Garnglade julegaver

Det er mandag, og selvom der står ferie i kalenderen, var det planen at Oscar skulle komme og spise. men det glemte hans forældre.

Det var ellers han forældre, der i første omgang mente det var en supergod ide.

Sådan kan det gå.





Jeg har ryddet hans tallerken, forklæde og legetøj væk igen, fjernet afspærringen ind mod den lille stue og stillet rokken tilbage på plads.

Som regel må han gerne lege med den, jeg tror ikke den tager skade. Men lige nu sidder der både garn og uld på den, som jeg ikke lige gider skal knække og sættes sammen igen. Der sidder tit garn på spolen, men når ikke der også hænger fibre fast, er det ikke noget problem - så man han gerne dreje og lege og kigge nærmere.

Han skal vel lære det en dag :)

Når jeg ikke kan vise billeder af Oscar, kan jeg finde de garnrelaterede julegaver frem. Jeg fik også andre gaver, men de er ikke lige så spændende at vise frem.





Emilie købte strikkepinde. Mange er de gange hun har spurgt ind til størrelser og længder. Jeg er ikke organiseret nok, til at kunne slynge en manglende størrelse ud, når jeg ikke lige synes jeg mangler. Så nu har jeg et par af de skæve størrelser af driftwood fra Lykke Crafts. Skæve størrelser er ikke nogen dårlig ting at have liggende.

Hun havde også købt en spole til den lille rok. Den skal nok få ben at gå på, for det igangværende projekt - som jeg regner med kommer til at tage de næste mange måneder. mangler mindst én spole. Måske to. Men så ved jeg hvor jeg kan få dem. Jeg spinder på garn til en sweater. Det bliver nok en cardigan, men om det er det ene eller det andet, kræves vist samme mængde garn.

Jeg hr firehundrede gram uld i to forskellige farveblandinger og to forskellige fibertyper. Jeg har planlagt noget som forhåbentlig bliver en glidende overgang fra den ene farve til den anden. Jeg håber det virker, og skal nok vise mere. Det bliver totrådet, for jeg er ikke hurtig, og kan ikke overskue tanken om tre tråde, med den tilhørende mængde at tid sådan nogen tager. Jeg nøjes med to, og skal helt sikkert med tiden afprøve det med tre.





I theafdelingen, som bestemt hænger sammen med strik skulle man tro Lotte og Bettina havde snakket sammen. Fra den ene fik jeg et strikkekrus fra Bruuns Keramik. Den anden havde fundet den fineste lille tepotte til at stille theposen på, når theen har trukket. Den lille potte er fragtet hjem fra Polen, og jeg har ladet mig fortælle at den bør passe perfekt i enhver strikketaske. Det er ganske vist.

Det bør næsten siges at Jonathan havde købt the og min søster gav os en kassefuld af kandiserede mandler i alskens afskygninger. Der er ikke et øje tørt.


Fra min mor og Annelise lå et gavekort til Knudegarn. Jeg ved præcis hvad jeg vil have, jeg er bare ikke sikker på den præcise mængde. Lige nu strikker jeg af garn købte hos samme Knudegarn i Lønstrup for et par år siden. Dengang valgte jeg den grønne, men lige ved siden af hang en petroleumsblå, som var svær at lade blive tilbage.

Jeg tænker jeg strikker det igangværende færdigt, og dermed får mulighed for at regne lidt på, hvor meget jeg skal bruge, inden en bestilling.





Nina havde fundet den fineste lille saks, fra japanske Cohana. Den har et godt klip og passer fint i den lille æske med strikketilbehør, jeg tit har med mig.


Jeg har faktisk også fået en bog. Min søster havde fundet en hæklebog. Jeg så i øjnene at jeg aldrig ville komme til at bruge den, og var forbi boghandleren i går, for at bestille en bog om farver og garnkonstruktioner i forhold til spinding.

