Down by memory lane

For tredive år siden gik jeg stadig på min barndoms skole. Lilleskolen. For tredive år siden var jeg på vej mod at turde forlade det trygge og nære og begive mig ud i verden. For tredive år siden var Hans en af lærerne på skolen.

Siden forlod jeg skolen, alle mine kammerater blev spredt for alle vinde og Hans overtog ledelsen for Lilleskolen, der dengang jeg gik ud havde en normering på omkring halvfems elever. I årenes løs har vokseværket sat ind, og udvidelserne været fysiske, så skolen i dag rummer omkring tohundrede og fyrre elever.

I går holdt Hans afskedsreception. Pensionen og rejser kalder. Via Facebook havde en enkelt af de gamle elever trommet sammen, og vi mødte op. Ikke mange - men en lille samlet flok. Det var skønt at gense og det var mærkeligt at gå rundt i den gamle skole, der for længe siden blev for lille og i dag stort set kun rummer indskolingen. Der er også SFO for de mindste i de gamle lokaler. Dengang jeg gik i skole var SFO en saga blot, i dag er der plads til ungerne hele dagen.

Receptionen blev holdt i den nye store hal, der ligger der hvor fodboldbanen lå og vi klatrede i blommetræer. Både fodboldbane og blommetræerne har måtte lade livet for udvidelserne. Det var mærkeligt at se.

På en stor planche havde skolens pedel (som viste sig at være en af de gamle elever - endda en af dem fra min årgang... vi havde forresten heller ingen pedel dengang jeg gik i skole...) sat billeder, avisudklip og artikler fra årenes løb op. I et hjørne fandt vi billederne af os. Det var sjovt at se, og pludselig stod vi en lille flok og grinede af dengang.

Som dengang vi havde fællesemne om Tunesien. Hele skolen lærte om kultur, religion, mad, mennesker og alt det der gør et land. Vi lånte kasser fra et sted jeg ikke kan huske. Kasserne indeholdt tunesiske ting - kogegrej, tøj, harpikstyggegummi og alt muligt andet. Vi spiste couscous, byggede hytter og lavede teater.

Vi lavede altid teater. Nogle stykker står klarere i erindringen end andre. Stykket om Tunesien kan jeg ikke huske så meget om. Jeg kan huske at vi lavede noget om Vesten kontra Islam. Om kultur og hvad der sker når modsætninger mødes. Jeg var moderen og blev klædt ud i det tøj der lå i kasserne. Jeg var tildækket og måtte ikke sige noget. Jeg serverede for gæsterne og har helt sikkert sunget nogle sange... Vi sang også altid sange. Som vores musiklærer skrev.

I forbindelse med stykket har vi været ude et sted og synge. Måske i det nærliggende Center. Det står ikke klart i erindringen, men jeg er helt sikker på at grunden til at jeg har tørklæde på, har noget med det stykke at gøre. Det er forresten Hans der står bagerst.

Vi fik en tur rundt på den gamle del af skolen. Pedel-Johnny havde nøgler og låste gerne op til det nyrenoverede fysiklokale (der garanteret fungerer bedre end dengang vi gik der... det er en længere historie), og billedkunst, der ligger der hvor vi spillede bordtennis. Vi kiggede ind i det gamle værksted, der ganske simpelt må være skrumpet. Selv med en udbygning så det mindre ud, end jeg huskede.

Faktisk er hele skolen skrumpet.. for så meget større er vi ikke blevet. Trods forandringer var der også meget genkendeligt. De gule døre er stadig gule under den nye maling og rytmiksalen, der snildt rummede alle elever til fællesmøderne, fik Victoria til at gå bagover - derinde ville hendes klasse da aldrig kunne være og samtidig løbe rundt. Ork jo, sagde vi, og vidste det kan lade sig gøre.

