søndag den 12. september 2021

Trend på en søndag - Uge 36

 

Ugen kort:

  • Oscar var tilfreds med tirsdagens menu - fiskefrikadeller. 
  • Planen er at gentage næste gang.
  • Det viste sig jeg ikke har nøglen til rundsaven, men jeg ved hvor der hænger en ekstra - som jeg låner ved lejlighed og får kopieret.
  • Til gengæld fik jeg en ekstra nøgle til samlingen, som ikke kunne kopieres, men som lå til mig. 
  • Jeg har efterhånden mange nøgler - er det ikke noget med at jo flere nøgler, jo vigtigere er man?
  • Anders spurgte om garnnøgler tæller med?
  • Ugeinfo til forældrene blev efter en lidt længere sommerferie genoplivet.
  • I den understøttende undervisning hang vi banner med opråb om at cykle op. Vi legede også den sjoveste leg, som børnene fortsatte i frikvarteret.
  • BUPL inviterede til videnskonference om fritidspædagogik. Det var spændende. 
  • Vi rykkede det ugentlige personalemøde til konferencen, mens skolelederen lukkede Klubben op, og glade børn synes det var sjovt med et nyt indslag.
  • Jeg har været til zumba to gange. 
  • Jeg kan stadig ikke finde ud af det.
  • Første del af kurset om kommunens teknologiske univers var fantastisk. Vi fortsætter på torsdag.
  • Jeg måtte se i øjnene at min forklaring af proces ikke faldt i hak hos eleverne. Nu har jeg forberedt et slideshow med tegninger og alting - og håber på bedre forståelse. 
  • Berit og jeg var en tur i Torvehallerne lørdag eftermiddag.
  • Ellers har weekenden været godt brugt på ingenting. 
  • Det sidste var tiltrængt.







Læse:

Jeg er ikke imponeret af en kedelig rød bog på billede efter billede, uge efter uge. Måske skal jeg bare finde smudsomslaget, når jeg tager billeder...

Anyway. En ny familie er introduceret. Et par russiske unge mænd, hvoraf den ene redder en ung dame fra en ubehagelig situation, forelsker sig i hende, for at miste hende til sin bror. 

Jeg kan ikke huske at have læst historien frem til den situation, men pludselig er der noget der dæmrer.

Det passer mig svært godt at familierne bliver introduceret med passende mellemrum, så jeg når at lære dem at kende, inden nye dukker op. Forhåbentlig fortsætter det sådan.

Første gang jeg forsøgte med trilogien, fangede den på ingen måde. Det gør den nu, ikke hæsblæsende eller så jeg får lyst til at blive ved med at læse. Men nok til at jeg ser frem til den videre udvikling, læser en smule hver dag og satser på at det bliver et langt bekendtskab.


Væve:

Jeg har endelig sat trend på væven til noget, der skal blive en flok vaskeklude. 

Planen har jeg haft længe, garnet er en blanding af garn købt til projektet og rester fra kassen med bomuldsgarn. Fælles for det hele er, at det er økotexcertificeret.

Jeg har omkring fire meter trend, væver løs med garn i farver der passer nogenlunde sammen og satser på at klippe i stykker og kante til sidst.

Håndklæderne jeg vævede for længe siden er i daglig brug. Jeg har vævet til tre mere, men har endnu ikke klippet, kantet og syet stropper i. Jeg kunne ellers godt bruge et par stykker mere.





2 kommentarer:

  1. Det er bare det bedste at nå at lave ingenting (ihvertfald lidt) i løbet af en weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, i øjeblikket føles det som det bedste :)

      Slet