Jeg venter spændt på at den når frem.


Det var i øvrigt noget af en oplevelse. Den bogkyndige var ikke på arbejde, i stedet blev jeg ekspederet af en ung gut, der ikke vidste meget om at bestille engelsksprogede bøger hjem. han fik hjælp af en ung pige, der vidste lidt mere, men heller ikke var helt sikker. Undervejs måtte han ringe til en ven, undskyldte ventetiden og insisterede på at de nok skulle finde ud af det, da jeg tilbød at komme igen en anden dag.

Jeg havde ikke travlt og den unge mand lærte noget nyt. Også selvom han ikke lignede en, der synes jeg travl julegavebyttedag, var den bedste dag at lære nyt.

Stengærder

Busturen fra Nyborg mod Faaborg viste et landskab, der som sådan ikke ændrede sig, men som mod Faaborgkanten kunne fremvise flere og flere stengærder. Gærder, der tydeligt har år på bagen, og som jeg aldrig tidligere har set så fin en samling af.





Fremme ved sommerhuset, mødte vi endnu flere og i skillelinien mellem sommerhusgrund og den bagvedliggende lille vinmark, var skellet endnu et gærde af sten. Et gærde, der med et skilt fortalte, at det ikke bare har ligget der i et utal af år, men også er fredet og under ingen omstændigheder må betrædes.

Det gjorde mig nysgerrig. Hvorfor er området fyldt med skel af sten? Og hvad betyder de?


En hurtig søgning på Google har på ingen måde gjort mig til ekspert, men lidt klogere.







Gærderne er mere end tusind år gamle og har været brugt til at markere inddelinger af herreder, sogne og laug. Istidens hærgen mange, mange år tidligere efterlod Fyn som et landskab, der ikke kun var præget af højdeforskelle, men også lavninger fyldt med sten.

Det har ganske givet været hårdt arbejde at skabe de mange gærder, men mennesket har altid været god til at bruge de forhåndenværende materialer, og stenene har formentlig ligget i vejen, der hvor de ellers lå.

Med tanke på Fyn og sten, dukker også Damestenen op. Endnu et levn fra Istiden, som jeg husker vi besøgte en gang i min barndom. Erindringen handler mere om min mors onkel Georg - en hyggelig mand, som jeg har en ide om gav is på selvsamme dag. Jeg var muligvis ikke gammel nok til at værdsætte de enorme kræfter naturen er i besiddelse af.

Rokkestenen på Bornholm har jeg langt flere anerkendende erindringer om. Der er heller ingen tvivl om, at jeg var noget ældre, da jeg så den første gang. Også selvom den ikke længere kunne rokke.


Fyns mange stengærder er i dag for en stor dels vedkommende fredede.





Jeg har fundet inspiration og viden flere steder - blandt andet her:

• Fredede stengærder omkring Brahetrolleborg - jeg tænker selve siden kan være spændende at udforske...
• Artikel om fredede stengærder fra Fyns Stifttidende. 
• Om skabelsen af Fyn og Øhavet fra Visit Fyn.
• Og så var der den fine animation om Istiderne.

Dreaming of Cornwall

Julens anden garnrelaterende julegave var det hemmelige røde projekt til Annelise.





Hun vidste godt hun fik det, hun havde aet garnet, dengang det var færdigt, men hun vidste ikke hvad der ville ligge i pakken.

Hun kunne muligvis komme med nogle temmelig kompetente gæt, men man kan aldrig vide, hvad jeg kan finde på.

Som til min mor ville jeg strikke varme om halsen. Emile mente der skulle en hue med, og da der var garn nok, synes jeg det var en god ide og ledte efter et halstørklæde, der kunne inkorporeres i en hue.





Det blev aldrig nødvendigt, for ikke alene fandt jeg en opskrift på et halstørklæde, men også en matchende hue.

Resultatet blev superblødt og lækkert, og at dømme efter de indløbne efterretninger blev hun meget glad.












Design: Dreaming of Cornwall Hue og Halstørklæde af Gabriela Widmer Hanke.


Garn: Håndspundet South American I farven Tomat farvet af Birthe P fra Garngalleriet.

Jeg brugte 35 gram til huen og 120 gram til halstørklædet.


Pinde : 4 og 4½ mm - mest rundpinde.


Størrelse: Huen er onesize. Halstørklædet strikkede jeg ca 230 centimeter langt. Det er cirka 14 centimeter bredt.





Bemærkninger: Begge dele starter ifølge opskriften med en turbular eller italiensk opslagning. Det er en superfin opslagning, som jeg efterhånden holder meget af.

På huen valgte jeg dog at strikke ribben dobbelt, så jeg i stedet slog maskerne op med en provisorisk opslagning, så jeg senere kunne strikke sammen med levede masker og opnå en nærmest usynlig sammenstrik.

Jeg strikkede huen først og strikkede udelukkende efter diagrammet. Jeg kunne godt have brugt en markering af, at mønstret skulle gentages to gange, så jeg ikke lukkede huen af helt så tidligt, som jeg startede med. Det stod i den skrevne opskrift - som jeg ikke mente at have brug for - men altså ikke på diagrammet.

Halstørklædet tog lang tid at strikke, jeg havde det med overalt - næsten. I hvert fald, når jeg ikke risikerede at møde Annelise - eller min mor. Undervejs lykkedes det mig at bytte om på snoningerne, men jeg skulle lede et stykke tid, før jeg fandt overgangen, og da det betød at snoningerne kom til at ligne hinanden mere når halstørklædet foldes på midten, blev jeg enig med mig selv om at det var helt okey.





Jeg lukkede af med en turbular aflukning. Selvom den kræver nål og tråd, kan jeg efterhånden rigtig godt lide den type aflukning. Den bliver så pæn. Og så synes jeg egentlig ikke det er svært.

Jeg har set flere forskellige måder at sy aflukningen. Enten lader man alle maskerne blive på samme pind - og så bliver det svært og besværligt og svært at huske rækkefølgen. Eller også fordeler man maskerne på to pinde. Det betyder at der syes helt almindelige maskesting, som for eksempel når man syer de sidste masker på en tå. Jeg kan godt lide at sy maskesting.

Jeg fordeler altid på to pinde. Jeg tvivler på at det tager længere tid.


Har du lyst til at se flere billeder af huen og halstørklædet, kan de ses på Ravery.

Det første håndspind som strik

Julen er ovre, og dermed er det på tide at løfte sløret for årets julegaveproduktion.





Det er ikke et år fyldt med hjemmelavede gaver, til gengæld er det et år, hvor jeg har brugt tid på de gaver jeg valgte at lave selv.

To af gaverne handlede om strik. Strik af håndspundet garn - hvorfor de begge tog noget tid at lave. Den ene langt mere end den anden.

Den første gave involverer det første garn jeg fik ud af rokken. Garnet, der havde lidt forskellige tykkelser og ikke udelukkende var fantastisk, men som rummede så meget mere stolthed, fordi det rent faktisk var garn, var brugbart og gav en ret god mavefornemmelse, da det var færdigt.

Ret hurtigt vidste jeg, at garnet skulle være julegave til min mor.

Jeg ville strikke varme om halsen. Men hvilken varme. Jeg prøvede flere forskellige muligheder, måtte forkaste endnu flere, da mængden af garn ikke slog til og endte med min egen version af et enkelt mønster med retriller på en glat baggrund.

Fordi garnet endte i den tykke ende af skalaen, var det et hurtigt stykke strik.











Design: Min egen udgave af Multi-Wear Cowl af Cathy Payson.


Garn: Håndspundet Blue Faced Leister fra Felt Studie UK.

Jeg havde 97 gram og cirka 160 meter - jeg brugte det hele.


