Hånd i hånd

 

Anders og jeg tog til byen i går. Hånd i hånd. Målet var Nationalmuseet, for jeg havde brug for at rekognoscere. 

Inden længe står jeg over for at skulle undervise en flok sjetteklasser. Min umiddelbare plan er at vi skal binde børster, og det kunne være så fint at tage på tur, og at se noget om børster, inden eleverne skal i gang selv. 

Jeg har tidligere brugt Blindes Arbejde. Der er rigtig meget godt at sige om Blindes Arbejde, men jeg kunne godt tænke mig at finde et alternativ. Her kom tanken om Nationalmuseet ind. 

Anders ville gerne med, hvis vi bagefter kunne spise brunch på museets restaurant. Det har vi gjort før, og det var godt. Det er bare så længe siden, at der ikke længere er brunch på menuen. I stedet endte vi på SULT ved Cinemateket. Her har jeg spist brunch før, og huskede det som rigtig godt. 

Det var godt, jeg er bare for forvænt. Men vi blev mætte. 

Inden da var vi stort set hele samlingen igennem. Vi fandt børster, men det var temmelig skuffende, og slet ikke nok til den undervisning jeg havde forestillet mig. I middelalderafdelingen er en hel væg med værktøj fra forskellige håndværk, som kunne være rigtig spændende at se på, snakke om og undres over. Men en enkelt væg på et helt museum er ikke meget. 

Måske har jeg fundet en anden løsning. Jeg har rakt ud til en lille virksomhed, jeg har fået et svar og et telefonnummer jeg kan ringe til. Men det kræver vist en hverdag, 

Og hvorfor så sjetteklasser, når jeg underviser tredje klasse?

Gennem de sidste år har tanken om mere undervisning, om at bruge mine kompetencer, der hvor de giver mening og at der var en grund til at jeg i sin tid tog en læreruddannelse spøgt i baghovedet. I løbet af de sidste måneder er det blevet tydeligt at jeg ikke længere trives på mit arbejde, at ledelsen og jeg ikke vil samme vej. 

Så jeg søgte et job. Der stod Pernille ud over hele opslaget, alligevel var jeg sikker på at tyve år på samme arbejdsplads ville betyde rust og behov for at øve det med ansøgning og samtale flere gange. Det viste sig at man kan godt komme i betragtning til et job, selvom man er rystende nervøs til samtalen, og pludselig stod jeg over for at skulle sige op, skulle sige højt til kolleger, børn og forældre at jeg skal videre. 

Ikke bare videre til et nyt job, men videre til en ny profession.

Fra første december kan jeg kalde mig skolelærer med hovedfag i håndværk og design.

Det gik stærkt, og selvom jeg kan mærke glæden og forventningen komme listende, er jeg stadig ikke helt mentalt med. 

Jeg er sikker på det bliver godt, men jeg er glad for at have en hånd at holde i.