Valdemar og Ellinor

 

For trehundrede år siden var området omkring skolen fyldt med skov - store skove, der bredte sig i alle retninger. I udkanten af de store skove, lå flere små hytter og i en af dem boede Valdemar og hans elskede Ellinor. 

Valdemar og Ellinor fik aldrig nogen børn, for Ellinor døde af pest. * Valdemar blev vanvittig af sorg, og begav sig ud i de store skove, og levede alene der. 

Valdemar var brændehugger, og ude i de store skove huggede han brænde, med sin økse, som han byttede til mad, hos folkene i de små hytter i udkanten af skoven. 

Hver aften sad han ved bålet og skrev lange breve til sin elskede Ellinor i en lille bog, han altid havde på sig. Han havde også et billede af Ellinor, han bar ved sit hjerte og en pung uden hverken kroner eller ører, men Ellinors blomstrede lommetørklæde, der stadig duftede af hendes parfume og en lok af hendes hår.  Endelig havde han det silkeslips, hun havde syet til ham. 

Valdemar blev mere og mere vanvittig i sin sorg og en nat vågnede han og så Elinor stå lyslevende foran ham. Valdemar, sagde hun, Vi kommer aldrig til at være sammen igen, så længe du er i live! 

Det lod Valdemar sig ikke sige to gange, og han hængte sig fra en tyk gren i silkeslipset Ellinor havde syet til ham. 

Der gik et stykke tid før han blev fundet, for folkene i udkanten af skoven havde brænde nok, og savnede ham ikke lige med det samme. Da de ikke havde mere brænde, gik de ud og ledte efter ham, fandt ham, og begravede ham i skoven. 

Men Valdemar fandt ikke ro, og kunne ikke blive lykkelig sammen med Ellinor, for de fem ting, der havde holdt ham oppe, mens han levede var forsvundet. Skovens dyr havde fundet dem, gemt dem og de kom ikke med ham i graven. 

En gang om året til Halloween kravler han derfor op ad sin grav og krabler rundt i forsøget på at finde dem. Men det er lidt svært, når man er en bunke knogler. 

Han har brug for hjælp, og når børnene gruppevis kom forbi min lille post, hvor jeg stod iklædt den lange sorte frakke og heksehat, jeg finder frem hvert år, ude i resterne af de store skove, hjalp de med at finde Valdemars økse, pung, bog, billede af Ellinor og slips, så det hele kunne blive begravet sammen med ham, og han endelig kunne finde ro. 

Der var ikke et øje tørt. 

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at flere grupper ikke havde  lygter med, det var temmelig mørkt, så selvom tingene ikke var afsindig godt gemt, endte jeg med at lege tampen brænder med de fleste grupper. 

Heldigvis synes de, det var sjovt. 

Som en krølle på halen, kom et par af pigerne i løbet af denne uge og fortalte at de havde været ude og se efter Valdemars grav,  men den var væk. 

De var godt klar over at den kun viser sig til Halloween. Men der hvor den havde været, var jorden helt blød!

* Der var op til flere børn, der vidste at pesten var en forfærdelig sygdom, som man døde af, og en enkelt kunne også huske at jeg var firehundrede år ved siden af, men synes det var helt okey, for det gav lidt ekstra til historien.