Pinde: 6 mm.


Størrelse: Jeg har faktisk ikke målt den. Men den følger på ingen måde opskriften.





Bemærkninger: I forhold til opskriften brugte jeg mønstergentagelsen. Jeg kunne sikkert have fundet på det selv, men det var da jeg så muligheden her, jeg kom på rette vej.

Jeg slog 100 masker op, strikkede 3 omgange retriller og fortsatte med mønstergentagelsen, til jeg formodede at resten skulle bruges til den øverste kant.

Garnet var absolut tykkest i den ende, jeg slog op med. Det betyder at med samme maskeantal opnåede jeg et stykke strik, der er bredere forneden og dermed ligger pænt på skulderen.





Jeg tror jeg havde garn nok til 4 retriller inden jeg lukkede af. Det passede fint, for det lidt tyndere garn i aflukningsenden betød en smallere kant, hvis jeg havde gjort som i begyndelsen. 


Har du lyst til at se flere billeder af cowlen, kan den ses lige her på Ravery.

Jul ved det Sydfynske Øhav

Julen har været skøn.





Helt nede i gear, langt ude på landet i et lejet sommershus på Fyn. Helt derude hvor vejret var råt, blæsten vild, stranden ikke-eksisterende og udsigten gik mod Lyø og i det fjerne Als.

Der var ingen nisser - eller ret meget andet julet over residensen. Når turen går ud af huset er der andre ting, som tæller højere i listen over pakkenelliker, Men hvad gør det, når selskabet er skønt, maden er god og alskens juletræsplantager er lige om hjørnet.







Vi kørte i bus tværs over Fyn, for at komme til Assens. Rutebilschaufførerne på Fyn - det gælder sikkert langt de fleste steder, der ligger uden for landets bygrænser - har ikke travlt, virker som om de holder af deres arbejde, og holder gerne tilbage for fjollede billister eller lastvogne, der pludselig beslutter sig for at dreje.

Stoppestederne har navne som Hovedgaden eller Banegårdspladsen - for det er steder som alle ved hvor er, og som ingen hænger sig i hvorvidt skulle findes andre steder i landet.

Fyn er smuk fra en bus. De gamle herregårde stikker op overalt sammen med kirker, klostre, højskoler og andre fine gamle bygningsværker. Vi kørte forbi Hattehuset, Drejerforretningen og adskillige kroer i mere eller mindre gennemført stand.







Det var skønne dage med skønne mennesker. Det var tid uden planer ud over at lave lige det vi havde lyst til og spise, når vi var sultne. Juleaftensdag gik med madlavning, ture ud i det blå og tid med strik, bøger, spil eller andet inden vi samledes til vores traditioner, der mest af alt handler om at være sammen.

Vi spiste god mad, sang lidt til træet og brugte adskillige timer på at pakke gaver ud, så alle kunne nå at se med. Helt som det skal være.


Nu er vi hjemme igen.







Planen er at gentage over samme læst, så længe vi er mange nok. Med tiden skal der nok opstå nye familier, der betyder at julen med tiden kan blive omfangsrig eller en lille sluttet kreds. Alt efter sammenhænge, kan vi med tiden igen flytte til mere hjemlige omgivelser, med julepynt og den del af traditionerne, der ikke duer i et fremmed sommerhus.

Der skal nok blive tid. Og indtil da, har vi nu en rejsestjerne, der ingenting fylder, og kan sættes på et hvilket som helst træ.


For topstjerner kan godt være ganske alternative.

Knudegarn uden knuder

For et par år siden var vi i Nordjylland tæt på Løkken til fejring af sølvbryllup i sommerhus tæt på Vesterhavet.





I løbet af en skøn weekend, var vi en tur inden om Lønstrup og kom forbi butikken Knudegarn, som i første omgang satte billeder på nethinden af garn fyldt med knuder og en uendelighed af endehæftninger til følge.

Det viste sig at knudegarnet var økologisk uldent garn fra får, der lever på Rubjerg Knude. Det gjorde det noget mere spændende, og inden vi gik derfra var det med garn til en trøje til hver af os.

Siden har det ligget og ventet på at den rigtige ide dukkede op. Og tid. Både tid og ide viste sig, og inden længe var blev målene på den for længst strikkede prøve omsat til noget, der viste sig helt rigtigt.





Det eneste ikke helt rigtige viste sig ret hurtigt, da jeg måtte indrømme at jeg havde glemt at tænke mig om, dengang vi købte garn. Selvfølgelig kan jeg aldrig få Anders i et stykke anstændigt strik, med den til rådighed mængde garn.

Heldigvis er Knudegarn ikke kun en fysisk butik, men også en webbaseret, og dermed var der hurtigt mere garn på vej, i en farve Anders valgte og selv synes var helt perfekt.

Resultatet har hængt på ham, siden den blev færdig.













Design: Top-down Raglan Sweater, strikket efter hovedet, prøvet undervejs og tilpasset, så den passer.


Garn: Tykt Knudegarn i grøn, brun og ufarvet mørkegrå. Der står ikke på banderolerne hvad garnet er farvet med, så ud over diverse gæt, ved jeg ikke hvad der ligger til grund for hverken den grønne eller den brune... jeg gætter i hvert fald på valnød, men jeg ved det ikke.

Garnet blev fulgt af en følgetråd fra Garnudsalg. Jeg brugte Brownie og Olive I Will Follow til henholdsvis den brune og den grønne og fortsatte den brune i det grå uld.

Den færdige trøje vejer 553 gram, hvoraf de 506 gram er den tykke Knudegarn.


Pinde: 5½ mm.


Størrelse: Anders - noget i retning af en large herrestørrelse.





Bemærkninger: Alle kanter er afsluttet med turbular bind off. Selvom det kræver nål og tråd, synes jeg faktisk ikke det er hyggeligt at sidde med. Og det bliver så pænt.

Jeg slog op og strikkede det første stykke et par gange, inden det sad pænt om halsen. Jeg tog ud til en V-hals og tog over et stykke af raglanudtagningen lidt mere ud på ærmerne end på kroppen, for at få størrelsen til at passe.

Anders valgte selv, at det nederste stykke på ærmer og krop skulle være det ekstra garn, ligesom han valgte at længden på kroppen skulle stoppe lige der hvor den stopper. Jeg synes godt den kunne have været lidt længere, men han er fuldt tilfreds.

Det var et lækkert stykke strik at sidde med, og var faktisk lidt overrasket over hvor hurtigt den blev strikket.


Skal jeg selv sige det, synes jeg resultatet blev rigtig godt.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.

Snoninger til Daniel

De to sweaters til Anders og Daniel er ikke strikket af den samme type garn. Men da jeg lavede strikkeprøver, var de helt ens. Mente jeg. Måske var de ikke helt ens.





I hvert fald viste det sig, da trøjen til Daniel var lukket af i bunden og ærmerne godt på vej, at han faktisk ikke kunne få den hele vejen rundt. Jeg er temmelig sikker på, at Daniel ikke er blevet større siden jeg målte på ham for et par år siden - det er nok snarere den der strikkeprøve, der ikke var helt præcis.

Jeg følte mig en smule slået tilbage til start, og lod trøje være trøje, mens jeg strikkede videre på Anders'. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det, ville jeg skulle trævle langt størstedelen af det strikkede op, hvis jeg ville ende, der hvor planen havde været fra start.

Det kunne jeg ikke overskue.





Løsningen blev en fem centimeter bred kant hele vejen rundt langs forkanter og hætte. For Daniels trøje er åben, har lynlås og hætte. Det kan han bedst lide.

Anders er lidt mere konservativ og gammeldags i sin stil. Og lige præcis det, var et godt grundlag, dengang jeg lagde ud med strik, jeg troede skulle blive til en opskrift. Der ville være noget for enhver smag.

Trøjen til Daniel endte med at blive færdig blot to dage efter Anders'. Siden lå den det meste af to måneder, inden jeg sidste lørdag insisterede på billeder og overdragelse. Heldigvis gad han godt billeder - selvom jeg glemte at tage nogen med hætten oppe.

Måske han faktisk godt gad trøjen.

Jeg tror det!












Design: Sweater med snoninger, min ide, mit design - der desværre aldrig bliver skrevet ned.


Garn: CottonWool fra Garnudsalg. Farven hedder Deep Purple eller 57, og er fra dengang garnet lå i hundredegramsnøgler. Farven findes vist ikke mere.

Med hætte og alting, gik der 415 gram til den færdige trøje.


Pinde: 3½ mm til selve trøjen, 3 mm til kanter og båndet indeni.


Størrelse: Daniel - noget i retning af en small herrestørrelse.





Bemærkninger: Bortset fra forkanten, er alle kanter afsluttet med turbular bind off. Det er lidt besværligt og kræver nål og tråd. Men det bliver så pænt.

Jeg strikkede som sagt en 5 centimeter bred kant hele vejen rundt fortil. For at matche resten af trøjen strikkede jeg rib over de nederste masker - så det passede med ribkanten forneden - og en rib med snoninger over resten af kanten.

På indersiden syede jeg en lynlås og manglede en løbegang til en snor i hætten. Det klarede jeg ved at strikke et to centimeter bredt bånd, som jeg syede på, så det dækkede lynlåsbåndet på indersiden og fortsatte langs hættekanten som en løbegang.

Der er faktisk en snor i hætten, men fordi jeg helt glemte at tage billeder af hætten, glemte jeg også at hive snoren frem fra indeni, hvor Daniel fik den gemt.


Skal jeg selv sige det, synes jeg resultatet blev rigtig godt.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.

Brun i brun med et twist af orange

Det valnøddefarvede uld er endelig blevet til garn.





Jeg er ikke en hurtig spinder, men lidt har også ret, og selvom jeg har glædet mig vildt - og allerede glæder mig vildt til at se det næste færdige projekt - er det også en god proces, som tager den tid, det nu tager at blive færdig.

Projektet har været et studie i farve. For selvom jeg ved rigtig meget om farvers påvirkning og samspil med hinanden, må jeg se i øjnene at i forhold til spinding kan jeg godt komme lidt til kort.

I princippet burde tvindingen skabe den samme funktion, som når maling af flere farver bliver blandet med en pensel. Og så alligevel ikke, for selvom trådene bliver blandet godt og grundigt, har enkelttrådene stadig deres egen farve og kan til tider stå kraftigt igennem.

Det er ikke helt til at gennemskue, og måske er det det, der gør det spændende. Selv meget erfarne spindere ved ikke altid hvordan farverne vil spille mod hinanden.

Meget stærke farve kan blive dæmpet i én konstellation eller slå kraftigt igennem i en anden. Omvendt kan en dæmpet farve spille en stor rolle i et færdigt projekt.





Det valnøddefarvede uld, var langt hen ad vejen meget afdæmpet og jeg forventede et nogenlunde ens garn, når det blev helt færdigt. Men så blev jeg alligevel i tvivl. For den orange havde ikke taget mod megen farve og lyste stadig godt op mellem de små dunter af uld. den lyste også godt op, på spolerne, da tråden sad som en enkelt tråd og endnu ikke var tvundet.

I forsøget på at dæmpe den der orange, besluttede jeg ret hurtigt at garnet skulle ende trerådet. Så var der håb om, at den orange ville ende alene mellem to andre, og dermed blive den lille.

Jeg tror det var et godt valg, og selvom den titter frem flere steder, er den slet ikke så dominerende, som jeg havde frygtet.

