En følelsesmæssig rutsjetur

 

De sidste dage har været følelsesmæssigt hårde. Den sidste måned (måske nok lidt mere) har været følelsesmæssig hård. 

En ting er at blive skubbet til, og få modet til at turde søge nye udfordringer. En anden er når det sker sammen med fantastisk kollega, som jeg nåede at overhale, men nu også kan se frem til at sige farvel. 

Noget tredje er, når det der forlades ikke kører på skinner, og jeg er sådan en der har brug for at der er styr på så meget som muligt, og derfor har brugt en hel måned på at forsøge, selvom det muligvis er omsonst.

Noget fjerde er når vi ikke kun er to, men en leder af bedste skuffe havde samme tanker, og derfor også starter nyt job lige inden årsskiftet. 

Vi sagde farvel til Jannie i tirsdags. Det var tåreladet og vel ment. Hun har skulle videre længe. Men hun er også en af de rigtig gode, og hun bliver savnet. 

I går sagde jeg farvel, jeg tudede ikke nær så meget som forventet, men alligevel var det hårdt. Det blev et fint punktum på noget der føles som et helt liv. For det er jo det, det er ikke bare et arbejde. 

Dengang for tyve år siden, da jeg blev ansat på skolen anede jeg ikke hvad jeg gik ind til. Jeg kendte ikke målgruppen, min viden om pædagogik kunne ligge på et meget lille sted og med jeg havde en håndarbejdslæreruddannelse målrettet mod voksne. 

I løbet af årene voksede jeg, jeg lærte, jeg blev voksen. Jeg flyttede ind og fik en ny familie og i tilbageblik er det reelt det eneste rigtige arbejde jeg har haft. 

Jo jeg har haft fritidsarbejde, ungdomsarbejde og andet arbejde, men ikke arbejde der betød noget. Ikke arbejde jeg rigtig lærte noget af, eller blev skubbet til, så jeg voksede. Og det er svært at sige farvel til. 

Jeg flytter hjemmefra, for at vokse og udvikle mig videre, jeg har ikke sagt farvel, for vi ses igen. De er alle sammen stadig min familie og jeg kommer til at køre forbi skolen hver eneste dag, både ud og hjem. Der er det ved Tinderhøj, at man aldrig rigtig forsvinder derfra, der sidder tit tidligere medarbejdere på personalerummene rundt om, og snart bliver jeg en af dem. 

I dag havde jeg fri. I dag var jeg smadret og har forberedt mig mentalt til i morgen.  

For i morgen går det løs. I morgen starter et nyt kapitel. Heldigvis er jeg ikke alene i morgen. I morgen er der klippe-klisterdag på hele skolen. Der skal pyntes, der skal hygges og jeg skal lære så mange navne som muligt.

Jeg er klar. 

Og har tjekket bustiderne, hvis vejret ikke duer til cyklen.