Det gamle ældstegrupperum, som vi næsten allesammen har været gennem inden vi forlod skolen, er nu pedellens værksted. Det er ikke stort, og hvordan der nogensinde har været plads til både borde, stole, reoler og sofaer derinde er lidt af en gåde.

Det var en lille skole. Ikke kun en Lilleskole. Den er stadig lille, og trods udbygningerne heldigvis også genkendelig. Og velholdt fortalte Johnny. En gennemgribende renovation, for et par år siden, viste at den er bygget solidt af solide materialer. Og det på trods af (eller måske netop derfor) at der ikke var håndværkere involveret i byggeriet, men udelukkende dedikerede forældre.

Selv syttenårige synes hæklede dyr er sagen

Emilie har bestilt en flodhest. Den skal være blå, spændende fra lys til mørk. Den skal være en gave, og den skal være færdig inden oktober. Sådan cirka.

Det er en gave til en meget god veninde, som synes de hæklede dyr ar fantastiske. En meget god veninde, der fylder sytten lige om lidt.

Hvis ikke den kan blive færdig til dagen, er det ligemeget - sagde Emilie, og kiggede min beholdning af blåt bomuldsgarn igennem da hun var hjemme i weekenden.

Hun fandt to farver der var acceptable. De andre to købte jeg i går og sendte billeder mod Sorø til godkendelse, inden jeg i aftes startede med alle midtercirklerne.

Midtercirklerne er klart det mest kedelige i hæklede-dyr-produktionen. Jeg er ikke helt klar over hvorfor, jeg synes bare de er kedelige. De små midterpletter.

Nu er de alle klar og venter på alt det, der skal udenom.

Jeg har ikke hæklet en flodhest før. Så lidt nyt er der også.

Vores have

Nu er den vores. Haven vi har haft adgang til de sidste tre uger. Cirka.





Jeg har været forbi og melde os ind i nyttehaveforeningen. Sådan en findes der nemlig. Og det er et krav at være medlem. Ud over adgang til toilet og fælles haveredskaber som trillebør og græsklipper er jeg ikke helt klar over hvad medlemsskabet indebærer.

Det var ellers en noget anden overtagelse end jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med at få en have fuld af ukrudt og groet så godt til, at det allerbedst kunne betale sig at starte med en le og siden knofedt.

Sådan så den have vi blev givet adgang til ikke ud. Tværtimod. Den var fin. Efterårsklargjort og med bord, stol, parasol og alskens andre haveting stående, som var den i brug. Da vi første gang var forbi - dengang vi fik muligheden, og skulle se om lige netop den have ville være noget for os, følte vi mest af alt at vi brød ind. Det lignede ikke en have klar til overtagelse. Det ligenede en have i brug.

Adspurgt kun damen i Park- & vejvæsenet fortælle at det var skam den rigtige have, men efter at have betalt den årlige leje, så den stadig temmelig meget ud som om den var i brug. Jeg snakkede med både damen på kontoret og formanden for nyttehaveforeningen. Tanken om en fejl lå ikke langt væk.





Men den var god nok. Nu er alting fjernet og haven er vores. Fliserne er skæve, der mangler hegn ind mod den ene nabo og på den her tid af året er der ikke meget vi kan gøre. Jeg tænker der skal løg i jorden. Tanken om piblende vintergækker og skilla engang til foråret er yderst tillokkende og Anders ønsker et podet æbletræ. Vi har ladet os fortælle at det er nu sådan et skal i jorden.

Måske kan vi også finde ud af at fikse en ny havelåge. Der ér en, men den er så frønnet, at jeg tvivler på at skruer nogen sinde ville blive siddende, hvis vi forsøgte med hængsler...





Jeg ved ikke meget om havebrug. Anders ved heller ikke meget. Vi ved endnu mindre om hvor man køber æbletræer af fornuftig kvalitet. For jeg tænker at sådan nogle ikke skal købes hvors som helst.
Vi tager gerne i mod gode råd.





Og så glæder jeg mig til næste år, hvor altanen gerne skulle være noget mindre tilgroet og alt det grønne, der fylder der hvor det kunne være rart at kunne sidde, dukker op i haven i stedet.

Drømmene involverer også tanker om tomater, chili og bønner.

Stribestrik

Lørdag lykkedes det at se Sille. Det er alt for længe siden, og med en kalender i begge ender, der er godt fyldt op har det været svært at finde tid. Vi fandt tid i lørdags.

Tid af den gode slags. Tid til at være. Tid til at snakke. Og strikke. Og hækle. Tid til at tage billeder af alle Silles smykker. (Det blev vi ikke færdige med - for med to forældre og en søster, der alle er udlærte guldsmede og George Jensen som tidligere arbejdsplads, bliver der hurtigt fyldt op i æskerne...)

Vi var også ude og vejret var skønt. For Sille ville strikke Laneway og manglede garn til striber. Hun ønskede garn der skifter farve. Sådan noget lå hun ikke inde med, så vi gik til Valby og Wadils Garn & Uld (Der har jeg aldrig været inde før - men hold da op, den butik er et besøg værd.)

Vi fandt ikke garn til Silles strik, men midt i butikken fandt jeg det helt rigtige nøgle silkmohair til sjalet, der har ligget stille alt for længe. Jeg løb tør for følgetråden engang tilbage i februar og skiftesvis glemte og huskede, uden at få gjort noget ved det. Engang i sidste uge - eller måske var det forrige - blev jeg enig med mig selv om at nu er det på tide, og så viste det sig at der ikke ligger lilla silkmohair på hylderne hos Garnudsalg. Det er ellers der garnet oprindeligt kommer fra.

Men behøver det det? Tænkte jeg, og overvejede at kanten, som jeg godt nok havde strikket en hel del af, inden jeg løb tør, behøver have den helt samme farve som følge. Min plan blev at finde en lilla. En hvilken som helst lilla. For når den gennemgående uldtråd er den samme, kan det være rigtig fint med en anden til følge ind imellem.

Og inde i Wadils Garn & Uld lå det helt rigtige. Silkmohair med den samme mængde af mohair og uld, men med farver spændende fra lilla over blå til grøn. Hjemme trævlede jeg al den allerede strikkede kant op (mohair er ikke det sjoveste at trævle op... jeg siger det bare...), og nu er en ny godt på vej.

Det bliver anderledes, men også rigtig fint. Den nye følgetråd er mere kold end den oprindelige. Det gør ikke noget, tænker jeg og strikker videre - og håber et enkelt nøgle rækker hele kanten rundt. Der er langt og selvom kanten bliver smallere og smallere som gentagelserne bliver sat på, er der alligevel en del masker til at starte med.

Vi fandt også garn til Sille. I den lille garnbutik rundt om hjørnet, næsten oppe ved Valby Station havde damen Kauni effektgarn i mange farver. Også kombinationer jeg ikke har set før. Altså kom jeg hjem med mere end det enkelte nøgle silkmohair...

...Og sille strikker striber.

Her går det stærkt

Endnu en uge er næsten slut. For øjeblikket forsvinder dagene, timerne og minutterne som sand mellem fingrene. Jeg starter mandag morgen, blinker et par gange og så er det fredag.

Jeg holder meget af mit arbejde. Udfordringer er der nok af, og jeg ikke kun lærer, jeg forsøger også. Der er så meget der skal prøves af. Så meget vi ikke ved, eller har prøvet før. Så mange erfaringer at gøre og så mange lister af detaljer, der fungerer eller ikke fungerer.

I fredags havde jeg besøg af min chef i min understøttende undervisning. Han ved om muligt endnu mindre end os, der rent faktisk står midt i det. Derfor har han ønsket at komme rundt, at kigge, observere og blive klogere.

Min klasse opførte sig fuldstændigt som de ville gøre enhver anden dag. Det var rart. De vidste godt han skulle komme, og han var da velkommen. Senere talte vi sammen. For selvfølgelig kan han ikke bare komme og gå igen uden opfølgning.

Jeg tror det er en af de bedste samtaler jeg længe har haft. Det var så befriende at han netop så alle de ting, som jeg egentlig godt vidste, men alligevel ikke selv havde set. Eller de ting som jeg havde tænkt, men ikke fundet løsninger for. Der var også skønt at han uden at ryste på hånden mente, at han nok ville have grebet emnet an fuldstændig som jeg havde gjort, uden at se alt det, han kunne se, når formålet var at opservere.

Sådan noget burde der være mere af i undervisningen. For hvor er det godt at få en konstruktiv feedback på det vi går rundt og tror er rigtigt, men kunne være endnu bedre med ganske få ændringer.

Om lidt starter endnu en uge. Endnu en af den slags, der garanteret er slut længe inden jeg er nået til onsdag. For hold op hvor går det stærkt. Og hvor bliver jeg træt. Og så alligevel. En gang i løbet af den forløbne uge kunne jeg mærke at noget er ændret. Noget begynder at være hverdag. Noget begynder at passe bedre sammen, og jeg gik ikke omkuld i samme øjeblik jeg trådte indenfor døren herhjemme.

Regnbuen mødte jeg, da jeg havde sat Emilie på toget tilbage til skolen og endnu en uge, der også nok skal gå stærkt. Også hun har været træt i weekenden. Hele skolen har været en uge i Berlin, hun kom hjem sent fredag aften med tasken fuld af chokolade (kvadratisk, praktisk, god) og oplevelser af den gode slags.

Pippis andet hjem?

Vi kom forbi huset her, dengang vi i sommers bevægede os uden for stregerne i Malmø.

Billedet yder slet ikke retfærdighed, og det er langt mere finurligt, end jeg formåede at fange med linsen.

Men tænk at bo i sådan en bygning. Ikke to altaner var ens, og vinduerne var hele vejen rundt af flere forskellige former. For ikke at tale om farver, kilnker og udsmykning...

Family Tree

Jeg har stikket et sjal. Det er jo ikke første gang...

Det er heller ikke første gang jeg har strikket et mysterium.

Jeg var ikke sikker på, at jeg ville. Jeg har før strikket sjaler af Erica Jackofsky med varierende udfald. Som udgangspunkt laver hun nogle fine ting, og nogle gode opskrifter. Såhhh... Og jeg havde garn liggende, der passede på strikkefasthed og så videre.

Det gode ved de mystiske sjaler er, at enkeltdelene sjældent er særlig store og dermed lette at overskue. Jeg havde brug for lethed at overskue. Og med hele fem dele og dermed fem uger, har det været et rigtig fint projekt at have liggende.

Jeg er lidt usikker på resultatet. Faktisk troede jeg længe at jeg aldrig ville komme til at bruge det. Men så havde jeg det på i går. Tvivlen skal jo komme til gode. Og det var rigtig rart at have på.

Sjalet indeholder elementer jeg ikke har været omkring før. Og et fint lille mønster, der ikke er noget nyt i, men som er rigtig fint. Træet i midten er jeg ikke særlig vild med, men når først sjalet bliver krøllet lidt og lagt om halsen, er træet ikke længere midtpunktet og det fine mønster med perler på snor, bliver langt mere fremtrædende.

Det kan jeg godt lide.

Jeg kan også godt lide den Lettiske fletning. Jeg ved ikke hvad den egentlig hedder på dansk - jeg har bare direkte oversat. Det krævede lidt kiggen på youtube videoer at gennemskue, men så var det forholdsvis simpelt. Får du selv lyst til en fletning, så søg på Latvian Braid.

Sjalet er ikke særlig stort, og jeg lavede endda den store størrelse. Men sjovt nok virker det størrer når jeg har det på. Jeg kunne forestille mig, at det har en del at gøre med garnet, der er blødt og varmt på samme tid.

Knopperne på træet skulle efter opskriften være perler eller nupps. Jeg er ikke vild med perler på strik, så jeg valgte nupps, og endte op med et sjal der lissom manglede noget. Midterstykket blev for ensfarvet. Så jeg syede nupps'ne lysegrønne i stedet. Det synes jeg blev ret godt.

Jeg tilføjede også en hæklet kant foroven. En gang fastmasker i det mørkegrønne og en gang krebsemasker (eller omvendte fastmasker) tilbage i den lysegrønne. Den hæklede kant matcher opslagningen fint.

Egentlig skulle der også have været et andet mønster undervejs. Et mønster der af en anden strikker blev navngivet spor. Jeg brød mig ikke specielt om sporene og valgte udelukkende at bruge perlemønstret.

Øverst skiftede jeg bund og mønsterfarve. Det var ikke planen, og jeg var gået i gang med den farveorden der fra start var skabt, da jeg læste at designeren faktisk havde tænkt sig et farveskift. Hmm, tænkte jeg, pillede de sidste tre pinde op og skiftede farve.

Design: Family Tree Shawl af Erica Jackofsky.

Garn: Knit Picks Palette i farverne Tidepool Heather og Limeade Heather.

Der gik ikke meget til. Det færdige sjal vejer 122 gram - 83 gramm af den mørke og 39 gram af den lyse.

Pinde: 3½.

Størrelse: Jeg strikkede Large. Det færdige sjal måler 165 i vingefang og blot 40 cm i højden.

Bemærkninger: Den lettiske fletning var nyt for mig og noget jeg godt kunne finde på at bruge en anden gang.

På den føste pind efter kanten og den lettiske fletning valgte jeg at strikke alle masker vrang. Jeg synes det gav en pænere overgang inden træet.

Jeg brugte German Short Rows i stedet for den beskrevne teknik til vendestrik.

Jeg fravalgte mønster nummer to og holdt mig til de fine perler på en snor over hele sjalet.

Ifølge opskriften skulle de sidste masker syes sammen på tværs. Jeg prøvede ikke, men besluttede i stedet at slutte af med at strikke et par pinde mere med flere sammenstrik, for til sidst at ende med blot tre masker, der blev lukket af.

Jeg skiftede bund og mønsterfarve i den sidste sektion og tilføjede en hæklet kant øverst. Både fordi det gav et mere færdigt resultat og fordi den oprindelige kant ikke var særlig pæn.

Til sidst udskiftede jeg de mørke nupps på træet med lyse. Det krævede nål og tråd og temmelig meget tid.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Fra min far

Dengang - for efterhånden længe siden - da jeg var til barnedåb og senere fødselsdag, tog min far et billede af mig. Han tog mange billeder, så det var egentlig ikke så mærkeligt, at han gik rundt med kamaraet.

Hjemme hentede han billederne ud af kameraet, og som det ofte sker er billeder på en større skærm noget helt andet, end billeder på kamerarets lille skærm.

Min far synes så godt om billedet af mig, at han brugte tid på at fjerne flasker, glas, gæster og alt det, der hurtigt bunker sig op på et festdækket bord (senere på aftenen).

Resultatet sendte han til mig. Jeg er dels imponeret over det fine arbejde og så er jeg glad for et godt billede af mig. Som den der oftest står bag kameraet, er der ikke mange af sådan nogle.

Tusind tak.

Inden jeg falder i søvn

Jeg har ikke mange store tanker at dele for tiden. Ikke at der mangler tanker, der er bare ikke plads eller overskud eller egentlig behov til at dele. For tiden.

Skolereformen er stadig meget ny. Der er stadig mange erfaringer at gøre. Der er stadig meget som kunne ændres. Men desværre kan alting ikke ske på een gang.

Vi har ellers ideer nok.

Tiden går stærkt. Jeg har travlt, og pludselig er der gået tre uger. Jeg går stadig i brædderne når jeg kommer hjem. Eller - i dag var jeg vågen og frisk en hel time efter hjemkomsten, inden øjnene begyndte at klappe i.

Jeg tænker der er håb for en fornuftig brug af dagene. En gang med tiden.

Jeg maler stadig billede. Der er heldigvis tålmodighed i den anden ende, for hold op hvor går det langsomt. Jeg er nået til sidste del. En hest. Jeg har aldrig malet en hest før.

Også hestemaling giver nye erfaringer. For hvor jeg har så meget styr på et menneskeansigt at jeg med usvigelig sikkerhed ved hvillke små felter der er vigtige at få med, og hvillke der er temmelig ligegyldige, så er det meget anderledes med en hest.

Jeg tænker der kan tilføjes små pletter på den færdige maling. En gang med tiden.

Ventetid

Gad vide hvor længe sådan nogle tomater skal stå, før de har fået nok og er klar til at spise....

Årets høst

Anders har plukket alle de resterende tomater. Jeg har købt sylteglas og om lidt har han lovet at sylte alle de grønne. De røde spiser vi bare.

Imens ligger Emilie og jeg brak. Emilie fordi det der med at feste stadig er meget nyt, jeg fordi jeg har sovet på sofaen i nat. Den er fin at ligge på, men ikke hele natten. Planen var egentlig at jeg skulle hente, når hun skulle hjem, men engang i nat indløb bulletiner om at hun overnattede på stedet. En rigtig god ide, hvis du spørger mig. Den dårlige ide var, at jeg blev liggende på sofaen i stedet for at skrubbe i seng.

Mens jeg glæder mig til de syltede grønne, og så har vi forresten fået tilbudt en have. Det er kompliceret, så mere om det en anden gang.

Lige nu er jeg mest til cola, sofa, Netflix og strik... Emilie har det vist lidt ligesådan - bortset fra at det der strik, hellere skal være chips...

Godt hun først skal tilbage til skolen i morgen.

Når teknikken dør

Min mobiltelefon har gennem efterhånden lang tid forsøgt at gøre mig klart at den ikke holder meget længere. Nu går den vist ikke længere.

Den lagde ud med at påstå der ikke var strøm på. Og dø midt i ingenting. Det holdt den heldigvis op med.

Derpå havde den en periode hvor den genstartede i tid og utide. Gerne midt i en samtale. Eller når nogen ringede, med det resultat at jeg ikke nåede at se hvem, og den afgjort ikke ville dele via opkaldslisten, når der igen var kontakt.

Nu har den fundet på nyt. Den nægter ganske simpelt at anerkende indkomne sms'er.. eller den tager gerne imod. Den glemmer bare de allerede er ankommet. Og lukker samme besked indenfor igen og igen og igen og igen og.....

I morges vågnede jeg til hundrede fem og halvfjerds sms'er, der var indløbet i løbet af natten. De hundrede og fem og halvfjerds var fordelt over de samme tre. To fra Anders og en enkelt fra Emilie.

Emilies er den mest retvisende.

I aften må jeg vist hellere tjekke op på en opdatering af apparatet.

Skt Nikolai, Nakskov

Lidt tilbagetrukket for torvet i Nakskov ligger skt Nikolai. Byen kirke, viet til søens folk, der nok stiger til vejrs, men ellers ikke gør meget væsen af sig. Jeg er gået forbi mange gange, men jeg har aldrig vidst hvor spændende den er indeni.

Sidste uges barnedåb gav adgang til kirken. Den er større end jeg troede, og langt mere ydmyg på ydersiden end indeni. Indenfor lukker den op for en overdådighed af træskærearbejder, der må hensætte enhver snedker til beundring.

Der er højt til loftet, og der er ikke sparet på detaljerne. Lyset strømmer ind fra de blyindfatted ruder og selvom koret kun bestod af en enket sanger, er der en fantastisk akustik i det store kirkerum.

Som altid blev en en smule benovet over det arbejde, mennesker for mange, mange år siden har lagt i deres kærlighed til den almægtige.

Nakskov var engang en stor by. En by fyldt med liv og erhverv, der krævede arbejdere i lange baner. Ligesom kirken i dag ikke gør meget væsen af sig, gør Naksov heller ikke. Byen er fyldt med de skønneste små huse, der alle er bygget over samme læst, men som desværre for en stor dels vedkommende forfalder.

Ligesom kirken overraskede, overrasker byen også. Når man for alvor kommer ind under huden.

En bliver nemt til tre

Med barnedåb i farvandet havde jeg ikke kun lyst til at hækle en elefant. Det kære barn skulle også have noget, der kunne varme.

Jeg havde masser af Rasmillas Yndlingsgarn på lager. I flere farver og varierende mængder. Alt sammen rester fra tidligere projekter, og hvor meget garn går der lige til en størrelse et år?

Det skulle være så nemt tænkte jeg. Oppefra og ned. Raglan og helst en hals med god plads. Babyer har sjældent særlig meget hals - så der skal være plads. Der var her jeg gik i stå. For jeg ville have en hals, der både gav plads og som var længere bagtil end fortil.

Det er ikke let at finde - kan jeg hilse og sige. Eller måske er jeg bare ualmindelig dårlig til at lede efter opskrifter. Jeg prøvede flere af, men jeg var ikke tilfreds med nogen af dem. Og så må man jo selv.

Altså startede jeg ud. Fandt målskemaet på baby- og børnestørrelser frem fra en mappe i kælderens dyb. En mappe med forlængst gemte og næsten også glemte optegnelser fra dengang jeg gik på seminariet og lærte om tilskæring og mønsterberegning og andet i samme stil.

Mit første udkast havde ikke helt hals nok. Jeg ville gerne have mere udskæring foran. Jeg synes heller ikke ærmegabene var dybe nok. Det var ikke meget, der skulle ændres, bare en centimeter her og en centimeter der.

Så jeg strikkede en mere. Størrelse et år går hurtigt. Og denne gang passede mine ideer og beregninger bedre sammen.

For lige at være sikker på at optegnelserne og beregningerne holdt, endte jeg med at lave en tredie. Bare fordi jeg kunne - og måske også fordi ingen skulle sige noget andet.

Beregningerne passede som sådan fint. Jeg valgte bare at se stort på egne anvisninger og endte igen en lille smule ved siden af de andre. Ikke meget. Ikke synligt. Bare ikke helt det samme.

Den sidste nåede aldrig at blive skyllet op, inden indpakning og overbringelse. Det var modtagerne vist pænt ligeglade med, og muligvis var det kun mig, der kunne se forskellen.

Om ikke andet er der i hvert fald varme til kolde babyarme vinteren over. Og jeg har en flok udregninger, der måske en dag kunne blive til mere end kun størrelse et år. Sille har lovet at afprøve, hvis jeg når dertil.

Lige nu har jeg bare svært ved at finde tiden.

Design: Mit - oppefra og ned.

Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i mange farver - tre til hver trøje.

Trøjerne vejer et sted mellem 100 og 115 femten gram stykket.

Pinde: 3 og 3½.

Størrelse: 1 år

Bemærkninger: Alle trøjer er strikket oppefra og ned. Forkanter og halskant er strikket på til sidst.

Bortset fra de små huller under ærmerne og endehæftning af de mange ender striber genererer, er der ikke nogen montering.

Jeg lavede en åben og en lukket version, begge over samme læst.

Personligt er jeg ikke så vild med snoningerne - men det skulle prøves.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjerne, kan de ses lige her og her og her på Ravelry.