Anders fandt oplægget til den ønskede kasket i går. Jeg kan sådan set bare gå i gang med en strikkeprøve. Han har selvfølgelig lidt ændringsforslag, men det tror jeg ikke bliver noget problem.











Materialer: 137 gram merino i stærke farver, solfarvet med valnødder en gang i sommers. De oprindelige farver var gul, orange, blå, lilla og grøn.


Forberedelse: Jeg delte den farvede uld i tynde, knap en halv meter lange strimler. Strimlerne blev rullet sammen til små dunter, og delt uden hensyn til farve i tre lige store dele - vægtmæssigt.

Planen var at spinde uden hensyn til farve, og tvinde, så der forhåbentlig ville være cirka tre forskellige farver gennem hele garnet.





Spinding: Jeg spandt de tre dele fra ende til anden, på hver sin spole, næsten uden at skelne til farverne. Indrømmet, når jeg tredie gang samlede en orange dunte op, skiftede jeg den ud med en anden. Og når udvalgt ikke længere var så stort og hver del ved at være færdig, lavede jeg en vis organisering, i forsøget på at skabe forskellighed i farveordenen.

Jeg spandt så tyndt jeg kunne, for at det færdige garn ikke skulle blive for tykt. Det blev nogen steder sytrådstyndt, andre noget tykkere, men langt hen ad vejen ret stabilt ensartet og med en finhed jeg stadig synes er vildt at kunne.

Jeg spandt garnet med uret og tvandt det mod uret.

Til trods for, at jeg delte ulden efter alle kunstens regler, endte jeg alligevel med at løbe tør for garn på den ene spole, da jeg tvandt garnet. Jeg valgte derfor at tvinde det resterende garn til et totrådet garn, som af en eller anden grund blev temmelig ensfarvet - stribet, men ensfarvede striber.

Det totrådede garn var mest ment som en prøve, for mit næste projekt har længe stået i kø, og her tænker jeg to tråde, selvom de tre er blevet rigtig lækre.

Mit næste projekt skal være et sweaterspind, og skal jeg spinde nok til tre tråde bliver jeg aldrig færdig... jeg tror to tråde er en god ide, så kan jeg altid spinde tre tråde til den næste sweater - for der er en næste. 





Resultat: Jeg er endt med et fed på 123 gram og så vidt jeg kan regne ud, lidt over 400 meter. Tykkelsen hedder vistnok sport, men det føles tyndere. Faktisk som strømpegarn.

Den sidste garn - det totrådede - vejer 14 gram og jeg har glemt at udregne længden. Måske er der 70 meter - rundt regnet, når jeg regner med mål og længde på det andet. Jeg har vundet det op til et nøgle og strikker lige nu en prøve. Jeg ved godt det ikke er en prøve jeg kan bruge til ret meget. Mit næste projekt er af en anden type uld, og det kan betyde meget for hvordan eller hvor tykt/tyndt det kan spindes.

Men det er meget hyggeligt at strikke en prøve.

Da jeg fik garnet af rokken snoede det sig et par gange om sig selv. Efter vask er det ikke alene blomstret, det er også noget nær perfekt balanceret.





Bemærkninger: Jeg valgte at spinde garnet med drivremmen på den mindste trisse. Det betød flere omdrejninger og mere tvist.

Det betyder at jeg er endt med et garn, der bevæger sig hen mod drømmen om at kunne få så meget sno i garnet, at slidstyrken bliver holdbar til strømper. Jeg er der ikke endnu, men jeg tænker det kommer.

Jeg tror det bliver rigtig fint strikket op. Det er altid spændende at se garn strikket op. Igen sætter farvelæren ind, og der er tit stor forskel på garn i fed og garn i strik.


Skulle du have lyst til at se endnu flere billeder a proces og færdigt garn, kan det ses på projektsiden på Ravelry.