onsdag den 27. maj 2020

Banko-klude


Mens vi nærmer os new-normal, holdt vi i dag skolebestyrelsesmøde i skolegården. Øvelsen en rundkreds, nogenlunde rund og med god afstand mellem de enkelte, kunne jeg konstatere, at forældrene klarede noget bedre end eleverne i formiddags.

Det er ikke altid nemt at stå i en rundkreds.

Det var i øvrigt helt rart at blive opdateret. Også selvom jeg vidste det meste i forvejen.




I dag var også dagen, hvor skolelederen havde planlagt virtuelt banko, og uddelegeret oplæserrollen til en anden, for ansættelsessamtaler kommer alligevel først.

Jeg lukkede i klubben og var derfor lidt forsinket. Jeg nåede lige at logge ind på linket til det virtuelle møde, inden bankolederen loggede ud. Det viste sig, at kun tre var mødt op, og de var blevet enige om, at udskyde til en anden gang.

De strikkede klude, der skulle gøre det ud for en præmie, bliver derfor til en gave, når vores nuværende studerende slutter på fredag. Jeg plejer egentlig ikke at give studerende afskedsgaver, men jeg plejer heller ikke at have haft helt så meget med dem at gøre, som jeg har haft med denne her helt specielle studerende, som ud over at blive en fantastisk pædagog, også er et skønt menneske.

Hun skal have noget, som tak for al den hjælp jeg fik, da jeg pludselig stod med en vejlederrolle, og ikke vidste hverken ud eller ind. Og økologiske karklude synes som en passende afsked fra et praktikophold på en grøn profilskole.











Design: Karklude efter den gode gamle gennemprøvede opskrift.


Garn: Overvejende Økotex certificeret og Økologisk bomuldsgarn fra kassen med bomuld. Meget af det er fra Søstrene Grene, men også  Oline fra Garnudsalg og andre bomuldsproducenter lå i kassen.

En klud vejer i gennemsnit 61 gram. De 3 klude endte med en samlet vægt på 183 gram.


Pinde: 4 mm. Jeg bruger to 20 cm strømpepinde med en maskestopper i den ene ende.


Størrelse: En færdig karklud måler cirka 26 x 26 cm.




Bemærkninger:

Brug 2 tråde bomuldsgarn.
Slå 50 masker op med hækleopslag på pind 4.
Strik iCord over de første 2 masker på hver pind.
Strik 44 retriller
Luk af.


Har du lyst til at se flere billeder af kludene, kan de ses lige her på Ravelry.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar