Det første garn er hevet op af glasset.
Planen var at lade det blive noget længere, men da der begyndte at komme mug på toppen, turde jeg ikke lade det blive.
Jeg lagde ud med halvtreds gram Supersoft fra Garnudsalg i farven Hvid Chokolade – eller nærmest råhvid, som Anders tidligere på året mente jeg ikke kunne undvære, og stoppede i en kurv. Heldigt nok, da ufarvet garn ikke er noget der ligger meget af på mine hylder.
Garnet blev bejdset efter alle kunstens regler i alun, og derefter lagde jeg det lagvis med rødløgsskaller i et rengjort glas. Måske ikke rent nok, for det begyndte som sagt at mugne på toppen efter en lille uge.
Glasset startede med at blive flyttet rundt efter solen, men så forsvandt solen og de sidste dages gråvejr betød at det endte i stuevinduet, hvor solen – når den er der – står lige på i mange timer hver dag. selv på gråvejrsdagene varmede de stråler, der nåede gennem skyerne glasset bag vinduesglasset, og jeg forestiller mig det har effekt.
Jeg vidste godt at rødløgsskaller farver grøn. Vandet blev umiddelbart rødt, da jeg lagde løgskaller og garn i glasset, der blev fyldt op med postevand. Hurtigt efter begyndte det at skifte farve til grøn. Jeg rystede glasset en enkelt gang om dagen, og havde egentlig forestillet mig et mere jævnt resultat, end det der dukkede op af badet.
Mere jævnt, fordi garn og skaller lå lagvis, men også fordi jeg rystede dagligt. jeg har et andet farvebad stående, som jeg håber giver en mere todelt farvefordeling – men det får lov at stå et par dage mere. Har jeg besluttet.
Billederne yder ikke retfærdighed til den færdige farve. Den er langt mere grøn, end det gule, der dukker op på min skærm. Ligesom det, der ser ufarvet ud, er fint mintgrønt og slet ikke så neutralt som billedet antyder.
Jeg er ret imponeret af resultatet. Den fineste grønne, der som Anders siger er ganske Pernille-farvet, med islæt af noget der mest af alt må betegnes som mintgrøn. Det er tydeligt at farven er trængt mere ind nogle steder end andre, det synes jeg kun gør det mere interessant og har omgående lyst til at farve mere.
Alligevel venter jeg lidt. Jeg har brug for mere viden, og tænker at biblioteket er et godt sted at starte, inden næste omgang. Der er også lige et par glas med farve igang, der skal være færdige inde jeg fortsætter.
Men der var femhundrede gram på spolen med råhvidt garn – så der er bestemt grundlag for mere sjov.
Det ser vildt spændende ud, også selvom det måske ikke er blevet helt, som du havde forventet
SvarSletLydert, jeg er ret vild med resultatet. Det er magiske ved plantefarve - man ved aldrig rigtig hvor det bærer hen :)
SletNej, hvor er det bare fint! Sikke en fed farve.
SvarSletChristunte, den er superflot :)
Slet