Som afslutning på uddannelsen jeg har været på, skal jeg lave et kreativt projekt og prøve det af - på børn.
Jeg har i forvejen en plan om at vi skal lave papir i håndværk og design, og jeg synes det kan blive et godt projekt, som lægger op til at prøve af, undersøge og bruge sin fantasi.
Jeg har aldrig lavet papir, så derfor er jeg i øjeblikket i fuld gang med at prøve af, undersøge og gøre mig mine egne erfaringer. For selvom jeg gerne vil give børnene en mulighed for selv at undersøge og gøre erfaringer, kan det godt være en god ide at facilitatoren ved noget om emnet.
Jeg er på ingen måde i tvivl om, at det der bliver sværest for mig vil være at lade være med at hjælpe for meget, at guide så børnene selv finder på og afprøver, inden for en ramme jeg skal stille op. For det er så ment bare at fortælle hvordan noget skal gøres.
Det er sjovt at lave papir, og min umiddelbare plan er, at vi senere skal binde bøger med det hjemmelavede papir. Jeg har vildt lyst til selv at kaste mig ud i det, men lige nu er det nok bedst at gemme mit papir, som noget der kan vises frem i ark og ikke integreret i en bog.
Det kan blive svært nok at forestille sig processen, hvis arkene ikke ser ud, som de ender. Og mine ark tyder på forsøg og manglende erfaring. Hvilket jeg synes er rigtig godt, når jeg skal vise frem. Mine kanter flosser, nogen steder er papiret tyndere end andre og jeg har også sider med huller.
Foreløbig har jeg leget med siderne fra en bog (jeg tidligere har skilt ad), toiletruller og avis.
Lige nu har jeg et glas med alle mulige rester i pink og lilla stående. Jeg er spændt på, hvor meget af farven der vil ende i det færdige papir. Vandet har en fantastisk farve.
Jeg har hældt maling i vandet, undervejs i processen, jeg har brugt glimmer Emilie havde liggende, tørrede blomsterblade og forsøgt med garnrester. Jeg havde en flok blomster jeg tidligere har presset, og forsøgte at placere den ene midt på stykke papir. Den sidder ikke afsindig godt fast, og lige nu overvejer jeg, om jeg skal ramme det ind og lade det være ved det.
Det papir jeg laver er genbrugspapir, altså papir lavet af papir. Det skal skæres, rives eller klippes i mindre stykker, blødes op og blendes til en masse, der er lidt klam at røre ved. Jeg er spændt på hvad børnene synes om det, og tænker at nogen af dem kan få brug for handsker.
Papirmassen skal derefter opløses i en hel masse vand i en stor balje (større end rammen papiret skal laves i). Ikke al papirmassen på en gang, bare nok til at det kan fanges med rammen, der er udstyret med en finmasket net. Fra rammen overføres papiret til et stykke stof, presses ned med en svamp, der samtidig fjerner overskydende vand. Stof og papir hænges til tørre. Hvordan man får papiret af stoffet. som det sidder temmelig godt fast på, når alting er tørt, kunne jeg ikke umiddelbart finde.Jeg bruger en kniv. En helt almindelig spisekniv - vores er gamle arvestykker af sølv uden særlig meget skarphed. Det virker.
Jeg er ikke færdig med at lege - jeg skal jo også lave en bog. Eller to eller fem. Men jeg skal nok ikke lege alt for meget mere inden børnene skal på banen. Der skal også være plads til leg for dem.
Og mens jeg leger hjemme, og det både kan kaldes forberedelse og hobby, forbereder jeg en undervisning, der skal give eleverne en viden om håndværket papirfremstilling, og derfor også skal indeholde fakta om det at lave papir, både dengang alting skete ved håndkraft, og i dag hvor maksiner har overtaget.
Jeg synes det er vildt spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar