lørdag den 16. maj 2020

Love Note Cardigan


Det er weekend, det regner og jeg er endelig nået til den næstsidste i rækken af trøjer fra sidste weekends photoshoot. Nej, jeg er ikke hurtig.





Oscar er ikke hjemme i weekenden, så en regnfuld weekend bliver uden Oscar-leg. Det er på en måde helt i orden. I stedet krydser jeg fingre for godt vejr på mandag, hvor planen handler om at tage hul på projekt skolehave.

Tilbage til den færdige trøje. Love Note. Det er en af de opskrifter som jeg har det lidt stramt med. Den er vildt flot, men alle strikker den...

Nu har jeg så også gjort det.

For den er vildt flot.

Og selvfølgelig har jeg lavet en smule ændringer.. host*


I øvrigt er der flere af de der vildt flotte opskrifter, som alle strikker, der lurer lidt i baggrunden...





Opskriften er fra Tin Can Knits, og en væsentlig ting i forhold til deres opskrifter er, at der er en meget stor variation af størrelser. Fra 0 måneder til 5XL.

Jeg overvejer om Rose skal have en på et tidspunkt.













Design: Love Note af Tin Can Knits.


Garn: Jeg strikkede med to tråde.

Den første tråd er Blackhill Cashmere Once fra Garnudsalg i farven Green Leaves. Det hedder Once af en grund. De har det stadig, men ikke i alle farver.

Den anden tråd er Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive i farven Flaskegrøn. Den findes stadig og er lækker blød. Jeg er lidt vild med den tynde mohair fra Knitting for Olive. På den anden side har jeg ikke den store erfaring lige omkring Mohair.

Den færdige trøje har et forbrug på cirka 265 gram. 165 gram cashmere og lige knap 100 gram mohair.


Pinde: 6 mm rundpinde og 4½ mm til samtlige kanter.


Størrelse: Jeg lagde ud med en Large og modificerede, så jeg følte mig bedre tilpas.





Bemærkninger: Heavily Modified - eller voldsomt modificeret.


Måske mest væsentligt. Opskriften er en sweater. Jeg lavede den om til en cardigan.


For at starte fra starten - og håbe jeg husker det meste:

Jeg slog op med en almindelig opslagning i stedet for den provisoriske, for at have lidt mere hold i halskanten. Derefter valgte jeg at strikke venderækker over de første 8 pinde, for en højere nakke - og lavere halskant for. Jeg synes den går meget højt op i halsen.

Jeg startede omgangen midt for, og vendte med 7 maskers mellemrum fra 28 masker før midt for.

Jeg slog 5 klippemasker op midt for, og en maske mindre til trøjen, for at mønstret blev symmetrisk midt for.

Da jeg nåede til deling af krop og ærmer, ændrede jeg på maskefordelingen, for at have flere masker for og på ærmerne og en smule mindre over ryggen. Det passer bedst til mig.  Jeg fordelte, så jeg havde  37 masker for, 42 masker arm, 69 masker bag, 42 masker arm og 37 masker for.





Jeg strikkede kroppen en anelse kortere end den lange version. Ærmerne strikkede jeg lange og lige ned, med en ekstra maske i hver side, for at undgå huller og tog ikke ind inden rib.

Jeg strikkede masker op i halskanten og strikkede igen kant uden indtag, men valgte i stedet at lukke stramt af. Det gav en større halskant end jeg oplever opskriften giver og igen kan jeg ikke lide, når halsen er for tæt.

Jeg hæklede fastmasker i de midterste klippemasker inden klip, strikkede 8 knaphuller og syede lige så mange knapper i.


Jeg synes den er skøn.
Let, luftig og tilpas varm.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravelry.





2 kommentarer:

  1. Jeg synes så nok din er flottere end originalen. Er ikke meget til sweatre der stopper over navlehøjde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg er også bedst til længder under taljen. Men den findes både i en lang og en kort version - den lange kræver selvfølgelig mere garn :)

      Slet