, der er endt om stjerner. 

Sashiko er næsten meditativt at sy, linje efter linje, efter optegnede streger, der betyder at der ikke skal tænkes så meget. Jeg nyder det og syer videre. 

Oprindeligt var stofstykket udstyret med hanke, så jeg, når broderiet er færdigt, kan sy siderne sammen til et net. jeg vil hellere have en pose med snoretræk, og har pillet hankene af. 

Nu mangler bare den lille blomst, der udsmykker forsiden af det færdige projekt, mens jeg stadig overvejer den endelige udførelse af sammensyningen.




2 kommentarer:

  1. Ja, fuldtidsarbejde og studier trækker tænder ud. Dit sashikobroder i er meget imopnerende, smukt og regelmæssigt. Sådan en taske/pose kan du være stolt af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Charlotte. Lige nu er studie heldigvis både spændende og sjovt, og arbejde er fantastisk. Det gør det hele lidt lettere :)

      Slet